Ny undersøgelse viser, hvad kommuner lægger vægt på ved udmåling og visitation til hjælperordninger efter servicelovens §§ 95 og 96
I en ny undersøgelse har Ankestyrelsen set nærmere på kommunernes udmålings- og visitationspraksis i sager om hjælperordninger efter servicelovens §§ 95 og 96.
Det overordnede formål med reglerne om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere efter servicelovens § 95 og borgerstyret personlig assistance (BPA) efter servicelovens § 96 er at skabe grundlag for fleksible ordninger, der tager udgangspunkt i borgerens selvbestemmelse, så borgeren kan fastholde eller opbygge et selvstændigt liv.
I undersøgelsen fortæller de fem interviewede kommuner, at de laver en konkret vurdering af borgerens behov for hjælp, borgerens aktivitetsniveau uden for hjemmet og borgerens arbejdslederevne i deres vurderinger af, om borgere skal bevilges hjælp efter én af de to bestemmelser.
Undersøgelsen viser også, at udmålings – og visitationsprocessen kan være vanskelig, hvis kommunens sagsbehandler og borgeren har forskellige forståelser af borgerens behov for hjælp. De interviewede rådgivere fortæller derudover, at det kan være svært at vurdere, hvor stort et aktivitetsniveau uden for hjemmet, borgere kan få udmålt støtte til. Alle fem kommuner fortæller, at de gør brug af statistikker i vurderingen af, hvor mange timer der kan bevilges til borgeres aktiviteter.
Undersøgelsen bygger på interview med myndighedsrådgivere i fem kommuner. Derudover er der indhentet sager efter servicelovens §§ 95 og 96 i otte kommuner. Undersøgelsen bygger også på et interview med repræsentanter fra interesseorganisationer på handicapområdet. Undersøgelsen er bestilt af Social-, Bolig- og Ældreministeriet.