Højesteretsdom om særloven for tidligere udsendte soldater

Højesteret er enig med Ankestyrelsen i, at særloven for tidligere udsendte soldater ikke lemper de tidsmæssige betingelser for at anerkende PTSD, men alene lemper kravene til dokumentationen for sygdomssymptomer.

Højesteretssagen handler om en soldat, der blev udsat for traumatiske oplevelser under sin udsendelse til Afghanistan i 2008. I 2012 blev han udsat for et voldsomt overfald og blev herefter diagnosticeret med posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD).

Højesteret skulle tage stilling til, om veteranens PTSD kunne anerkendes som erhvervssygdom efter arbejdsskadelovgivningen, eller om den var omfattet af særloven for tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret PTSD.

Ankestyrelsen og veteranen var enige om, at veteranens PTSD ikke kunne anerkendes som en erhvervssygdom efter erhvervssygdomsfortegnelsen, fordi sygdommen ikke havde været fuldt til stede inden for få år efter, at han havde været udsendt.

Højesteret fastslår i dommen, at veteranens PTSD heller ikke kan anerkendes som en erhvervssygdom uden for erhvervssygdomsfortegnelsen. Begrundelsen er, at det efter de lægelige oplysninger ikke er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at sygdommen måtte anses for i overvejende grad at være forårsaget af udsendelsen til Afghanistan i 2008.

Højesteret henviser til en speciallægeerklæring, hvoraf det bl.a. fremgår, at der er en klar årsagssammenhæng mellem på den ene side de traumatiske oplevelser i forbindelse med, at veteranen var udsendt til Afghanistan i 2008 og et voldsomt overfald i 2012, og på den anden side udviklingen af PTSD. Det fremgår også af speciallægeerklæringen, at udsendelsen og overfaldet skønsmæssigt bidrager med hver 50 % som årsag til udviklingen af PTSD.

Højesteret henviser desuden til Retslægerådet, som finder, at udsendelsen i 2008 og overfaldet i 2012 har været de væsentligste faktorer for, at veteranen har udviklet PTSD, uden at det er muligt at foretage en præcis afvejning af de enkelte faktorers bidrag.

Højesteret lægger således til grund, at der er to årsager til veteranens PTSD, og at de to årsager ikke kan vægtes, men fylder nogenlunde lige meget. Derfor kan veteranen ikke godtgøre, at sygdommen i overvejende grad skyldes udsendelsen i 2008.

Med hensyn til særloven udtaler Højesteret, at loven ikke indebærer en lempelse af de almindelige tidsmæssige betingelser for at anerkende PTSD som erhvervssygdom efter fortegnelsen, men alene lemper de krav, der stilles til dokumentationen for, at sygdomssymptomer er opstået inden for 6 måneder.

Højesteret giver hermed Ankestyrelsen medhold i, at det fremgår af forarbejderne til særloven, at den ikke lemper de tidsmæssige betingelser for at kunne anerkende PTSD som erhvervssygdom. Men, at formålet var at lempe dokumentationskravet for, at der var symptomer på PTSD inden for 6 måneder, sådan at den dokumentation kan ske i form af en speciallægeerklæring.

Sagen nåede helt til Højesteret, fordi vurderingerne i byretten og landsretten var forskellige, og fordi der ved begge retter var forskel i dommernes vurdering af sagen. Der var enighed i Højesteret.