Gå til indhold

Helene, teamleder og chefkonsulent

Helene

Helene er teamleder og chefkonsulent i sekretariatet for Klagenævn for Specialundervisning. Inden da  arbejdede hun med arbejdsskader i et af vores kontorer på området. Her er, hvad hun siger om sit arbejde i Ankestyrelsen.

Når jeg bliver spurgt, hvad jeg laver, giver jeg oftest det korte svar; at jeg er jurist og arbejder med klagesagsbehandling i sekretariatet for Klagenævnet for Specialundervisning, og så forklarer jeg lidt om, hvad specialundervisning er. Men i virkeligheden er det meget mere end det.

Som teamleder for sekretariatet er det min opgave at få trådene til at samle sig, så nævnet kan afholde møder hver måned. På de møder træffer nævnet afgørelser i borgernes klagesager om specialundervisning efter indstilling fra sekretariatet.

Mine opgaver
Konkret sagsbehandling og faglig sparring fylder en del i dagligdagen, men der er også en hel masse andre opgaver, som løbende lander på min opgaveliste. Det kan fx være at tage stilling til høringer om nye lovforslag, at udarbejde klagenævnets årsrapport, at deltage i dialogmøder med vores interessenter, at skrive notater, som er bestilt af departementet, at opdatere vejledninger og besvare skriftlige og telefoniske henvendelser fra borgere og kommuner. Min jobbeskrivelse kan bedst summeres op til, at jeg er formandens højre hånd. Jeg understøtter driften og trivslen i sekretariatet, så vi bedst muligt kan betjene nævnet, når det behandler borgernes klager over kommunernes afgørelser om specialundervisning.

Spændende job
Jeg kan virkelig godt lide mit arbejde, fordi vi i høj grad er med til at sætte præg på et super spændende område med politisk bevågenhed.

Sekretariatet skiller sig også lidt ud fra størstedelen af Ankestyrelsens kontorer, hvor der primært er jurister. Vi er både jurister, pædagogisk-psykologiske fagkonsulenter, kontorfunktionærer og juridiske studenter.

Ankestyrelsen som arbejdsplads

Jeg har været i Ankestyrelsen i 14 år, og her er mange muligheder for at udvikle sig både fagligt og personligt. Jeg begyndte min ansættelse som sagsbehandler i et af vores arbejdsskadekontorer og fik gradvist en mere understøttende rolle i forhold til kontorets opgaver. Og nu arbejder jeg i et af vores børnekontorer som teamleder for et nævnsbetjenende sekretariat - en helt anden boldgade, men det har været udviklende og lærerigt at skifte arbejdsområde. Så det er en arbejdsplads, hvor du sagtens kan lære nyt, selv om du har været ansat i lang tid. 

Og så har vi i Ankestyrelsen en uformel omgangstone i hverdagen, hvor der aldrig er langt til smil eller en fredagsbar i kantinen.

Sidst opdateret 23.11.2022

Ring: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring