Ny undersøgelse: Udfordringer med at finde et godt match, når kommunerne anbringer en ung på et opholdssted eller en døgninstitution
Af fuldmægtige Maj Bjerre og Helene Malm
Allerede inden Rasmus blev født, var kommunen bekymret for Rasmus på grund af hans forældres situation og forældrekompetencer. Trods bekymringer for Rasmus’ trivsel, og løbende tegn på mistrivsel, bliver Rasmus først anbragt, da han er 14 år gammel. Rasmus’ udfordringer er komplekse, og det er svært at finde et anbringelsessted, der matcher hans behov.
Rasmus er en fiktiv person, men hans forløb i kommunen er baseret på elementer og handlinger fra eksisterende sager, som Ankestyrelsen har gennemgået. Vi har ud fra en analytisk gennemgang af 18 sager konstrueret fire sagsforløb, der hver især indeholder elementer, som afspejler hændelser i de 18 sager. I denne artikel tager vi jer igennem Rasmus’ sag, der er én ud af de fire sagsforløb, vi har udarbejdet i undersøgelsen ”Kommunernes valg af opholdssteder og døgninstitutioner”.
Om undersøgelsen:
Undersøgelsen er baseret på en gennemgang af i alt 18 sager fra seks kommuner. I de samme seks kommuner har vi interviewet sagsbehandlere og anbringelseskonsulenter om deres praksis og overvejelser, når de anbringer en ung på et opholdssted eller en døgninstitution.
Rapporten er bestilt af Social- og Ældreministeriet, og indgår som en del af vidensgrundlaget i evalueringen af det specialiserede socialområde.
Rasmus får ikke nok støtte, og hans problemer bliver med tiden mere komplekse og udtalte
Rasmus’ opvækst er præget af bekymringer fra fagpersoner. Allerede under morens graviditet modtager kommunen en underretning fra hendes psykolog. Kommunen vælger ikke at gøre yderligere. Da Rasmus er tre år gammel, får familien praktisk pædagogisk støtte i hjemmet, fordi kommunen vurderer, at Rasmus mangler struktur og basal omsorg. Rasmus får konstateret autisme som 10 årig, har udad-reagerende adfærd, og begynder at optrappe konflikter i skolen. I løbet af de næste år begynder han at stikke af hjemmefra og udeblive fra skole.
Rasmus’ opvækst er et eksempel på, at kommunen sætter ind med praktisk pædagogisk støtte i hjemmet i en lang årrække, inden de overvejer en anbringelse. Alle seks kommuner i undersøgelsen oplever, at de børn og unge, som de anbringer uden for hjemmet i dag, er mere belastede og har mere komplekse problemstillinger end tidligere. Rasmus’ forløb, der går tilbage i tid, er et eksempel på netop det. Sagsbehandlerne fortæller, at det blandt andet skyldes, at de først overvejer en anbringelse, når de har forsøgt at imødekomme barnets eller den unges behov gennem forebyggende indsatser.
”Problematikken er rigtig, rigtig svær. Vores ledelse går meget ind for det forebyggende, og for at prøve at gøre så meget som muligt inden [en anbringelse uden for hjemmet]. Efter nogle år, hvor det så ender i en anbringelse alligevel, så er det måske en meget sværere anbringelse, end hvis man havde gjort det fra starten”. (Sagsbehandler i en kommune)
De interviewede sagsbehandlere mener, at det stiller høje krav til døgninstitutionerne og opholdsstederne, at gruppen af anbragte børn og unge har komplekse problemstillinger og ofte er i massiv mistrivsel, når de bliver anbragt. Opgaven med at finde et sted, der matcher barnet eller den unges behov, er derfor vanskelig.
At finde det rette anbringelsessted til Rasmus er svært og ressourcekrævende
Rasmus er i mistrivsel, og han kommer på efterskole. Men hans behov kan ikke imødekommes på efterskolen, og det resulterer i, at Rasmus udviser voldelig og udad-reagerende adfærd. Rasmus bliver bortvist fra efterskolen, og da netværket ikke kan løfte opgaven, vælger kommunen, at han skal anbringes. Kommunen undersøger muligheden for, at Rasmus kan kommer på en af de døgninstitutioner, der ligger i kommunen, men de vurderer, at Rasmus ikke vil passe ind blandt den ungegruppe, der allerede er anbragt der.
