Gå til indhold

Ankestyrelsen afgjorde cirka 7.000 klager over Udbetaling Danmark i 2023

Udbetaling Danmarks afgørelse blev stadfæstet i 89 pct. af klagesagerne i 2023, og holder dermed samme niveau som i 2022, når det gælder om at leve op til reglerne på området. Det viser en ny redegørelse fra Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen modtog i 2023 i alt 8.017 sager fra Udbetaling Danmark, hvoraf de fleste klager (39 pct.) handler om boligstøtte. Det samlede antal klager er steget en smule fra 2022, hvor vi modtog i alt 7.785 klagesager fra Udbetaling Danmark.

Vi har stadfæstet 89 pct. af afgørelserne. Dermed har Udbetaling Danmark altså afgjort sagerne korrekt i 89 pct. af de sager, der er klaget over. I 2022 stadfæstede Ankestyrelsen 90 pct. af sagerne og i 2021 84 pct. af sagerne.

Selvom Ankestyrelsen har stadfæstet en afgørelse, kan styrelsen godt have udtalt kritik af Udbetaling Danmarks sagsbehandling.

Når Ankestyrelsen stadfæster en afgørelse fra Udbetaling Danmarks trods kritik af sagsbehandlingen, skyldes det fx, at Udbetaling Danmark har rettet op på en mangelfuld begrundelse i genvurderingen af deres afgørelse, eller at Ankestyrelsen har rettet op på en mangelfuld begrundelse.

Problemer
Redegørelsen viser, at Udbetaling Danmark har færre problemer med at leve op til de forvaltningsretlige regler.

I 2023 har Ankestyrelsen i fem pct. af de behandlede sager kritiseret en mangelfuld begrundelse for afgørelsen. Det drejer sig særligt om forkerte eller mangelfulde henvisninger til retsregler.

Til sammenligning påtalte Ankestyrelsen i 2022 mangelfuld begrundelse i ni pct. af sagerne.

Der er stor forskel på, hvor tit Ankestyrelsen kritiserer sagsbehandlingen på de enkelte sagsområder.

I sager om tidlig pension er der udtalt kritik i 43 pct. af sagerne.

I sager om barselsdagpenge er der udtalt kritik i 27 pct. af sagerne.

I sager om international pension og national pension er der udtalt kritik af sagsbehandlingsfejl i henholdsvis 19 og 17 pct. af sagerne.

I sager efter boligstøtteloven og på familieydelsesområdet har Ankestyrelsen påtalt sagsbehandlingsfejl i henholdsvis 12 og ni pct. af sagerne.

Ankestyrelsen har særligt på pensionsområderne kritiseret, at Udbetaling Danmark ikke har overholdt fristen på fire uger til at genvurdere sagerne.

Du kan læse redegørelsen her.

Fakta om redegørelser om Udbetaling Danmark
Ankestyrelsen skal hvert år lave en redegørelse om sagsbehandlingen i Udbetaling Danmark.

Fokus i redegørelsen er, hvorfor Ankestyrelsen ændrer og hjemviser sager fra Udbetaling Danmark, og hvilke tendenser vi ser i sagsbehandlingen.

Sidst opdateret 21.01.2025

Ring: 33 41 12 00 man-tirs og tors-fre kl. 9-15. Onsdag lukket

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring