Fokus på nye oplysninger i allerede afgjorte sager

Ankestyrelsen har skærpet sit fokus på at inddrage alle nye væsentlige oplysninger i sagsbehandlingen. Det gælder også i sager, vi allerede har afgjort.

19.08.2015

Hvis en borger mener, at der er nye oplysninger, der har betydning for borgerens sag i Ankestyrelsen, kan borgeren altid sende os de nye oplysninger. Det gælder også sager, der allerede er blevet afgjort, men hvor borgeren mener, at vi har overset noget væsentligt.

Folketingets Ombudsmand har gjort os opmærksom på, at vores praksis for håndtering af nye oplysninger har givet anledning til tvivl.

Derfor har vi gennemgået vores praksis grundigt og har tilrettet nogle sagsgange for at sikre, at vi får inddraget alle nye væsentlige oplysninger i sagsbehandlingen.

Hvis en borger mener, at vi har overset noget væsentligt i en sag, kan borgeren altid bede Ankestyrelsen om at se på sagen igen.

Borgeren skal blot kontakte os og gøre opmærksom på hvilke væsentlige oplysninger, borgeren mener, vi ikke har inddraget.

Læs mere om vores behandling af sagen og om inddragelse af nye faktiske oplysninger.

Sidst opdateret 19.08.2015