Ny redegørelse om kommunernes støtte til det frivillige sociale arbejde
Lovgivningen på socialområdet lægger vægt på, at kommunerne samarbejder med frivillige sociale foreninger og kommunerne modtager hvert år et bloktilskud fra staten til formålet. I 2012 udbetalte kommunerne i alt 156,2 mio. kr. til frivilligområdet, hvilket svarer til 102 pct. af statstilskuddet. Det er første gang siden 2009, at kommunerne har udbetalt flere penge end de modtog fra staten til at støtte af det frivillige sociale arbejde. Det viser den såkaldte § 18-redegørelse, som hvert år udarbejdes for Social, Børne- og Integrationsministeriet af Ankestyrelsen.
Undersøgelsen viser, at lidt over en tredjedel af kommunerne (36 pct.) udbetalte mere i støtte til det frivillige sociale arbejde, end de modtog i bloktilskud efter § 18. Dette er en stigning på 8 procent sammenlignet med 2011. Omvendt udbetaler lidt under hver tredje kommune mindre end 50 pct. af statstilskuddet som § 18-støtte. Det er især mindre kommuner, der udbetaler en mindre andel af § 18-støtten, end de modtager fra staten.
Fordelt på indbyggertal ser man, at § 18- støtten varierede fra 62 kr. pr. indbygger i den kommune, der udbetalte mest, til 3 kr. pr. indbygger i den kommune, der udbetalte mindst til foreningerne.
Social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen siger:
"Jeg er glad for, at kommunerne tilsammen støtter de frivillige sociale foreninger og organisationer lokalt med mere end de bliver kompenseret for af staten. Det er positivt, at kommunerne samlet set tager deres ansvar for at støtte det frivillige sociale arbejde på sig, og er med til at understøtte frivilligheden i Danmark. Den fortsatte store spredning i udbetalingen kommunerne imellem vidner dog om, at det kan blive endnu bedre. Derfor vil jeg naturligvis også fortsat følge udviklingen på området tæt".
Tallene for § 18-støtten skal ses i sammenhæng med, at mange kommuner også yder anden økonomisk støtte til det frivillige sociale arbejde. 63 procent af landets kommuner oplyser, at de i 2012 tilsammen udbetalte 81,9 mio. kr. i økonomisk støtte til det frivillige sociale arbejde udover støtten efter servicelovens § 18.
Læs § 18-redegørelsen - Det kommunale samarbejde med frivillige sociale foreninger.