Ankestyrelsens omgørelsesprocent er i første halvår af 2024 den samme som i hele 2023
Af fuldmægtig Lasse Enedal
Ankestyrelsens tre største sagsområder har stabile omgørelsesprocenter i første halvår af 2024 sammenlignet med hele 2023, hvilket er illustreret i Figur 1, som viser udviklingen i omgørelsesprocenten siden 2022.
De tre største sagsområder i Ankestyrelsen udgjorde 3/4 af de behandlede sager i 2024. Størstedelen af disse var klagesager over afgørelser truffet af kommuner. Kommunale social- og beskæftigelsessager udgjorde omkring 36 pct. af det samlede antal sager. Klagesager over afgørelser fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Udbetaling Danmark udgjorde henholdsvis 19 pct. og 15 pct. af Ankestyrelsens sager i første halvår af 2024. De øvrige sagsområder, som inkluderer sager vedr. tvangsanbringelser af børn og unge, underretninger, nævnssager, tilsynssager samt andre sagsområder, udgjorde mellem 3 pct. og 9 pct. af sagerne
Flere tal fra Ankestyrelsen
På vores talportal kan du hente flere tal og statistikker om vores sagsområder, herunder eksempelvis kommunale social- og beskæftigelsessager, sager fra Udbetaling Danmark mm.
Talportalen er opdateret med statistik for 2. kvartal af 2024 september måned. Statistikken for 2. kvartal 2024 forventes sendt i høring hos kommunerne ultimo september måned.
Hvis du har spørgsmål til Ankestyrelsens statistik om vores sagsbehandling, er du velkommen til at skrive til statistik@ast.dk. Det er du også velkommen til, hvis du som førsteinstans gerne vide mere om de sager, som Ankestyrelsen har modtaget fra jer.
Definition af begreber
Hjemvisning betyder, at Ankestyrelsen sender sagen tilbage til førsteinstansen, og de skal behandle sagen igen. Førsteinstansen skal inddrage de forhold, som Ankestyrelsen har peget på i hjemvisningen og træffe en ny afgørelse i sagen. Når Ankestyrelsen hjemviser en sag, betyder det at førsteinstansen oprindelige afgørelse er ugyldig, og at Ankestyrelse derfor med hjemvisningen ophæver førsteinstansens oprindelige afgørelse. Det sker, fordi afgørelsen lider af fejl eller mangler. Forvaltningsretligt betyder ugyldigheden, at afgørelsen ikke for retsvirkning efter sit indhold.
Ændring betyder, at Ankestyrelsen har vurderet, at afgørelsen skal have et andet resultat. Når Ankestyrelsen har ændret førsteinstansens afgørelse, betyder det, at Ankestyrelsen har bestemt et andet resultat, end det som førsteinstansen oprindeligt var kommet frem til. Ændringen kan blandt andet skyldes, at den oprindelige afgørelse var forkert, eller at Ankestyrelsen har modtaget nye oplysninger, som førsteinstansen ikke havde adgang til, da de traf afgørelsen.
Ophævelse betyder, at Ankestyrelsen har vurderet, at afgørelsen er forkert. Når Ankestyrelsen ophæver en afgørelse, betyder det, at førsteinstansens oprindelige afgørelse er ugyldig, og at Ankestyrelsen derfor med ophævelsen fastslår, at afgørelsen ikke gælder, og at borgeren skal stilles, som om afgørelsen ikke var truffet. Det sker, fordi afgørelsen lider af fejl eller mangler. Forvaltningsretligt betyder ugyldighed, at afgørelsen ikke får retsvirkninger efter sit indhold
Stadfæstelse betyder, at Ankestyrelsen er enig i førsteinstansens afgørelse.
Realitetsbehandlede sager er summen af hjemviste, ændrede, ophævede og stadfæstede sager. Afviste sager og sager, som er henviste til andre myndigheder, tæller altså ikke med.
Omgørelsesprocenten er antallet af hjemviste, ændrede og ophævede sager set i forhold til alle realitetsbehandlede sager.