Ankestyrelsens opfølgning på tilsynsudtalelser om forsyningspligt
Ankestyrelsens tilsyn sendte den 10. december 2024 en generel udtalelse til alle landets kommuner om forsyningspligten efter serviceloven og barnets lov. Samtidig sendte tilsynet udtalelser til Københavns Kommune, Odense Kommune og Aarhus Kommune i fire konkrete sager.
Tilsynet vurderede, at kommunerne ikke havde overholdt forsyningspligten. Tilsynet bad derfor byrådene i Odense Kommune og Aarhus Kommune samt borgerrepræsentationen i Københavns Kommune om at svare på, hvad udtalelserne gav dem anledning til.
Ankestyrelsens tilsyn har nu modtaget svar fra alle tre kommuner. Fælles for svarene er, at kommunerne enten har eller vil iværksætte en række tiltag for fremover at overholde forsyningspligten.
På baggrund af svarene gør tilsynet ikke mere på nuværende tidspunkt, men følger udviklingen i forhold til de iværksatte tiltag og har derfor bedt kommunerne om at orientere tilsynet med en status på overholdelsen af forsyningspligten senest 1. oktober 2025.