Lidt flere nye førtidspensionister i 2014

Kommunerne tilkendte i 2014 førtidspension til 6.187 personer, hvilket svarer til en stigning i antallet af tilkendelser på syv procent i forhold til 2013.

21.08.2015

Stigningen på syv procent skal dog ses i sammenhæng med, at antallet af tilkendelser i 2013 var ekstraordinært lavt. Det lave tal skyldtes de nye regler for tilkendelse af førtidspension, som trådte i kraft 1. januar 2013.

Set i forhold til niveauet før reformen er det fortsat markant færre, der får tilkendt førtidspension

Nye førtidspensionister bliver ældre

I 2014 var en ny førtidspensionist i gennemsnit 48,6 år ved tilkendelsen af førtidspensionen. Det er næsten tre år mere end de førtidspensionister, som fik tilkendt førtidspension i 2010.

Stigningen i den gennemsnitlige alder skal ses i forbindelse med de nye regler for tilkendelse af førtidspension. De indebærer, at personer under 40 år ikke kan tilkendes førtidspension, med mindre det er åbenbart, at deres arbejdsevne ikke kan forbedres.

Ansøgere med kræftsygdomme får sjældent afslag på førtidspension

96 procent af ansøgerne med en kræftsygdom fik i 2014 tilkendt førtidspension, mens 4 procent fik afslag. Til sammenligning fik 37 procent af ansøgere med sygdomme i bevægeapparatet afslag på deres ansøgning

Flere ansøger om førtidspension på det foreliggende grundlag

I forhold til 2010 er andelen af afgørelser, som er truffet på det foreliggende grundlag, steget.

I 2010 var det således 10 procent af alle afgørelser, mens det i 2014 var lige under 30 procent.

Af de nye førtidspensionister i 2014 var det dog kun syv procent, der havde ansøgt på det foreliggende grundlag – altså ud fra de oplysninger, der allerede findes i sagen og uden at kommunen for eksempel indhenter flere oplysninger.

Sammensæt selv statistikkens tal

De nye tal om førtidspensioner kan du finde på Tal fra Ankestyrelsen fra den 21. august. Her kan alle lave udtræk om blandt andet førtidspensionisters:

  • diagnose
  • alder
  • køn
  • uddannelse
  • bopælskommune
Sidst opdateret 21.08.2015