Rapporten ”Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988”

Ankestyrelsen har foretaget en afdækning af det historiske adoptionsformidlingssamarbejde med Chile i årene 1978 til 1988.

I rapporten konkluderer Ankestyrelsen, at det efter Ankestyrelsens vurdering ikke kan afvises, at adoptionsformidlingen fra Chile til Danmark gennem AC Børnehjælp i perioden 1978 til 1988 har været forbundet med ulovlig adfærd i Chile.

Afdækningen er sket i forlængelse af en række henvendelser fra voksne adopterede fra Chile, som havde mistanke om, at der er handlet ulovligt i forbindelse med deres adoptioner. Ankestyrelsen foretog en indledende gennemgang af oplysninger om de adopterede, der havde henvendt sig til styrelsen. Ankestyrelsen vurderede herefter, at der var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at adoptionsformidlingen fra Chile kunne være forbundet med ulovlig adfærd, og at der var grundlag for at iværksætte en generel afdækning.

På baggrund af Ankestyrelsens vurdering bad social- og ældreminister Astrid Krag Ankestyrelsen om, at iværksætte en generel afdækning af adoptioner fra Chile til Danmark.

Formålet med en afdækning af et historisk formidlingssamarbejde er først og fremmest at sikre de adopteredes ret til egen historie og at understøtte mulighederne for bistand hertil. Derfor har Ankestyrelsen søgt at tilvejebringe viden om generelle forhold i adoptionsformidlingen fra Chile i den pågældende periode, herunder om eventuelle ulovlige forhold.

Ankestyrelsen har også gennemgået oplysningerne fra i alt 31 konkrete sager om adoption fra Chile, ligesom Ankestyrelsen har gennemgået en udredning om ulovlig adoptionspraksis, som parlamentet i Chile har offentliggjort.

Endelig har Ankestyrelsen undersøgt, om der er myndigheder eller organisationer i Chile, som de adopterede kan rette henvendelse til, hvis de ønsker at få flere oplysninger om deres adoptionssag.

Rapportens konklusioner

Efter Ankestyrelsens vurdering kan det ikke afvises, at adoptionsformidlingen fra Chile til Danmark gennem AC Børnehjælp i perioden 1978 til 1988 har været forbundet med ulovlig adfærd i Chile.

Ankestyrelsen har navnligt lagt vægt på:

  • Oplysningerne i den chilenske undersøgelseskommissions udredning fra 2019
  • De mangelfulde rammer for international adoption i Chile i perioden 1978 til 1988
  • At Ankestyrelsen i forbindelse med gennemgangen af oplysninger om adoptionsformidlingen har fundet indikation for uregelmæssigheder i forbindelse med behandlingen af sagerne.

Ankestyrelsen peger på, at:

  • Det ikke kan udelukkes, at metoder til ulovlig fjernelse af børn har gjort sig gældende i danske adoptionssager. Metoderne til ulovlig fjernelse af børn er beskrevet i den chilenske undersøgelseskommissions udredning.
  • AC Børnehjælp blev af organisationens kontaktperson i Chile instrueret om ikke at nævne formidlingen af to private adoptioner, samt private adoptioner generelt, for det chilenske Justitsministerium.
  • Nogle børn har været bestemt til at skulle rejse til Danmark, inden de reelt var matchet med danske ansøgere
  • Det ikke kan udelukkes, at der har været økonomiske incitamenter forbundet med formidlingen for de involverede aktører i Chile.
  • Den strafferetslige efterforskning i Chile har anmodet om og modtaget oplysninger om AC Børnehjælps kontaktperson i Chile i forbindelse med efterforskningen. Den strafferetslige efterforskning i Chile består af en generel efterforskning af ulovlige adoptioner i Chile og af efterforskning i konkrete adoptionssager.
  • Registreringerne på børnenes fødselsattester er ufuldstændige, fordi de biologiske forældre i flere tilfælde ikke står anført, og børnene i flere tilfælde har de danske ansøgeres efternavne.
  • At det – i det omfang det af sagens akter fremgår, at der er samtykke fra de biologiske forældre – ikke er muligt entydigt at fastslå, at de biologiske mødre eller biologiske fædre var klar over, at deres samtykke blev givet med henblik på adoption i udlandet.
  • Internationale adoptioner fra Chile til Danmark, gennemført inden 1988, blev behandlet efter et utilstrækkeligt regelsæt, der reelt regulerede et andet lovområde. Der blev dermed ikke afsagt en egentlig adoptionsdom i Chile, idet de danske ansøgere alene blev tildelt værgemål over barnet.

Om sagsbehandlingen i Danmark bemærker Ankestyrelsen, at:

  • Udstedelsen af adoptionsbevillingen i Danmark ikke skete på grundlag af en klar adoptionsafgørelse fra Chile, da lovgivningen i Chile, som anført ovenfor, ikke regulerede internationale adoptioner, men værgemål.
  • De danske tilsynsmyndigheder i 1982 blev bekendt med, at det børnehjem, AC Børnehjælp samarbejdede med, havde et dårligt ry, og at den chilenske ambassade i 1999 på foranledning af det chilenske parlament henvendte sig til Civilretsdirektoratet for at få oplysninger om 12 chilenske adoptivbørn, der kom til Danmark i perioden 1973-80. Det fremgår ikke af de gennemgåede sagsakter, at disse oplysninger gav anledning til tilsynsmæssige reaktioner.

Resultat af Ankestyrelsens gennemgang af seks konkrete sager

Ankestyrelsen har i forbindelse med afdækningen gennemgået seks konkrete adoptioner, som har givet anledning til denne afdækning

Det er ikke muligt ud fra sagernes dokumenter, at be- eller afkræfte, om der har været tale om ulovlige adoptioner. En be- eller afkræftelse vil forudsætte, at oplysningerne i den enkelte sag sammenholdes med oplysninger fra biologisk familie eller andre oplysninger fra den konkrete behandling af sagen i Chile.

Ankestyrelsen har undersøgt, hvilke myndigheder og organisationer i Chile, som de adopterede kan rette henvendelse til, hvis de ønsker at få flere oplysninger om deres adoptionssag.

Ankestyrelsen kan bistå de adopterede med vejledning og henvisning til disse myndigheder og organisationer. Oplysningerne fremgår desuden af Ankestyrelsens hjemmeside, hvor de løbende vil blive opdateret. 

Hvad er en ulovlig adoption?

Ulovlige adoptioner og ulovlige forhold i adoptioner er beskrevet i den danske lovgivning og i internationalt regi, blandt andet i den konvention, som anvendes på adoptionsområdet (Haagerkonventionen).

I adoptionsloven defineres en ulovlig adoption som en adoption, hvor ”nogen der skal afgive samtykke til adoptionen, yder eller modtager vederlag eller nogen anden form for modydelse, herunder betaling for tabt arbejdsfortjeneste” (adoptionslovens § 15).

I international regi betegnes en ulovlig adoption som en adoption, der er resultat af misbrug fx børnebortførelse, salg af børn eller andre illegale eller ulovlige aktiviteter mod børn. Ulovlige forhold defineres som situationer, hvor barnet er blevet adopteret uden respekt for sine rettigheder. Disse situationer kan opstå hvis en person, organisation eller myndighed direkte eller indirekte har:

  • Givet urigtige oplysninger til de biologiske forældre
  • Forfalsket dokumenter om barnets oprindelse
  • Er involveret i børnebortførelser, salg af eller handel med børn med henblik på adoption
  • På anden vis har anvendt svigagtige metoder til at gennemføre en adoption, uanset den opnåede fordel (økonomisk gevinst eller andet).

Handlinger tilknyttet webside

Sidst opdateret 21.04.2021

Sidst opdateret 21.04.2021

Ring: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring