Ny undersøgelse: Børn og unge rømmer, når de ikke føler sig lyttet til eller forstået af personalet på deres anbringelsessted

Ankestyrelsen har undersøgt børn og unges perspektiver på, hvad der kan være årsager til, at børn eller unge rømmer fra deres anbringelsessted. Undersøgelsen viser, at der er flere årsager til, at børn og unge rømmer fra anbringelsessteder. Det kan blandt andet handle om, at de unge har en oplevelse af, at personalet på deres anbringelsessted ikke lytter til dem og ikke møder dem med omsorg i de udfordringer, som de står i. Undersøgelsen viser også, at hvis en ung har rømmet gentagne gange, kan det føre til ændringer i den unges anbringelsessituation.

I en ny undersøgelse har Ankestyrelsen set nærmere på børn og unges perspektiver på rømninger fra åbne anbringelsessteder.

Definition af rømning i voksenansvarsloven

Ved rømning forstås, at barnet eller den unge ikke har til hensigt at vende tilbage. Det er således ikke tilstrækkeligt, at barnet eller den unge bare har forladt anbringelsesstedet for en stund eller ikke er vendt tilbage til institutionen som aftalt.

Kilde: VEJ nr. 10229 af 17. december 2019, vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, pkt. 102

Undersøgelsen viser blandt andet, at børn og unge rømmer, når de har en oplevelse af, at personalet ikke forstår dem, lytter til dem eller giver dem den omsorg, som de har behov for. De peger også på andre grunde til deres rømning. Det kan være konflikter med andre børn og unge eller personalet, anbringelsesstedets geografiske placering eller en skæv sammensætning af gruppen af børn og unge på deres anbringelsessted i forhold til køn, alder og interesser. Flere af de interviewede unge fortæller også, at savn af familie og venner og et behov for at leve et almindeligt ungdomsliv med venner, kæreste og fester er grunde, der kan føre til rømning.

Alle de unge, vi har interviewet, har rømmet flere gange. Flere unge fortæller, at de har oplevet at få skæld ud eller er blevet ignoreret af personalet i perioden efter en rømning. I nogle tilfælde har det ført til, at personalet har fastsat strammere regler for den unge, som kan betyde, at den unge rømmer på ny. Det kan for eksempel handle om, at de unge får begrænset adgang til deres telefon eller sociale aktiviteter uden for anbringelsesstedet. De unge kunne i stedet ønske sig, at personalet var mere forstående for deres situation og årsagen til deres handlinger.

Gennem både sager og interviews ser vi, at børn og unge kan komme i udsatte situationer, når de rømmer. Det handler blandt andet om, at de kan være i risiko for at indgå i uhensigtsmæssige relationer, tage stoffer, færdes på gaden alene om natten eller blive udsat for seksuelt overgreb.

De interviewede unge har selv bud på, hvad der kan være med til at forhindre, at de rømmer. De fortæller blandt andet, at det vil kunne afholde dem fra at rømme, hvis de har større mulighed for at se deres nære relationer og ikke er anbragt for langt væk fra den by, deres nære relationer bor i. Hvis de unge oplever at have tætte relationer på anbringelsesstedet, både til andre anbragte og personalet, så de oplever at blive set, hørt og forstået, kan det også modvirke rømning.

Flere unge udtrykker, at personalet på deres anbringelsessted ikke altid evner at skabe trygge og tillidsfulde relationer til de unge. De unges fortællinger peger på, at det er vigtigt, at personalet på anbringelsesstedet har de rette pædagogiske kompetencer for at forebygge rømning.

Hvad skal anbringelsesstedet gøre, når et barn eller en ung rømmer?

I de situationer, hvor et barn eller en ung har forladt anbringelsesstedet eller ikke er kommet tilbage som aftalt, skal personalet på anbringelsesstedet snarest muligt prøve at finde årsagen hertil. Ofte vil personalet kunne få kontakt til barnet eller den unge, og her må personalet ved en socialpædagogisk indsats og dialog med barnet eller den unge overbevise vedkommende om at returnere til det pågældende anbringelsessted, såfremt barnet eller den unge har rømmet.

I de tilfælde, hvor barnet eller den unge ikke kan overbevises om at returnere til anbringelsesstedet, og personalet vurderer, at barnets eller den unges adfærd kan medføre skade på barnet eller den unge selv eller andre, kan der være brug for, at personalet, som led i omsorgspligten, opsøger barnet eller den unge for at bringe vedkommende tilbage.

Såfremt personalet må opsøge barnet eller den unge for at bringe vedkommende tilbage, bør anbringelsesstedet orientere den anbringende kommune og barnet eller den unges forældremyndighedsindehavere.

Personalet skal så vidt muligt forsøge at bringe barnet eller den unge frivilligt med tilbage til anbringelsesstedet. Såfremt barnet eller den unge ikke følger frivilligt med, er der adgang til at tilbageføre barnet eller den unge mod dennes vilje ved at føre eller fastholde barnet eller den unge, jf. voksenansvarslovens § 10.

Er et barn eller en ung rømmet langt væk fra anbringelsesstedet, vil barnet eller den unge kunne fastholdes og føres ind i et transportmiddel, men personalet må ikke fastholde barnet eller den unge under selve transporten i længere tid.

Kilde: VEJ nr. 10229 af 17. december 2019, vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, pkt. 102-103

Personalet kan bede politiet om hjælp til at hente barnet eller den unge tilbage, såfremt personalet vurderer, at barnet eller den unge skal hentes, men ikke finder det forsvarligt selv at gøre det. I sådan en situation skal politiet bistå personalet i afhentningen, da personalet har det primære ansvar over for barnet eller den unge.

Kilde: VEJ nr. 10229 af 17. december 2019, vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, pkt. 105

Læs undersøgelsen