Ny praksis for at beregne klagefrister
Post Danmark begynder at sende fysisk post på en ny måde fra den 1. juli 2016. Det er baggrunden for, at Ankestyrelsen ændrer praksis for at beregne klagefrister for fysisk post.
Klagefristen skal nu beregnes efter, at et quickbrev normalt vil være 2 dage om at nå frem til borgeren.
Hvis afgørelsen er sendt med almindelig post (det kalder Post Danmark ”Brevet”), går Ankestyrelsen ud fra disse hovedregler:
- Post sendt mandage, tirsdage eller fredage er fremme 5 dage senere.
- Post sendt om onsdagen er fremme 7 dage senere.
- Post sendt om torsdagen er fremme 6 dage senere.
Digital post
Ankestyrelsen ændrer også praksis for beregningen af digital post. Nu vil vi normalt gå ud fra, at en afgørelse er fremme samme dag, den er sendt.
Du kan følge med, hvis vi justerer i takt med erfaringerne med Post Danmarks nye måder at sende post på.