Ny erfaringsopsamling om ungekrisecentret Joannahuset
Ankestyrelsen har i en ny undersøgelse set på, hvilke erfaringer der er med Joannahusets nye huslyregler, rådgivning og brobygning til øvrige støtte- og rådgivningstilbud.
Joannahuset har, som en del af en ny forsøgsordning, der trådte i kraft 1. januar 2024, kunnet tilbyde husly til unge fra 12-17 år i op til 14 dage. I de første 48 timer kan unge få husly uden eksplicit samtykke fra forældremyndighedsindehaver.
Erfaringer med husly
De nye husregler giver ungekrisecentret mulighed for at give husly til børn og unge ned til 12 år, hvor det tidligere var ned til 14 år, og husly i op til 14 dage, hvor det tidligere var op til syv dage. Erfaringerne viser, at de nye huslyregler giver mulighed for at sikre mere ro og tid til at finde løsninger for de unge. Erfaringerne viser også, at forældre kan opleve, at de ikke har adgang til at påtage sig ansvaret for deres barn, når det opholder sig i Joannahuset.
Om de unge, der henvender sig i Joannahuset
Siden Joannahuset åbnede i august 2020 og frem til april 2024 har krisecentret modtaget 756 henvendelser fra unge, som er mødt op i Joannahuset. Antallet af henvendelser er steget hvert år. Henvendelserne handler om konflikter i hjemmet over længere tid, psykisk lidelse, mistrivsel i anbringelse og usikre boligsituationer. Forhold som til sidst resulterer i en akut situation, der får de unge til at kontakte Joannahuset.
Undersøgelsen viser, at de unge selv, kommuner, forældre og Joannahuset kan have forskellige syn på, hvorvidt de unges situationer er akutte, og hvorvidt et krisecenter er den rette løsning for den enkelte unge.
Rådgivningen
Joannahuset ønsker at rådgive de unge om deres rettigheder og muligheder for at ændre deres situation. Joannahuset søger også at tilpasse rådgivningen individuelt til den unges behov, for eksempel med henblik på hvornår og hvordan rådgivningen foregår. De unge, som vi har talt med, har oplevet rådgivningen som en støtte til at komme videre og har følt sig hørt og forstået af medarbejderne i Joannahuset.
Kommuner og forældre har forskellige oplevelser af rådgivningen. Der er både forældre, som har oplevet en støtte i Joannahusets rådgivning, og forældre, som har oplevet, at rådgivningen har eskaleret konflikter mellem dem og deres barn. Kommunerne efterspørger, at Joannahusets rådgivning i højere grad bakker op om kommunernes indsatser.
Undersøgelsen er bestilt af Social- og Boligministeriet og er en del af SSA-aftalerne om Joannahuset i 2020 og 2022.
JOANNAHUSET
Ungekrisecentret Joannahuset er et tilbud til unge under 18 år i krise eller kriselignende situationer, hvor de døgnet rundt kan ringe eller møde personligt op og få omsorg, rådgivning og husly.
Joannahuset er tiltænkt unge, som – eksempelvis på grund af omsorgssvigt, overgreb eller mistrivsel derhjemme – befinder sig i krise og kan være i fare for at ende i forskellige former for hjemløshed.
Forsøgsordning med ændrede rammer for husly i Joannahuset
Den 1. januar 2024 skete en ændring i rammerne for Joannahusets tilbud om husly til unge. Joannahuset kan nu tilbyde husly :
- i 48 timer, før der skal indhentes eksplicit samtykke fra forældremyndighedsindehavere.
- i op til syv dage, med mulighed for i særlige tilfælde at forlænge opholdet med yderligere syv dage (tidligere fem dage med mulighed for forlængelse i yderligere to dage).
- til unge ned til 12 år (tidligere ned til 14 år).