Gå til indhold

Ankestyrelsen svarer på kritik: Der er høj retssikkerhed i tvangsanbringelsessager

Nogle medier har stillet spørgsmål til Ankestyrelsens behandling af sager om tvangsanbringelse af børn og unge og mener, at vi ikke varetager forældrenes retssikkerhed tilstrækkeligt i vores sagsbehandling. Vicedirektør Merete Pantmann svarer på kritikken.

Af vicedirektør i Ankestyrelsen Merete Pantmann

Hovedsynspunktet i kritikken er, at kommunernes undersøgelser og udtalelser tillægges meget vægt, hvorimod forældrenes synspunkter og oplysninger ikke tillægges vægt i i Ankestyrelsens sagsbehandling.

Jeg mener, at debatten har været præget af fejlantagelser, og jeg håber, at jeg med dette indlæg kan bidrage til at mane nogle af de alvorligste misforståelser i jorden.

Klagesystemet

Det er ikke sagsbehandlerne i kommunen, der træffer afgørelse i tvangsanbringelsessager. Det er kommunens Børn og unge-udvalg.

Børn og unge-udvalget består af to kommunalbestyrelsesmedlemmer, en dommer og to pædagogisk-psykologisk sagkyndige, der udpeges af Familieretshuset. Det er efter loven dommeren, der leder møderne i udvalget og sikrer, at sagen er tilstrækkelig oplyst til, at udvalget kan træffe afgørelse.

Hvis forældrene er uenige i den afgørelse, børn og unge-udvalget træffer, kan de klage til Ankestyrelsen.

I Ankestyrelsen indgår alle sagens dokumenter i behandlingen. Sagen behandles på et møde, hvor to jurister fra ankestyrelsen og to beskikkede medlemmer afgør sagen.

De beskikkede medlemmer er en slags lægdommere, altså personer uden juridisk baggrund, som sikrer, at afgørelsen afspejler den almindelige opfattelse i befolkningen. Desuden deltager en børnesagkyndig psykolog eller psykiater, som skal rådgive og vejlede.

På mødet kan både forældre og barn deltage og sige deres mening og påpege, hvis der mangler oplysninger eller dokumenter i sagen, eller hvis de er uenige i kommunens udlægning.

Både i Børn og unge-udvalget og i Ankestyrelsen er forældrene repræsenteret af en advokat. De har også mulighed for at have en besidder med. Det samme gælder for barnet. Advokatens honorar betales af kommunen.

Hvis forældrene er uenige i resultatet fra børnemødet i Ankestyrelsen, kan de få sagen indbragt for byretten. De skal blot sige, at de gerne vil have sagen prøvet ved domstolen, så indbringer Ankestyrelsen sagen for byretten. Forældrene beholder deres advokat, der repræsenterer dem i retsmødet.

I Børn og unge-udvalget, i Ankestyrelsen og i byretten skal advokaten hjælpe forældrene med at gennemgå sagens akter og påpege, hvis forældrene mener, at der mangler eller er fejlagtige oplysninger i sagen.

Advokaten skal få forældrenes synspunkter frem og pege på forhold og dokumenter, der taler for, at barnet godt kan udvikle sig og trives hos forældre. I byretten afgøres sagen af en byretsdommer og to børnesagkyndige.

Hvis forældrene er uenige i byrettens afgørelse, kan de bede om Procesbevillingsnævnets tilladelse til at få sagen for landsretten.

Og lad mig slå fast med syvtommersøm, for det synes at være en udbredt misforståelse; domstolene foretager en prøvelse af alle elementer i Ankestyrelsens afgørelse. Det er altså ikke rigtigt, at domstolene ikke kan prøve Ankestyrelsens skøn.

Forældrene har i sager om tvangsanbringelse med andre ord mulighed for uden økonomiske omkostninger at få prøvet alle elementer i deres sag – også skønnet – i op til fire instanser.

Det gør mange forældre brug af. Faktisk indbringes 70 pct. af Ankestyrelsens afgørelser for byretterne, der stadfæster Ankestyrelsens afgørelse i omkring 99 pct. af sagerne.

Jeg har svært ved at komme på andre områder med så mange muligheder for at få prøvet en sag. Selv ikke på det strafferetlige område er der mulighed for prøvelse i fire instanser.

Men det omfattende klagesystem er berettiget, for der træffes meget indgribende afgørelser på dette område. Det handler om børns liv og trivsel, og derfor skal vi vende hver en sten.

Det er til gengæld også min oplevelse, at det sker i disse sager med advokatbistand til forældre og barn igennem hele sagen, med jurister og dommere i alle instanser, der vurderer, om grundlaget for tvangsanbringelse er til stede, og om reglerne er overholdt, og med børnesagkyndige, der bidrager med faglig viden om, hvad barnets og forældrenes udfordringer er, og hvad der skal til for at sikre barnets trivsel og udvikling.

Sagsbehandling ved Ankestyrelsen

Vi er blevet kritiseret for ikke at tillægge forældrenes oplysninger samme vægt som kommunens. I en sag om tvangsanbringelse indgår en stor mængde informationer, erklæringer og beskrivelser, når Ankestyrelsen træffer afgørelse.

I de fleste sager beskriver oplysningerne en udvikling over flere år og giver et billede af forældre, som elsker deres børn højt, men har vanskeligt ved at tage vare på deres børn og give den tryghed og forudsigelighed i opvæksten, som er nødvendig for, at børn trives og udvikler sig.

Der har ofte været iværksat en række støtteforanstaltninger, som trods gode intentioner ikke har ført til den fornødne udvikling og ændring af barnets trivsel i positiv retning.

Ankestyrelsen foretager en samlet vurdering af de mange oplysninger i sagen efter almindelige bevisvurderingsmetoder. Oplysninger fra forskellige kilder, der understøtter det samme billede af, hvordan det går med barnet, vejer sædvanligvis tungere end en oplysning fra en enkelt kilde, der peger i den modsatte retning.

Hvis underretninger eller statusoplysninger fra læger, psykologer, daginstitutioner og skoler tegner et sammenhængende billede af barnets eller familiens vanskeligheder over en længere periode, vil en enkelt ny oplysning om en markant ændring blive medtaget i vurderingen, men det er ofte ikke nok til, at man kan se bort fra de øvrige sammenstemmende oplysninger.

Ankestyrelsen bestræber sig på, at den skriftlige begrundelse for afgørelsen også afspejler, at vi har hørt og forholdt os til børnenes og forældrenes udtalelser og eventuelle tilføjelser til det samlede materiale i sagen.

Ankestyrelsens brug af tilsynet på børneområdet

I nogle sager vurderer Ankestyrelsen, at der er behov for yderligere oplysninger om barnet eller om forældrene for at sikre, at barnet og familien fremover får den rette støtte - også på længere sigt.

Måske skal barnet udredes, så man kan vurdere, om barnet har behov for mere professionel støtte, end barnet kan få i plejefamilien. Der kan også være sket nogle ændringer i forældrenes forhold, som kan betyde, at en forældrekompetenceundersøgelse, der er foretaget år tidligere, ikke længere giver en fuldt dækkende beskrivelse af dem.

I sådanne tilfælde kan Ankestyrelsen pålægge kommunen at iværksætte en udredning af barnet eller af forældrene. Giver Ankestyrelsen kommunerne pålæg om fx en udredning, så fastsætter vi en frist for gennemførelsen, og kommunen skal give os besked, når det er sket.

Gør de ikke det, rykker vi kommunen. Får vi stadig ikke en tilfredsstillende tilbagemelding, giver vi sagen videre til Det Kommunale og Regionale Tilsyn (tilsynet). Tilsynet kan beslutte, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne skal betale tvangsbøder, indtil kommunen iværksætter det, vi har pålagt dem.

I underretningssager og sager om tvangsmæssige foranstaltninger over for børn og unge under 18 år har Ankestyrelsen givet pålæg om fx yderligere udredning i 373 sager i 2020, 273 sager i 2021 og 96 sager i 1. kvartal 2022. Kun i tre sager har vi bedt tilsynet om at følge op, fordi kommunen ikke iværksatte vores pålæg, og så rettede kommunen ind, så tvangsbøder blev aldrig aktuelt.

Kritikken af Ankestyrelsen gør indtryk. Men jeg mener ikke, at den er berettiget. Vi gør et stort arbejde for at sikre retssikkerheden i tvangsfjernelsessager. Vi gør os umage med at sikre, at vi inddrager alle oplysninger i vores vurdering, og at både børn og forældre, der møder i Ankestyrelsen, føler sig godt behandlet. 

Men tvangsanbringelsesområdet er et område, hvor der - selvfølgelig - er mange følelser på spil. Derfor skal vi også lytte til kritikken og se på, om vi kan gøre det bedre.

Jeg kan i hvert fald konstatere, at vi ikke lykkedes med at få forklaret, hvordan vi arbejder med sagerne, og hvordan klagesystemet hænger sammen. Jeg håber, at dette indlæg giver en bedre forståelse af, hvor stor borgernes retssikkerhed er på dette område.

Fakta om sagsbehandling af børnesager (sager om anbringelse af børn uden samtykke)

 

Sidst opdateret 14.04.2023

Ring: 33 41 12 00 man-tirs og tors-fre kl. 9-15. Onsdag lukket

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring