Ny undersøgelse: Børn og unge rømmer, når de ikke føler sig lyttet til eller forstået af personalet på deres anbringelsessted
Af fuldmægtige Felicia Reintoft og Maria Feldfos og specialkonsulent Rebecca Weigaard
I en ny undersøgelse har Ankestyrelsen set nærmere på børn og unges perspektiver på rømninger fra åbne døgninstitutioner eller opholdssteder.
Definition af rømning i voksenansvarsloven
Ved rømning forstås, at barnet eller den unge ikke har til hensigt at vende tilbage. Det er således ikke tilstrækkeligt, at barnet eller den unge bare har forladt anbringelsesstedet for en stund eller ikke er vendt tilbage til institutionen som aftalt.
Børn og unge rømmer, når de ikke får den omsorg, de har behov for
Undersøgelsen viser blandt andet, at børn og unge rømmer, når de har en oplevelse af, at personalet på deres anbringelsessted ikke forstår dem, lytter til dem eller giver dem den omsorg, som de har behov for. De unge peger også på andre årsager til deres rømning.
Det kan være konflikter med andre unge eller personalet på anbringelsesstedet. Rømning kan også skyldes anbringelsesstedets geografiske placering eller en skæv sammensætning af gruppen af børn og unge på anbringelsesstedet for eksempel i forhold til køn, alder og interesser.
Flere unge fortæller også, at de rømmer, fordi de savner deres familie og venner, eller at de rømmer for at leve et almindeligt ungdomsliv med venner, kæreste og fester.
Flere unge oplever, at deres tilbagevenden til anbringelsesstedet bliver håndteret uhensigtsmæssigt
Flere unge fortæller, at de har oplevet at få skæld ud eller er blevet ignoreret af personalet i perioden efter at de har været rømmet og er vendt tilbage til anbringelsesstedet. I nogle tilfælde har det ført til, at personalet har fastsat strammere regler for den unge.
For nogle unge kan personalets uhensigtsmæssige håndtering af deres tilbagevenden være årsag til, at de rømmer igen. De strammere regler kan for eksempel handle om, at de unge får begrænset adgang til deres telefon eller sociale aktiviteter uden for anbringelsesstedet.
Flere unge fortæller, at de voksne skal have fokus på at undgå konflikter og ikke skælde ud, når de unge kommer retur efter rømning. De unge kunne i stedet ønske sig, at personalet var mere forstående over for deres situation og årsagen til deres handlinger.
Gentagne rømninger kan være årsag til, at der sker ændringer i den unges anbringelsessituation
Vores undersøgelse peger på, at når børn og unge rømmer gentagne gange, så kan det medføre, at kommunen vælger at flytte barnet eller den unge til et nyt anbringelsessted. I nogle tilfælde er det anbringelsesstedet, der på baggrund af gentagne rømninger erkender, at de ikke formår at give den rette støtte til barnet eller den unge.
Der er også eksempler på børn og unge, der bliver anbragt på delvis lukkede eller sikrede institutioner på baggrund af gentagende rømninger, med henblik på at forhindre fremtidig rømning.
Når børn og unge rømmer, kan de havne i udsatte situationer
I undersøgelsen ser vi, at børn og unge kan komme i udsatte situationer, når de rømmer. Det handler blandt andet om, at de kan være i risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb, tage stoffer eller færdes på gaden alene om natten.
Trygge og tillidsfulde voksenrelationer på anbringelsesstedet kan være med til at forhindre rømning
Flere unge udtrykker, at personalet på deres anbringelsessted ikke altid formår at skabe trygge og tillidsfulde relationer til de unge. De unges fortællinger peger på, at det er vigtigt, at personalet på anbringelsesstedet har de rette pædagogiske kompetencer for at forebygge rømning. De unge har behov for omsorgsfulde relationer til personalet på anbringelsesstedet, hvor de føler sig forstået og lyttet til. Derudover fortæller de unge, at det ligeledes vil kunne forhindre dem i at rømme, hvis de har større mulighed for at se deres nære relationer og ikke er anbragt for langt væk fra den by, deres nære relationer bor i.
Hvad skal anbringelsesstedet gøre, når et barn eller en ung rømmer?
I de situationer, hvor et barn eller en ung har forladt anbringelsesstedet eller ikke er kommet tilbage som aftalt, skal personalet på anbringelsesstedet snarest muligt prøve at finde årsagen hertil.
Ofte vil personalet kunne få kontakt til barnet eller den unge, og her må personalet ved en socialpædagogisk indsats og dialog med barnet eller den unge overbevise vedkommende om at returnere til det pågældende anbringelsessted, såfremt barnet eller den unge har rømmet.
I de tilfælde, hvor barnet eller den unge ikke kan overbevises om at returnere til anbringelsesstedet, og personalet vurderer, at barnets eller den unges adfærd kan medføre skade på barnet eller den unge selv eller andre, kan der være brug for, at personalet, som led i omsorgspligten, opsøger barnet eller den unge for at bringe vedkommende tilbage.
Såfremt personalet må opsøge barnet eller den unge for at bringe vedkommende tilbage, bør anbringelsesstedet orientere den anbringende kommune og barnet eller den unges forældremyndighedsindehavere.
Personalet skal så vidt muligt forsøge at bringe barnet eller den unge frivilligt med tilbage til anbringelsesstedet. Såfremt barnet eller den unge ikke følger frivilligt med, er der adgang til at tilbageføre barnet eller den unge mod dennes vilje ved at føre eller fastholde barnet eller den unge, jf. voksenansvarslovens § 10.
Er et barn eller en ung rømmet langt væk fra anbringelsesstedet, vil barnet eller den unge kunne fastholdes og føres ind i et transportmiddel, men personalet må ikke fastholde barnet eller den unge under selve transporten i længere tid. Kilde: VEJ nr. 10229 af 17. december 2019, vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, pkt. 102-103
Personalet kan bede politiet om hjælp til at hente barnet eller den unge tilbage, såfremt personalet vurderer, at barnet eller den unge skal hentes, men ikke finder det forsvarligt selv at gøre det. I sådan en situation skal politiet bistå personalet i afhentningen, da personalet har det primære ansvar over for barnet eller den unge. Kilde: VEJ nr. 10229 af 17. december 2019, vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, pkt. 105