Artikel: Hvad ved kommunerne om ikke-vestlige børn og unges udlandsophold?
Af fuldmægtig Rebekka Bille
De senere år har danske medier bragt flere historier om børn og unge med ikke-vestlig baggrund, der har været på ufrivillige udlandsophold. Den eksisterende viden om ikke-vestlige børn og unges udlandsophold er dog meget begrænset, og derfor har Udlændinge- og Integrationsministeriet bedt Ankestyrelsen om at undersøge, hvad kommunerne ved om emnet.
Ankestyrelsens undersøgelse handler om længerevarende udlandsophold – det vil sige ophold, der varer mere end en måned ud over skolernes ferieperioder.
Undersøgelsen består af:
- en spørgeskemaundersøgelse blandt 95 kommuner
- interview med sagsbehandlere og skoleledere i fire kommuner
- en gennemgang af 15 sager fra tre forskellige kommuner.
Længerevarende udlandsophold er ikke lig med genopdragelsesrejser
Ufrivillige udlandsophold kaldes ofte genopdragelsesrejser – for eksempel i medierne – men i undersøgelsen bruger vi ikke den betegnelse. Dels fordi undersøgelsen overordnet viser, at ikke-vestlige børn og unges udlandsophold er meget forskellige, og at mange tilsyneladende finder sted med barnets eller den unges samtykke. Og dels fordi det ofte er svært for kommunerne at afgøre formålet med og karakteren af et udlandsophold – herunder om opholdet har et genopdragende sigte, og om barnet eller den unge er udrejst imod sin vilje.
Derfor taler vi i stedet om forskellige typer af længerevarende udlandsophold.
Omkring en tredjedel af kommunerne kender til længerevarende udlandsophold
I spørgeskemaundersøgelsen svarer 34 ud af de 95 kommuner, at de kender til børn og unge med ikke-vestlig baggrund, der er eller har været på et længerevarende udlandsophold siden den 1. august 2015.
33 af de 34 kommuner skønner tilsammen, at de kender til 204 tilfælde – men det er et skøn, og tallet er forbundet med en vis usikkerhed. Ingen af kommunerne registrerer særskilt sager om længerevarende udlandsophold, så skønnet er overvejende baseret på de kommunale sagsbehandleres hukommelse.
Københavns Kommune har ikke haft mulighed for at give et skøn. I stedet har kommunen opgjort, at de fra 2015 til 2017 fik 580 henvendelser fra skoler, hvor skolen formoder eller ved, at et fravær skyldes, at barnet eller den unge er i udlandet. Opgørelsen bygger på tal fra den afdeling i kommunen, der kontrollerer, om familier er berettiget til at modtage for eksempel børne- og ungeydelse.
Afdelingen vurderer, at det altovervejende drejer sig om elever med ikke-vestlig baggrund – men blandt de 580 er der også et mindre antal henvendelser om børn og unge med vestlig baggrund.
De fleste ophold har karakter af forlængede ferieophold
De fleste af de længerevarende udlandsophold, som kommunerne kender til, har karakter af forlængede ferieophold. Typisk rejser hele familien på ferie sammen og kommer først tilbage en eller to måneder efter skolestart. Kommunerne vurderer typisk, at den slags ophold har negativ betydning for skolegangen, men ikke for barnets eller den unges trivsel i øvrigt.
Nogle ophold er åbenlyst problematiske for barnets eller den unges trivsel
Kommunerne vurderer, at nogle af de ophold, de kender til, er åbenlyst problematiske - både for skolegangen, sprogkundskaberne og trivslen. Det kan for eksempel være ophold, hvor barnet eller den unge er blevet tilbageholdt i udlandet imod sin vilje og i nogle tilfælde udsat for vold. Der er også eksempler på ophold, hvor barnet eller den unge er blevet gift imod sin vilje eller omskåret.
Når kommunerne får kendskab til, at et ophold er åbenlyst problematisk, er det typisk fordi barnet eller den unge selv fortæller det – enten til sagsbehandleren, en lærer eller andre i deres netværk, som så fortæller det videre til kommunen.
Kommunerne har ofte begrænset viden om opholdene
I mange tilfælde har kommunerne svært ved at vurdere udlandsopholdets karakter; de mangler ganske enkelt viden om opholdene, for eksempel fordi de ikke kan få kontakt til barnet eller den unge eller forældrene efter at de er rejst. Som oftest ved de ikke, at et ophold vil finde sted, før rejsen er sket.
I andre tilfælde er der modstridende oplysninger; det kan for eksempel være, at forældrene fortæller en anden historie end barnet eller den unge. Det kan også være, at barnet eller den unge først udtrykker bekymring for et kommende udlandsophold, for så at trække udtalelserne tilbage.
”Dialog er vores bedste handlemulighed”
Kommunerne oplever generelt, at deres muligheder for at afværge eller afbryde et udlandsophold er meget begrænsede. Det skyldes blandt andet, at de ved meget lidt om opholdene. Selv i de tilfælde, hvor de har viden, er deres handlemuligheder begrænsede, så snart barnet eller den unge opholder sig i udlandet – særligt, hvis de ikke kan komme i kontakt med vedkommende, og hvis forældrene også er rejst.
I interviewene giver både skoleledere og kommunale sagsbehandlere klart udtryk for, at deres bedste handlemulighed er dialog med forældrene. En god relation til familien og tæt dialog kan - ifølge interviewpersonerne:
- øge chancen for at få at vide, at et ophold vil finde sted
- styrke arbejdet med at afværge de længerevarende udlandsophold, som kommunen kender til
- øge muligheden for at påvirke varigheden af opholdet, når barnet eller den unge er rejst.
Flere oplever, at en af årsagerne til længerevarende udlandsophold i nogle familier er, at familierne ikke ønsker, at kommunen blander sig (yderligere) i deres liv og hverdag. I de tilfælde er dialogen et afgørende redskab til at forklare familien, hvorfor kommunen involverer sig – og måske på den måde forhindre et udlandsophold.
Forældrepålæg og anbringelse er også handlemuligheder
Derudover fremhæver interviewpersonerne forældrepålæg og anbringelse som handlemuligheder. I et forældrepålæg opstiller kommunen nogle konkrete anvisninger, som forældrene skal følge for fortsat at kunne modtage børne- og ungeydelse. Det kan for eksempel være, at forældrene skal sikre, at deres barn møder i skole.
Sagsbehandlernes erfaringer med at bruge forældrepålæg varierer meget – nogle mener, at det primært gør samarbejdet med forældrene sværere. Andre oplever, at det kan være gavnligt for samarbejdet.
Anbringelse som handlemulighed for at forhindre eller afbryde et ophold, kan kun komme på tale, hvis der er alvorlig bekymring for trivslen. Det kræver, at kommunen har et vist kendskab til barnet eller den unge og til opholdets karakter. Det vil derfor primært være relevant i de sager, hvor barnet eller den unge selv giver udtryk for, at opholdet er ufrivilligt.