Gå til indhold

Når man klager over, at dækning af tabt arbejdsfortjeneste ophører, har man stadig ret til hjælpen i mindst 28 uger

Loven siger, at kommunerne skal varsle en borger med mindst 14 uger, når dækning af tabt arbejdsfortjeneste ophører. Hvis en borger klager til Ankestyrelsen, behandler vi sagen i et særligt hurtigt spor. Dermed sikrer vi, at borgeren får en afgørelse af klagesagen, inden kommunens afgørelse kan få virkning for borgeren.

Af fuldmægtig Anne Marie Orry Amby

I denne artikel vejleder vi om reglerne, fordi vi ser i borgernes klager til Ankestyrelsen, at kommunerne kan overse, at et ophør skal varsles. Vi ser også, at både kommunerne og borgerne er i tvivl om, i hvilke tilfælde der er tale om et ophør. I nogle tilfælde er der alene tale om, at dækningen af tabt arbejdsfortjeneste bliver sat ned, og sådan en afgørelse skal kommunen ikke varsle.

  • En borger har ret til hjælp i en afviklingsperiode på 14 uger efter, at betingelserne for at modtage hjælpen er bortfaldet. 

  • Kommunerne skal give en afgørelse om ophør med mindst 14 ugers varsel. 

  • Hvis en borger klager over afgørelsen, så løber afviklingsperioden på 14 uger først efter varslingsperioden på 14 uger. En borger har nu ret til hjælpen i 28 uger. 

  • Ankestyrelsen skal behandle en borgers klage inden varslingsperioden udløber.

Hvornår er der tale om et ophør?

Kommunen yder dækning af tabt arbejdsfortjeneste til forældre, når det er nødvendigt at passe barnet i hjemmet på grund af barnets handicap.

Reglerne, om at kommunen skal varsle et ophør af dækning af tabt arbejdsfortjeneste og give en afviklingsperiode, er knyttet til personen, som modtager hjælpen.

Det betyder, at hvis begge forældre modtager dækning af tabt arbejdsfortjeneste, og kommunen afgør, at betingelserne for at modtage hjælpen for den ene forælder er bortfaldet, så er der tale om et ophør for dén forælder. Kommunen skal varsle ophøret og beslutte at bevilge en afviklingsperiode. Det gælder, selv om forældrene har modtaget dækning af tabt arbejdsfortjeneste på baggrund af det samme barns pasning i hjemmet.

Hvis barnet, som bliver passet i hjemmet, fremover skal anbringes uden for hjemmet eller afgår ved døden, så er betingelserne for at modtage hjælpen ikke længere opfyldt. Kommunen skal derfor afgøre, at hjælpen ophører. Kommunen skal varsle afgørelsen om ophøret over for borgeren og beslutte at bevilge en afviklingsperiode.

I nogle tilfælde er der ikke tale om, at dækning af tabt arbejdsfortjeneste ophører, men alene at hjælpen bliver sat ned. Reglerne om, at kommunen skal varsle afgørelsen og bevilge afviklingsperiode gælder ikke, når der alene er tale om, at hjælpen bliver sat ned.

Situationer, hvor bevillingen ikke ophører men kun sættes ned:

  • Forælderen har bistået barnet ved ugentlig fysioterapi og modtager fast løbende dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Forælderen har også en bevilling på ad hoc at modtage dækning af tabt arbejdsfortjeneste til barnets kontrol på hospital. Barnet ophører med fysioterapi og kommunen beslutter, at den faste løbende bevilling dertil skal ophøre. Forælderen har fortsat bevilling på tabt arbejdsfortjeneste ad hoc. 
  • Forælderen modtager dækning af tabt arbejdsfortjeneste, fordi flere børn bliver passet i hjemmet på grund af deres handicap. Kommunen beslutter, at hjælpen til det ene barn skal ophøre. Forælderen har fortsat en bevilling på tabt arbejdsfortjeneste til det andet barn. 

Der er i disse tilfælde alene tale om at hjælpen sættes ned.  Reglerne om afviklings- og varslingsperiode gælder derfor ikke i tilfælde, som svarer til eksemplerne.

Når en borger får sat sin hjælp betydelig ned

Selv om dækning af tabt arbejdsfortjeneste ikke ophører, men bliver sat ned, kan en borger have behov for en periode, hvor familien kan indrette sig på den ændrede situation.

Kommunen kan beslutte at bevilge den hidtidige hjælp i en indretningsperiode. Hensynet er borgerens forventning om at opretholde økonomisk kompensation i en periode, indtil der er mulighed for af skaffe erhvervsindtægt eller anden forsørgelse.

Ankestyrelsen har i principmeddelelse 231-10 fra 2010 fastslået, at kommunen kan bevilge hjælp i en indretningsperiode. Det gælder, når kommunen beslutter, at hjælpen skal nedsættes betydeligt.

I den konkrete afgørelse, var der tale om en nedsættelse fra 37 timers kompensation om ugen til 23,5 timers kompensation om ugen. Ankestyrelsen fastsatte en periode på tre måneder, hvor familien kunne indrette sig på den ændrede økonomiske situation. Borgeren kunne modtage hjælpen i samme omfang i en indretningsperiode på tre måneder på grund af nedsættelsens omfang.

Den lovfæstede afviklingsperiode var i 2010 på tre måneder. Den er siden blevet ændret til 14 uger. Ankestyrelsen fastsatte en indretningsperiode, som var af samme længde som den afviklingsperiode, der gjaldt ved ophør. Kommunen kan derfor, ved en betydelig nedsættelse af hjælpen, bevilge en periode på op til 14 uger, hvor borgeren kan modtage hjælpen som hidtil.

Læs principmeddelelse 231-10 

Andre forhold af betydning for retten til afviklings- og varslingsperiode

Retten til dækning af tabt arbejdsfortjeneste ophører, når barnet fylder 18 år. Retten til afviklings- eller indretningsperiode forudsætter derfor, at barnet i perioden er under 18 år. Det kan du læse mere om i Ankestyrelsens principmeddelelse 45-14.

En forælder kan ønske at overdrage bevillingen til den anden forælder. Kommunen skal så ikke varsle, at hjælpen til denne forælder ophører. Årsagen er, at kommunen ikke beslutter, at hjælpen skal ophøre. Ophøret følger alene af, at forælderen ønsker, at den anden forælder passer barnet. Det forudsætter dog kommunens godkendelse. Når forældre selv vælger, at barnet skal passes af den anden forælder, skal kommunen ikke varsle ophøret. Der er heller ikke ret til en periode, hvor hjælpen afvikles, eller familien kan indrette sig.

Reglerne om afviklings- og varslingsperiode i praksis

Kommunen skal beslutte, at dækning af tabt arbejdsfortjeneste ophører eller nedsættes, når borgeren ikke længere opfylder betingelserne for at modtage hjælpen.

Kommunen kan ikke beslutte at ændre i hjælpen alene på baggrund af forventninger om, at behovet ændres. Kommunen kan dog afgøre, at hjælpen skal nedsættes eller ophøre, hvis faktiske forhold klart viser, at betingelserne for at modtage hjælpen inden for kort tid ikke længere er opfyldt.

Når kommunen afgør, at dækning af tabt arbejdsfortjeneste skal ophøre, skal kommunen udbetale hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i en afviklingsperiode på 14 uger efter, at betingelserne for at modtage hjælpen er bortfaldet.

Ophøret skal varsles med mindst 14 uger.

Varslingsperioden på 14 uger og afviklingsperioden på 14 uger er sideløbende og har virkning fra tidspunktet, hvor borger har modtaget kommunens afgørelse. Det betyder, at udgangspunktet er, at forælderen har ret til den hidtidige hjælp i 14 uger efter kommunens afgørelse.

En klage over, at dækning af tabt arbejdsfortjeneste skal ophøre, har opsættende virkning. Det betyder, at klagen bevirker, at afviklingsperioden først begynder at løbe efter udløb af varslingsperioden.

En borger har en klagefrist på fire uger. Kommunen skal i klagesager omfattet af varslingsordningen, genvurdere sagen inden to uger.

Hvis kommunen fastholder afgørelsen, skal kommunen indsende klagesagen til Ankestyrelsen inden 14 dage efter, at klagen er modtaget. Ankestyrelsen har derefter otte uger til at behandle sagen.

