Ungestøtte (efterværn) – hvilken kommune skal hjælpe, og hvornår kan en kommune få refusion?

Ungestøtte (efterværn)

Ungestøtte er hjælp til unge mellem 18 og 23 år. Ungestøtte kan tilbydes unge, der enten har været anbragt uden for hjemmet eller har fået udpeget en kontaktperson frem til, at de fylder 18 år. Støtten skal være af væsentlig betydning af hensyn til den unge og skal bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse. Den unge skal være indforstået med efterværnet.

Reglerne om ungestøtte findes i barnets lov §§ 113-116 (tidligere servicelovens § 76).

Handlekommune

Børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, har handlekommune i den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelsen. Handlekommunen skal hjælpe barnet eller den unge under anbringelsen.

Anbringelsen ophører senest, når den unge fylder 18 år. Den dag, den unge fylder 18 år, får den unge handlekommune i den kommune, hvor han eller hun bor eller sædvanligvis opholder sig. Det følger af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1.

Inden den unge fylder 18 år

Handlekommunen skal senest seks måneder inden, den unge fylder 18 år, afgøre, om han eller hun er i målgruppen for ungestøtte.

Vurderer handlekommunen, at den unge er i målgruppen for ungestøtte efter barnets lov § 114, og vil den unge få en ny handlekommune på sin 18-årsdag, skal handlekommunen sende den unges reviderede handleplan til den kommende handlekommune. Den kommende handlekommune har efter barnets lov en særlig kompetence til også at afgøre, om den unge er i målgruppen for ungestøtte efter barnets lov § 114, selvom kommunen endnu ikke er blevet handlekommune for den unge. Den kommende handlekommune har 30 dage til at træffe afgørelse.

Reglerne fremgår af barnets lov §§ 111 og 112.

Handlepligten

Handlekommunen for en ung, der er fyldt 18 år, har pligten til at hjælpe den unge. Det følger af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, og gælder også for unge, der er bevilget ungestøtte efter barnets lov § 114.

Handlekommunen skal vurdere den unges behov og tilbyde den rette støtte. 

Når en ung med ungestøtte flytter til en ny kommune, overtager den nye handlekommune pligten til at hjælpe den unge.

I to situationer beholder den kommune, der var handlekommune under anbringelsen, pligten til at yde hjælp efter serviceloven og barnets lov, når den unge fylder 18 år:

1. Når handlekommunen eller anden offentlig myndighed medvirker til, at den unge i umiddelbar forlængelse af anbringelsen får ophold i en boform, der er omfattet af retssikkerhedslovens § 9, stk. 3.

2. Når den unge ved det fyldte 18. år får opretholdt sin anbringelse i plejefamilie efter barnets lov § 120.

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 9.

Læs mere om, hvilke boformer, der er omfattet af retssikkerhedslovens § 9, stk. 3 

Når den unge er fyldt 18 år og får behov for et botilbud

Vurderer den unges handlekommune, at den unge i stedet for ungestøtte har behov for et botilbud, der er omfattet af retssikkerhedslovens § 9, stk. 3, er det handlekommunen, der skal bevilge botilbuddet.

Bevilger handlekommunen ophold i et botilbud, vil pligten til at hjælpe den unge efter serviceloven ikke gå tilbage til den tidligere handlekommune. Pligten vil heller ikke gå tilbage til den tidligere handlekommune, selvom den aktuelle handlekommune hurtigt efter den unges 18–årsdag bevilger opholdet. Det er således ikke den tidligere handlekommune, der har medvirket til, at den unge har fået ophold i botilbuddet.

Mellemkommunal refusion

Handlekommunen har ret til refusion for sine udgifter til en ung med ungestøtte efter barnets lov § 114, stk. 1, hvis den unge var anbragt uden for hjemmet frem til, at han eller hun fyldte 18 år. Refusionen ydes af den kommune, der anbragte den unge uden for hjemmet. Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4.

Handlekommunen har ret til refusion i hele perioden med ungestøtte, også når ungestøtten først etableres efter, den unge er fyldt 18 år og/eller etableres igen efter at have været afbrudt. Retten til refusion stopper, når ungestøtten ophører.

Det er kun handlekommunen, og ikke refusionskommunen, der har kompetencen til at vurdere, hvilken form for støtte den unge skal have. Det betyder, at refusionskommunen ikke kan stoppe refusionen, fordi kommunen vurderer, at den unge ikke længere er i målgruppen for ungestøtte. Refusionskommunen kan heller ikke stoppe refusionen, hvis kommunen er uenig i, hvor ungestøtten finder sted.

Afløses ungestøtten af en anden foranstaltning, fx et botilbud, vil retten til refusion ikke fortsætte.

Se principafgørelse 66-13, der fortsat er gældende.

Det er de samme betingelser, der gælder for pligten til at yde hjælp efter serviceloven som for refusion ved ophold i et botilbud. Hvis den tidligere handlekommune (den anbringende kommune) ikke har medvirket til, at den unge får ophold i et botilbud, har kommunen hverken pligt til at hjælpe efter serviceloven eller til at yde refusion. Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9, stk. 3 og § 9 c, stk. 2.

I særlige tilfælde kan handlekommunen alligevel have ret til refusion. Det er tilfældet, hvis den tidligere handlekommune har udvist passivitet. Det er et krav, at den tidligere handlekommune var bekendt med de forhold, der begrunder aktuelle handlekommunes bevilling af botilbuddet til den unge. Det skal også være åbenbart, at den tidligere handlekommune skulle have bevilget tilbuddet. Det følger af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6.

Refusion på grund af passivitet er en forholdsvis snæver adgang til refusion, som anvendes i de tilfælde, hvor den tidligere handlekommune klart har opført sig forkert.

Vi har beskrevet nogle konkrete sager om ungestøtte (efterværn), og hvordan vi har afgjort dem

 Obs.: Sagerne er afgjort før 1. januar 2024, hvorfor der i eksemplerne anvender begrebet opholdskommune.