Højesteret har afsagt dom i en sag på arbejdsskadeområdet
Med dommen tages der stilling til, om en tilskadekommen kan få lovens minimumserstatning for tab af erhvervsevne på 15 %, selvom tilskadekomnes indtægtstab er mindre end 15 %.
I den konkrete sag var tilskadekomne i fleksjob i to perioder og oplevede indtægtsnedgange på henholdsvis 9,6 % og 8,8 %. Højesteret har afgjort, at tilskadekomne fik medhold i kravet om erstatning for tab af erhvervsevne på 15 % for de to perioder.
Ankestyrelsen vil nu drøfte dommen med Kammeradvokaten, som førte sagen.
Højesteret har derudover den 9. april 2024 afsagt dom i en anden sag efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a.
Når Ankestyrelsen har drøftet dommene med Kammeradvokaten vil styrelsen tage stilling til, hvilken betydning dommene samlet set måtte have for styrelsens praksis på området.
Ankestyrelsen vil informere nærmere om dette, når der er taget stilling.