Flere af de interviewede sagsbehandlere fortæller, at det er afgørende at kende til gruppen af børn og unge på det pågældende sted, for at foretage et godt match. Sammensætningen af børn og unge har nemlig stor indflydelse på den enkeltes trivsel og udvikling. Denne viden og øvrig viden om anbringelsesstedet er dog ressourcekrævende at indhente og vedligeholde, og kan kun opnås gennem dialog med tilbuddet. Flere sagsbehandlere fortæller, at de ofte bruger de tilbud, som de eller kollegaer har brugt til tidligere anbringelser. Derfor er der en tilbøjelighed til, at kommunerne bruger de samme opholdssteder og døgninstitutioner igen og igen.
Ikke muligt at tage højde for alle relevante hensyn, når der skal vælges et anbringelsessted til Rasmus
Kommunen kontakter en specialkostskole, som vurderer, at Rasmus har behov for mere omfattende støtte, end de kan tilbyde. Noget tid efter finder kommunen en døgninstitution, der er målrettet børn og unge med autisme, hvor han anbringes. I alt er der gået fem måneder, fra Rasmus blev bortvist fra efterskolen, til kommunen har fundet et egnet anbringelsessted.
At der i Rasmus’ sag går fem måneder, før der er fundet et anbringelsessted til ham, er udtryk for, at matchningsprocessen er tids- og ressourcekrævende. Dels fordi, processen med at finde relevante anbringelsessteder og gå i dialog med dem tager tid, dels fordi der er mange hensyn at tage, når sagsbehandlerne skal finde det rette anbringelsessted. Sagsbehandlerne fortæller, at det kan være hensyn til barnets eller den unges ønsker, eller hensyn om, hvorvidt barnet eller den unge skal skærmes fra nærmiljøet, eller bibeholde positive relationer i nærmiljøet.
Rasmus bliver anbragt på en døgninstitution, som kommunen vurderer, kan varetage hans støttebehov og har rammer, der er gavnlige for hans autisme. Kommunen peger på, at det er mest hensigtsmæssigt, at Rasmus bliver anbragt med god afstand til sin mor, da de vurderer, at hun har en negativ indvirkning på hans liv. Døgninstitutionen ligger dog fysisk placeret tæt på moren. I Rasmus’ sag vægter det tungere at finde et anbringelsessted, der er specialiseret i autisme end det gør at placere ham længere væk fra hans mor.
Læs hele Rasmus’ sagsforløb, og om Kamilla, Jamal og Simone i Ankestyrelsens undersøgelse ”Kommunernes praksis og overvejelser ved valg af opholdssteder og døgninstitutioner”. Her kan du også læse mere om de seks kommuners praksis og overvejelser, når de vælger at anbringe en ung på et opholdssted eller en døgninstitution.
Undersøgelsen viser blandt andet:
- Inddragelsen af barnet eller den unge samt forældre i valg af anbringelsessted består i at forklare familien, hvad der ligger til grund for det valg, som kommunen har foretaget. Fordi der sjældent er flere tilbud, der kan varetage barnets eller den unges behov, og som har pladser, er det sjældent muligt at give både forældre og barnet eller den unge et reelt valg.
- Et hensyn, som kommunerne beskriver som afgørende i mange sager, er hensynet til stedets placering i forhold til barnets nærmiljø. I denne sammenhæng beskriver flere kommuner, at det ikke altid er muligt at finde relevante tilbud i nærmiljøet. Det kan eksempelvis betyde, at et barn, der trives i skolen, bliver nødt til at skifte skole, da anbringelsesstedet er placeret langt væk.
- Derudover oplever kommunerne, at der ikke altid er ledige pladser på relevante tilbud, og det kan være en udfordring at finde et tilbud, der har ekspertise i flere af barnets udfordringer.