Nyhedsbrev marts 2019

Forvaltningsret

Aktindsigt i miljøoplysninger i en sag om lovgivning

Københavns Kommune kunne selv besvare en anmodning om aktindsigt i miljøoplysninger i en sag om lovgivning. Ankestyrelsen afviste at rejse en tilsynssag.

Med udtalelsen ændrer Ankestyrelsen sin tidligere retsopfattelse af, hvem der har kompetence til at tage stilling til aktindsigt i miljøoplysninger i lovgivningssager.

Læs hele udtalelsen

Lovvalg ved aktindsigt – offentlighedsloven eller miljøoplysningsloven?

Det kommunale fællesskab AFLD I/S havde givet delvist afslag på aktindsigt efter offentlighedsloven. Aktindsigten handlede om AFLD I/S’ leverandører, der arbejder med affald.

Ankestyrelsen bad AFLD I/S om at behandle sagen igen. Selskabet skulle tage stilling til, om oplysningerne var omfattet af miljøoplysningslovens regler om aktindsigt.

Læs hele udtalelsen

Afslag på aktindsigt i telefonnummer

Region Midtjylland havde afslået at give aktindsigt i telefonnummeret på en borger, som havde ringet til 112. Ankestyrelsen vurderede, at regionen ikke kunne afslå aktindsigt med den begrundelse, den havde brugt.

Læs hele udtalelsen

Habilitet i en sag om konkurrence på dagligvareområdet

Byrådet i Randers Kommune mente, at et medlem af byrådet var inhabilt i en sag om konkurrenceniveauet på dagligvareområdet i Nordbyen. En øget konkurrence kunne medføre nedgang i omsætningen for butikkerne i Nordbyen, og byrådsmedlemmet var leder i et selskab, der havde en butik i Nordbyen.

Ankestyrelsen var ikke enig i byrådets vurdering. Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at der var tale om en sag af generel karakter, og at selskabet således ikke havde en særlig interesse i udfaldet af sagen.  

Læs hele udtalelsen

Sektorlovgivning

Offentliggjorte sagsbehandlingsfrister efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2

Nordfyns Kommunes beregning af sagsbehandlingsfrister på det sociale område var ikke korrekt. Kommunen beregnede først sagsbehandlingsfristen fra det tidspunkt, hvor sagen var fuldt oplyst.

Kommunen gav heller ikke altid borgerne skriftlig besked, hvis kommunen ikke kunne overholde den offentliggjorte sagsbehandlingsfrist i en konkret sag.

Læs hele udtalelsen

Har du set artiklerne i Nyt fra Ankestyrelsen?

Læs tilsynets artikler i Ankestyrelsens nyhedsbrev 

Sidst opdateret 29.03.2019