Forside » Børn » Artikler om Børn & Familie » Sager om børn og unge » Artikel: Videreførte anbringelser og tilknytningsundersøgelser

Artikel: Videreførte anbringelser og tilknytningsundersøgelser

Den børnesagkyndige helhedsvurdering kan volde vanskeligheder og rejse tvivl - både i kommunerne og blandt sagkyndige eksperter.

Af børnesagkyndig konsulent og psykolog Knud Hjulmand

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nummer 3, 2019. Bemærk, at vi ikke opdaterer indholdet efter juni 2019.

Kommunen kan indstille, at et anbragt barn kan fortsætte i videreført anbringelse til det fylder 18 år. Det kan ske, uden at indehaverne af forældremyndigheden giver samtykke. Videreført anbringelse handler om at sikre barnets eller den unges kontinuitet i sit forløb, og skal ikke – som andre sager – tages op med mellemrum. For at der kan blive tale om en videreført anbringelse skal det - både på kortere og længere sigt - være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at blive på anbringelsesstedet. 

Videreført anbringelse er en meget indgribende foranstaltning. Derfor er der en del formelle betingelser, der skal være opfyldt, men artiklen her handler særligt om tilknytningsundersøgelser – ikke de formelle juridiske betingelser. Dem kan du læse mere om i en tidligere artikel og Ankestyrelsens principafgørelser 83-10, 128-10 og 22-15.

Artikel: Uensartet praksis i sager om videreført anbringelse

Søg principafgørelser

Store krav til tilknytningsundersøgelser

Som et særligt krav skal der foreligge ”en psykologisk, lægefaglig eller anden børnesagkyndig helhedsvurdering af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet” (§ 68 a, stk. 4, nr. 3). Ankestyrelsens sager på området viser, at særligt denne del kan give vanskeligheder - både i kommunale forvaltninger og blandt sagkyndige eksperter, der laver tilknytningsundersøgelser, som helhedsvurderingerne typisk kaldes.

I vores praksis har vi lagt vægt på, at der i denne sammenhæng skal være tale om én aktuel sagkyndig erklæring – ikke en sammenskrivning af tidligere akter og heller ikke en flerhed af erklæringer. Desuden skal barnets eller den unges tilknytning afdækkes og beskrives med videnskabeligt anerkendte observationsmetoder og tests.

Foruden tilknytningen til anbringelsesstedet og dets omsorgspersoner skal relationen og tilknytningen til det familiære og institutionelle netværk omkring anbringelsesstedet – så vidt muligt - også afdækkes. Det samme gælder relation og tilknytning til biologiske forældre, bedsteforældre og andre i familien. Det skal give mulighed for at vurdere forældrenes udviklingspotentiale og danne grundlag for den børnesagkyndige afvejning. Afvejningen skal beskrive, hvordan barnets samlede tilknytningssituation må antages at udvikle sig, og hvilken betydning det fagligt må anses at få, hvis barnet enten bliver på anbringelsesstedet eller flyttes fra det (vejledning 3, pkt. 618 og principafgørelse 22-15).

I almindelighed vil en tilknytningsundersøgelse (børnesagkyndig helhedsvurdering), der skal bruges til at tage stilling til, om en sag skal indstilles til videreført anbringelse, skulle afdække og behandle:

  • Undersøgelse af barnets udviklingsniveau og -behov
  • Vurdering af biologiske forældre (og øvrig familie)
  • Vurdering af plejefamilie/anbringelsessted som omsorgspersoner
  • Samspilsobservation af barn både i forhold til forældre og plejeforældre
  • Vurdering af netværk: andre (pleje)børn, skole, fritidsliv
  • Vurdering af flytterisici, barnets situation og tilknytningen som voksen
  • Erklæringsteknik: én samlet børnesagkyndig helhedsvurdering, brug af systematiske og anerkendte metoder, så vidt mulig klar og entydig konklusion. 

Den særlige tilknytning er grundlaget

Nogle undersøgelser gør meget ud, af at der tale om børn og unge, der af forskellige grunde bør være anbragt - at der er klart anbringelsesgrundlag grundet egne vanskeligheder eller/og forældrenes udfordringer. Men det er ikke et kriterium, at der er et anbringelsesgrundlag. Det er alene den særlige tilknytning, ikke anbringelsesbehovet, der skal danne grundlag for videreført anbringelse til barnets bedste. Alternativet til en videreført anbringelse er sjældent hjemgivelse, men oftest en fortsat anbringelse efter almindelige regler og genbehandling.

Undersøgelse af plejeforældre

Undersøgelse og vurdering af anbringelsesstedets omsorgspersoner - typisk plejeforældrene - rejser nogle gange spørgsmål om, hvor grundig man skal eller bør være. De er nemlig ikke parter i sagen.

Her er det er helt afgørende at få beskrevet karakteren af tilknytningen, der er det bærende grundlag. Derfor skal samspillet mellem barn og plejeforældre analyseres og vurderes med anerkendt metodik, ligesom plejeforældrene i nogen udstrækning skal vurderes fagligt. Det sker dog typisk mindre indgående end for forældre i undersøgelser af forældrekompetencer.

Relation og tilknytning til biologiske forældre

Selvom den aktuelle tilknytning til anbringelsessted er det primære, skal en fagperson lave en sammenlignende vurdering af relationen og tilknytningen til de biologiske forældre.

I mange sager bliver vurderingen eller den psykologiske undersøgelse af den biologiske familie en særlig udfordring eller mangel. Nogle forældre:

  • ønsker ikke at deltage
  • er for ganske nyligt blevet grundigt undersøgt i psykiatrien eller i forældrekompetenceundersøgelser
  • deltager måske modvilligt, kun delvist, udebliver eller melder fra undervejs i et undersøgelsesforløb.

Udgangspunktet er, at forvaltningen skal forsøge at indhente forældrenes samtykke til undersøgelsen, og at det skrives og konkretiseres i tilknytningsundersøgelsens opdrag. Undersøgelsen skal tydeligt beskrive om forældrene har deltaget, hvordan eller hvor meget.

Begrebet tilknytning

Begrebet tilknytning er til tider til diskussion. Det handler blandt andet om, hvordan vi forholder os til at vurdere tilknytning med børn, der er præget af tidlige omsorgssvigt og eventuelt karakteriseres som tilknytningsforstyrrede.

Her kan det være nyttigt at tænke på, at det mere handler om barnets særlige oplevelse af tilhør og tilknytning end egentlig sikker tilknytning i psykologisk og teoretisk forstand. Barnets relation, forbindelse, tilhørsfølelse og tilknytning til anbringelsesstedet skal vurderes i relation til barnets eller den unges forudsætninger, diagnoser og vanskeligheder. Det vil sige ud fra, hvad der for det enkelte barn overhovedet er muligt at udvikle i form af tilknytningsadfærd. 

Observationer af samspil er afgørende

I helhedsvurderingen må de systematiske observationer af samspillet mellem barnet, anbringelsesstedets omsorgspersoner og gerne også egne forældre, anses for afgørende. Her er det oplagt at bruge tilknytningsbaseret undersøgelsesmetodik. Socialstyrelsen regner med at lave en egentlig vejledning eller officielle retningslinjer for tilknytningsundersøgelser i de kommende år.

Adoption uden samtykke

Tilknytningsundersøgelser bruges også i forbindelse med sager, der indstilles til adoption uden samtykke. Der står i adoptionslovens § 9, stk. 4, jf. servicelovens § 68 e, at adoption kan ske, ”hvis barnets tilknytning til plejefamilien har antaget en sådan karakter, at det vil være skadeligt for barnet at bryde denne tilknytning”. Her er der tale om en endnu mere vidtgående afgørelse end videreført anbringelse, og derfor er der større krav til betydningen af tilknytning til plejefamilien (principafgørelse 93-17).

Forudsætninger for afgørelser

Forudsætningen for, at en myndighed kan træffe de mest vidtgående tvangsmæssige afgørelser, er:

  • for det første, at kommunen kender de samlede betingelser og kan stille den præcise opgave til den undersøgende psykolog
  • for det andet skal den børnesagkyndige undersøger komme rundt om alle relevante forhold, bruge anerkendte metoder og formulere en præcis sammenfattende konklusion på sin tilknytningsundersøgelse.

 

 

 

 

 

Sidst opdateret 18.06.2019