Gå til indhold

Tilbud om e-læring skal styrke kommunernes sagsbehandling

En vigtig del af Ankestyrelsens opgave er at koordinere praksis på landsplan, så landets kommuner forstår og forvalter lovgivningen ens. E-læring er vores nye værktøj målrettet dig, der er sagsbehandler. Uanset hvor i landet du arbejder, har du mulighed for at få opdateret din juridiske viden, når det passer ind i din arbejdsdag.

Af fuldmægtig Mikkel Vang Rasmussen

Ankestyrelsen behandler årligt ca. 50.000 ankesager, hvoraf ca. 20.000 af sagerne er på social- og beskæftigelsesområdet. De mange sager bruger vi til vidensindsamling om fx kommuners udfordringer med lovgivningen, ligesom vi også indsamler viden fra vores undersøgelser, læringsaktiviteter og dialog med kommunale sagsbehandlere og chefer. På den måde får vi en unik indsigt i den kommunale sagsbehandling, som vi bruger til forskellige praksiskoordinerende aktiviteter deriblandt læringsforløb.

Vi har læringsforløb, der kræver fysisk fremmøde, men for nogle sagsbehandlere er det bøvlet og forudsætter større koordinering at kunne deltage i vores læringsforløb med fysisk fremmøde. Vi har derfor udviklet e-læringsforløb, hvor du kan få den samme læring og blive opdateret på ny juridisk viden, præcis når det passer ind i din hverdag.

Du får dermed en fleksibilitet ved at bruge læring on-demand. Det betyder også, at du kan sidde og deltage på et e-læringsforløb sammen med en kollega eller et helt team. På den måde kan I sammen i kontoret eller i enheden sikre samme vidensniveau inden for et lovområde.

Pt. har vi fx e-læringsforløb om kommunens salg af fast ejendom uden offentligt udbud, men du kan også finde kurser i forvaltningsret fx om sagsoplysning og begrundelse. Derudover er vi i gang med at udarbejde forløb om BPA (borgerstyret personlig assistance) og underretninger.

Ankestyrelsen evaluerer løbende på vores e-læringsforløb, og tilbagemeldingen fra flere nye brugere lyder, at vores e-læring både er en god indføring for sagsbehandlere, der skal lære et nyt stofområde at kende, mens garvede sagsbehandlere får genopfrisket og opdateret deres viden.

Om e-læring

  • Det er et fleksibelt læringstilbud, der ikke afhængig af din kalender – det er læring on-demand.
  • Materialet opdateres løbede, så lovgivning og ny praksis altid er opdateret.
  • Det kan benyttes individuelt, i grupper eller på kontormøder, så I sikrer et fælles vidensgrundlag.
  • Læringsformen er aktiv, så du via fx tests og videoer kan udfordre dig selv på din viden.
  • E-læring kan altid tilgås, så viden forankres i den enkelte enhed eller afdeling uafhængigt af fx udskiftning af personale.

Fysiske kurser

Vi tilbyder fortsat vores fysiske kompetencegivende kurser og læringsforløb inden for de områder, hvor vi er ankemyndighed. De kurser kan du læse meget mere om på ast.dk, hvor du også finder vores dialogmøder.

Det er også muligt at kombinere kurserne, så du både skærper din juridiske viden og daglige sagsbehandling via e-læringsforløb og Ankestyrelsens kurser med fysisk fremmøde.

Find vores gratis e-læringsforløb her 

Sidst opdateret 21.06.2024

Ring: 33 41 12 00 man-tirs og tors-fre kl. 9-15. Onsdag lukket

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring