Gå til indhold

Kommuner kan blive bedre til at oplyse sager om tabt arbejdsfortjeneste

Ankestyrelsens praksisundersøgelse om tabt arbejdsfortjeneste viser blandt andet, at der mangler væsentlige oplysninger i lidt over halvdelen af kommunernes afgørelser om tabt arbejdsfortjeneste.

Over halvdelen af kommunernes afgørelser om dækning af tabt arbejdsfortjeneste er ikke oplyst godt nok. Det er derfor umuligt at vurdere, om borgeren lever op til betingelserne for at få dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Det viser Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis på området. I 52 ud af 94 sager kan styrelsen derfor ikke vurdere, om kommunernes afgørelser lever op til regler og praksis på området. Af de resterende 42 sager er Ankestyrelsen enig i kommunens afgørelse i 37 sager.

Baggrund for undersøgelsen

Styrelsen har gennemført undersøgelsen, da vi via spørgsmål til juridisk hotline og i behandlingen af klager støder ind i mange spørgsmål til udmåling og beregning af tabt arbejdsfortjeneste. Ifølge reglerne om tabt arbejdsfortjeneste kan forældre få dækning af tabt arbejdsfortjeneste til pasning i hjemmet af et barn under 18 år med:

  • betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
  • indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Undersøgelsen viser, at 37 af de 94 afgørelser ville være blevet stadfæstet, hvis borgeren havde klaget. 4 sager ville være blevet ændret, 1 ville være blevet ophævet, mens de resterende 52 sager ikke er oplyst godt nok. De 52 sager ville derfor være blevet sendt tilbage til ny behandling og afgørelse i kommunen, hvis borgerne havde klaget til Ankestyrelsen, og vi ikke selv ville kunne indhente de manglende oplyser.

Anbefalinger til kommunerne

Ankestyrelsen kommer også med en række anbefalinger til kommunerne til deres behandling af sager om tabt arbejdsfortjeneste. Det er blandt andet, at kommunerne i alle tilfælde skal sikre, at sagerne er oplyst godt nok, inden de afgør, om en borger har ret til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Læs rapporten med anbefalinger og bilag

Sidst opdateret 17.11.2020

Ring: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring