Sådan anvender man partshøringsreglerne ved tildeling af advarsler

Det kommunale tilsyn har med udgangspunkt i en principiel udtalelse fra Social- og Indenrigsministeriet udsendt en generel vejledning om partshøring i sager om tildeling af advarsler til medarbejdere.

En udtalelse fra Social- og Indenrigsministeriet af 10. juli 2015 fastslår, at en advarsel til en overenskomstansat medarbejder er en beslutning omfattet af forvaltningslovens afgørelsesbegreb. Med udgangspunkt i denne udtalelse har Statsforvaltningen i en række sager undersøgt, om kommunerne i nogle konkrete sager, der er indbragt af Socialpædagogernes Landsforbund, har overholdt forvaltningslovens regler om partshøring.

På baggrund af behandlingen af disse sager har Statsforvaltningen fundet anledning til at sende et brev til samtlige kommunalbestyrelser og regionsråd om Statsforvaltningens retsopfattelse på området.

Formålet med brevet er at vejlede kommunerne og regionerne om retningslinjerne for at tilrettelægge en partshøringsproces i overensstemmelse med forvaltningslovens regler herom. Derved kan vi måske også imødegå yderligere tilsynssager vedrørende samme problemstilling.

Brevet supplerer en vejledning om samme emne, som KL har udsendt til alle kommuner i anledning af ministeriets udtalelse.

Læs Statsforvaltningens brev til kommuner og regioner om partshøringsreglerne

Sidst opdateret 31.03.2017