Artikel: Mere viden om plejefamilier
Af fuldmægtig Rebekka Bille
Det er vigtigt, at plejefamilierne er rustede til at løfte deres opgave, så de anbragte børn og unge får den bedst mulige hjælp, og plejefamilierne ikke brænder ud. Derfor har Børne- og Socialministeriet bedt Ankestyrelsen om at undersøge, hvem plejefamilierne er, og hvilken uddannelse og supervision de får.
Ankestyrelsens undersøgelse handler om alle tre typer af plejefamilier:
- ”Almindelige” plejefamilier, som får løn for at have et plejebarn boende
- Kommunale plejefamilier, der også får løn, men som er godkendt til at have børn og unge med særligt svære problemstillinger boende
- Netværksplejefamilier, som ikke får løn, men siger ja til at have et barn eller en ung boende i kraft af deres personlige relation.
Den typiske plejeforælder er over 45 år og har relevant uddannelse eller erhvervserfaring
En del af undersøgelsen bygger på et spørgeskema til 1309 plejefamilier. Den typiske plejefamilie er et par med to eller tre biologiske børn, der bor på landet eller i mindre byer.
Plejefamilier er derfor et pari 87 procent af tilfældene, og 71 procent er mellem 46 og 60 år gamle.
Typisk har plejeforældre en mellemlang eller erhvervsfaglig uddannelse inden for pædagogik, undervisning eller sundhed og omsorg. Omkring halvdelen af plejeforældrene har erhvervserfaring inden for et af områderne.
I 81 procent af plejefamilierne er der mindst én voksen, der har arbejde ved siden af arbejdet som plejeforælder.
Plejefamilierne får efteruddannelse og supervision – men ikke altid nok
Undersøgelsen bygger også på et spørgeskema til kommunerne, interviews med otte kommuner og interviews med de fem socialtilsyn.
Kommunerne tilbyder plejefamilierne efteruddannelse, og de fleste plejefamilier oplever, at efteruddannelsen er relevant. Alligevel har cirka hver tredje familie fundet det nødvendigt selv at opsøge efteruddannelse; for eksempel et kursus om et særligt problem i forhold til deres plejebarn.
Langt de fleste af de kommunale og almindelige plejefamilier har gennemført lovpligtig efteruddannelse inden for det seneste år. Blandt netværksplejefamilierne er det dog kun cirka halvdelen, der har gennemført efteruddannelse; blandt andet fordi de ikke kan se relevansen af efteruddannelse, når det for eksempel er deres eget barnebarn, de har i pleje.
Som plejefamilie har man også ret til at modtage supervision og faglig støtte ”i overensstemmelse med opgavens omfang”, som det hedder i lovgivningen. Det skal kommunerne tilbyde. Ankestyrelsens undersøgelse viser, at det ofte er familieplejekonsulenterne i kommunerne, der tager sig af supervisionen.
Nogle plejefamilier fortæller i spørgeskemaet, at de ikke modtager supervision eller savner mere og bedre supervision. I nogle tilfælde er det, fordi de mener, at kommunens tilbud blot er råd og vejledning – ikke reel supervision. Nogle plejefamilier efterspørger supervision fra psykologer.
Mange plejefamilier føler sig fagligt rustede til opgaven - men ikke alle
De fleste af plejefamilierne oplever i høj grad, at de er fagligt rustede til deres opgave. Det svarer 83 procent i spørgeskemaet. Men som en af familierne skriver:
Vi føler os meget rustede til opgaven, men det er en stor opgave, og nogen gange kan vi godt føle os udfordret.
Nogle tilføjer, at det afgørende i den sammenhæng er deres egen uddannelse og erfaring – ikke kommunens uddannelse og støtte – mens andre fremhæver støtten fra kommunen som helt afgørende.
17 procent af familierne føler sig ikke tilstrækkeligt fagligt rustede. Særligt netværksplejefamilierne efterlyser bedre støtte, bedre vilkår og bedre vejledning om deres vilkår som netværksplejefamilier. Netværksplejefamiliernes rolle er speciel, fordi de på samme tid er pårørende og plejefamilie og ikke får løn som andre plejefamilier. Det er en af grundene til, at der er mange, der savner hjælp og vejledning – og en tydeliggørelse af deres vilkår.
Blandede vurderinger hos kommuner og socialtilsyn
Socialtilsynene godkender og fører tilsyn med de plejefamilier, der er ”generelt godkendt”; altså godkendt til at fungere som plejefamilie for et hvilket som helst barn, hvis problemer den enkelte plejefamilie kan håndtere. I undersøgelsen kan tilsynene dermed kun udtale sig om disse plejefamilier.
Kommunerne godkender og fører tilsyn med de ”konkret godkendte” plejefamilier, der er godkendt til at være plejefamilie for et specifikt barn, herunder netværksplejefamilierne. I kraft af, at kommunerne er ansvarlige for at tilbyde supervision og efteruddannelse til alle plejefamilier, både konkret og generelt godkendte, udtaler de sig i undersøgelsen om alle typer af plejefamilier.
I november 2016 var der ifølge Ankestyrelsens opgørelse knap 6000 generelt godkendte og knap 1400 konkret godkendte plejefamilier.
Kommunerne vurderer, at de fleste af de plejefamilier, de har kontakt med – både konkret og generelt godkendte – er fagligt rustede til opgaven. Nogle kommuner har dog forskellige udfordringer, for eksempel mangel på plejefamilier med særlige forudsætninger for at modtage børn med svære problemer.
Flere kommuner fremhæver, at de forsøger at hjælpe plejefamilierne til at kunne løfte opgaven, men at det nogle gange kan være udfordrende at støtte dem nok.
Socialtilsynene vurderer overordnet, at de fleste kommuner gør en stor indsats for at opkvalificere og støtte de generelt godkendte plejefamilier.
Nogle socialtilsyn mener overordnet, at de generelt godkendte plejefamilier er fagligt rustede. En repræsentant for et af socialtilsynene siger:
Med al respekt, så skal man kunne noget andet som plejefamilie nu, end man skulle tidligere. Og jeg synes altså, at det er rimelig god kvalitet, der er derude. Der er rigtig mange, hvor vi siger, at de skal udvikle sig på nogle punkter, men generelt er der en god kvalitet.
Andre vurderer, at mange plejefamilier er udfordrede og mangler mere målrettet opkvalificering og støtte. En repræsentant for et andet socialtilsyn fortæller:
Der er rigtig mange, der har brug for viden, og der er også rigtig mange plejefamilier, der kommer i en stresstilstand på den ene eller anden måde. Netop fordi de ikke får den hjælp, de har brug for. Så prøver de at klare det, og det kan man jo godt i en periode, men på et tidspunkt kan man ikke mere.
Som sidste led i undersøgelsen har Ankestyrelsen set på, hvilken støtte, børn og unge, der er anbragt i plejefamilier, modtager. Det har vi gjort ved at kombinere interviewene med otte kommuner med data fra Danmarks Statistiks registre. Det kan du læse mere om i delrapport 3.
Hele undersøgelsen
Undersøgelsen består af tre delrapporter.
Undersøgelsen er bestilt af det tidligere Social- og Indenrigsministerium; nu Børne- og Socialministeriet.