Artikel: Skal kommunen dække udgiften til vingummibamser ved hjemmetræning?
Af specialkonsulent Sidsel Bomholdt Jacobsen
Ankestyrelsen behandler mange sager om hjælp til nødvendige udgifter i forbindelse med hjemmetræning. Eksemplet med vingummibamserne hører dog til de sjældne. Derimod er der flere sager om tablets og computere til hjemmetræning. En ny principafgørelse fortæller også, hvornår kommunen kan dække udgiften til en hjælpetræner.
Sagerne handler om forældre, der er blevet godkendt til at hjemmetræne deres barn. Barnet skal have en betydelig og varigt nedsat funktionsevne samt behov for hjælp eller særlig støtte.
Kommunen skal godkende, at forældrene hjemmetræner barnet eller den unge, og den skal også godkende træningsprogrammet.
Reglerne om hjemmetræning findes i servicelovens § 32 og § 32a.
Ingen træningsredskaber kan udelukkes på forhånd
Kommunen skal tilbyde nødvendig hjælp, når forældrene træner et barn eller en ung i hjemmet. Nødvendig hjælp kan for eksempel være træningsredskaber, supervisionstimer, kurser og hjælpetræner-timer. Der er flest klagesager om træningsredskaber og hjælpetræner-timer.
Hvis behandlingsredskaber bliver brugt som led i specialiseret sundhedsfaglig behandling, så kan udgifterne ikke dækkes efter reglerne om hjemmetræning. Men ellers kan en kommune ikke på forhånd udelukke at give hjælp til en bestemt genstand som et træningsredskab – heller ikke vingummibamser.
Det afgørende er, om et træningsredskab er nødvendigt for at gennemføre hjemmetræningen efter det træningsprogram, som kommunen har godkendt.
Det betyder blandt andet, at vingummibamser kan dækkes efter reglerne om træningsredskaber. Men det kræver, at de efter en konkret vurdering er nødvendige for at gennemføre hjemmetræningen. Belønning efter en hjemmetræningsøvelse kan være en del af træningsprogrammet, og til det formål kan vingummibamser godt være nødvendige.
Det hører naturligvis til undtagelserne, at forældre får vingummibamser som en del af hjemmetræningen. Eksemplet stammer fra et spørgsmål i Ankestyrelsens juridiske hotline, og en bevilling af den art kræver, at kommunen har godkendt et træningsprogram, hvor belønning eksplicit indgår.
Læs mere om reglerne om træningsredskaber i § 6 i bekendtgørelsen.
Merudgifter og sædvanligt indbo
Kommunen kan ikke afslå hjælp til træningsredskaber ved at henvise til, at udgiften ikke er en merudgift, eller at hjælpen drejer sig om sædvanligt indbo.
- Merudgift: I flere af de sager, Ankestyrelsen behandler, har kommunen givet afslag på træningsredskaber med den begrundelse, at der er tale om udgifter, som familier med børn på tilsvarende alder normalt har. Det er det, der hedder en merudgiftsvurdering. Men den begrundelse holder ikke. En udgift kan nemlig godt være en nødvendig træningsudgift, selvom den ikke er en nødvendig merudgift efter merudgiftsbestemmelsen i servicelovens § 41.
- Sædvanligt indbo: Vi oplever også, at kommunens afslår hjælp, fordi der er tale om en genstand, der er sædvanligt indbo. Her vurderer kommunen, at hjælpen ikke kan bevilliges efter reglerne om forbrugsgoder i servicelovens § 113. Men selvom der er tale om sædvanligt indbo, så udelukker det ikke, at kommunen kan give hjælp efter reglerne om træningsredskaber.
For eksempel er udgiften til en tablet eller en computer en sædvanlig udgift for en børnefamilie. En tablet og en computer er desuden sædvanligt indbo.
Det betyder, at udgiften til en tablet eller en computer hverken kan dækkes efter reglerne om merudgifter eller efter reglerne om forbrugsgoder. Men udgiften kan dækkes efter reglerne om træningsredskaber – det kommer dog an på en konkret vurdering.
En tablet eller en computer kan meget ofte være nødvendig for at gennemføre hjemmetræningen.
Vi har fastslået, at en tablet og en computer er sædvanligt indbo i principafgørelse nr. 59-13.
Hjælpetræner-timer
Ankestyrelsen har i en ny principafgørelse slået fast, hvornår kommunen kan bevillige hjælp til hjælpetræner-timer efter reglerne om nødvendige træningsudgifter.
Det er først og fremmest forældrene - den ene eller begge - der skal udføre hjemmetræningen. Derfor kan de ikke få støtte til, at en hjælper selvstændigt udfører dele af træningen, mens de selv har andre opgaver.
Som udgangspunkt kan kommunen kun give støtte til hjælpere, hvis øvelserne kræver, at to personer medvirker, eller hvis barnet skal flyttes rundt. Og kun i de tilfælde, hvor blot en af forældrene hjemmetræner barnet. En hjælper kan kun afløse forældrene ved meget kortvarige afbrydelser i træningen.
Kommunen kan give støtte til, at hjælpere deltager i kurser, hvis hjælperens deltagelse er nødvendig for, at kurset kan blive gennemført. Som udgangspunkt er det ikke nødvendigt, at hjælpere kommer med på kursus, fordi begge forældre forventes at deltage, hvis det er muligt.
Det er ikke nødvendigt, at en hjælpetræner kommer på kursus for at få ny viden og blive instrueret i nye øvelser.
Det er en samlet vurdering af familiens situation og forældrenes personlige ressourcer, der ligger til grund for, at kommunen godkender forældrenes hjemmetræning af deres barn. Forældrene skal altså selv være i stand til at udføre hjemmetræningen. Forældrene skal også kunne formidle ny viden til hjælpere, herunder instruere i nye øvelser. Det er baggrunden for principafgørelsen.