Reglerne medfører, at afviklingsperioden på 14 uger og varslingsperioden på 14 uger som udgangspunkt er sideløbende. I et tilfælde, hvor en borger klager over et ophør, har klagen opsættende virkning på afviklingsperioden. Det betyder, at afviklingsperioden først begynder at løbe efter varslingsperioden er udløbet. I det tilfælde har forælderen derfor ret til den hidtidige hjælp i 28 uger efter kommunens afgørelse.

Klager modtager således Ankestyrelsens afgørelse i klagesagen om ophør af dækning af tabt arbejdsfortjeneste, inden indretningsperioden begynder at løbe.

Du finder reglerne, om at kommunens frist for at indsende en klage til Ankestyrelsen, når afgørelsen fastholdes og at klagen omfattes af varslingsordningen, i retssikkerhedsbekendtgørelsen § 14, stk. 4.

Når kommunen ikke, som loven kræver, varsler en afgørelse om ophør af tabt arbejdsfortjeneste for en borger, så bliver klagesagen ikke behandlet i vores særlige hurtige spor. Borgerne mister derfor en vigtig rettighed. Årsagen er, at en borger ikke er sikker på, at få afgjort sin sag ved Ankestyrelsen inden hjælpen afvikles over en periode på 14 uger. Og det har en borger ret til. Det er derfor særligt vigtigt, at kommunerne er opmærksom på varslingsordningen ved ophør af dækning af tabt arbejdsfortjeneste. 

  • 14, stk. 4. Ved klage over afgørelser omfattet af § 3 a i lov om social service skal ny afgørelse efter stk. 1 og indsendelse af genvurdering efter stk. 3 dog ske inden 14 dage efter, at klagen er modtaget.

Rådgivning og vejledning

Kommunen skal være opmærksom på, at en forælder, som har passet et barn i hjemmet og derfor været langvarigt væk fra arbejdsmarkedet, kan have behov for rådgivning og vejledning i forbindelse med overgangen til et andet forsørgelsesgrundlag end dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Reglerne

Du finder reglerne om, at kommunen skal varsle en afgørelse om ophør af dækning af tabt arbejdsfortjeneste, og at en klage har opsættende virkning, i serviceloven § 3 a.

Du finder reglerne, om at kommunen skal bevilge en afviklingsperiode, i bekendtgørelse om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom § 17.

Du kan læse mere i artiklen ”Ny varslingsordning på servicelovens område”, om hvilke andre afgørelser kommunen skal varsle med 14 uger.

https://ast.dk/social/artikler/hjaelp-til-handicappede-og-aeldre/artikel-ny-varslingsordning-pa-servicelovens-omrade

Fra serviceloven:

  • 3 a. Kommunalbestyrelsens afgørelser om frakendelse eller nedsættelse af hjælp efter §§ 95, 96 og 98 skal meddeles med et varsel på mindst 14 uger fra borgerens modtagelse af afgørelsen. 1. pkt. gælder ligeledes for kommunalbestyrelsens afgørelser om frakendelse af en plads i et særligt dag- eller klubtilbud efter §§ 32 og 36, om frakendelse af bilstøtte efter § 114 inden udløbet af genanskaffelsesperioden og om ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 i de tilfælde, der er omfattet af de regler om afviklingsperioden, som social- og indenrigsministeren har fastsat i medfør af § 42, stk. 4.

Stk. 2. Iværksættelse af kommunalbestyrelsens afgørelser efter bestemmelserne nævnt i stk. 1 må i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsens afgørelse påklages til Ankestyrelsen, først påbegyndes, når varslingsperioden, jf. stk. 1, er udløbet.

Bekendtgørelse om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom, nr. 932 af 19. juni 2020

  • 17. Kommunalbestyrelsen skal udbetale hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i 14 uger efter, at betingelserne for at modtage hjælpen er bortfaldet.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke, når modtageren har truffet aftale med kommunalbestyrelsen om, at hjælpen ydes i en på forhånd fastsat periode, eller når afviklingsperioden efter modtagerens ønske fastsættes til en kortere periode.

Stk. 3. Opnår modtageren i afviklingsperioden en arbejdsindtægt, ophører udbetalingen af hjælp i det omfang, indtægten modsvarer den ydede hjælp.

Sidst opdateret 05.05.2021

Ring: 33 41 12 00 man-tirs og tors-fre kl. 9-15. Onsdag lukket

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring