Ny undersøgelse: Tid, koordinering og fastholdelse af relationer er vigtigt, når et barn eller ung skal skifte anbringelsessted

Af fuldmægtige Felicia Reintoft og Aksel Klint Bastegaard

Kalle var tre år, da han første gang blev anbragt i en plejefamilie. Kalle har siden været hjemgivet og derefter anbragt igen efter flere underretninger. Nu er Kalle 11 år gammel og skal igen flytte fra sin nuværende plejefamilie, som han har boet hos i et års tid. Plejefamilien opsiger kontrakten efter flere episoder, hvor Kalle er meget seksualiserende og udadreagerende i sin adfærd. De oplever, at Kalles behov har ændret sig i sådan en grad, at de ikke længere kan tage vare på ham. Børne- og ungdomspsykiatrien peger også på, at Kalle har behov for specialiseret støtte på baggrund af hans stigende mistrivsel. Kalle flytter derfor til en specialiseret plejefamilie. 

Kalle er langt fra det eneste barn eller ung, der har oplevet skift i sin anbringelse. Tal fra Danmarks Statistik viser, at blandt de knap 4.300 børn og unge, der blev anbragt uden for hjemmet for første gang i årene 2008-2009, har lidt over 40 procent skiftet anbringelsessted. 

Somme tider vil et skift være nødvendigt for at imødekomme ændrede behov hos barnet eller den unge. Et skift af anbringelsessted er dog – uanset nødvendigheden – sjældent uden konsekvenser for barnet eller den unge. Så hvordan sikrer kommunerne mest mulig skånsomhed, når et barn eller en ung flytter til et nyt anbringelsessted?

I vores undersøgelse ser vi, at de grundlæggende forudsætninger for skånsomhed i et skift af anbringelsessted er de samme, uanset om skiftet sker med samtykke, uden samtykke eller grundet en udefrakommende begivenhed. Kommunerne fremhæver tid til planlægning, inddragelse af netværket og kontinuitet i barnets hverdag som centrale forudsætninger for, at skiftet foregår så skånsomt som muligt.

Pludselige skift udfordrer skånsomheden

Kommunerne oplever, at én af de vigtigste forudsætninger for, at et skift bliver skånsomt, er, at der er tid til skiftet. At der er tid til skiftet, giver netværket mulighed for sammen at planlægge skiftet og i samarbejde blive enige om, hvad der skal ske, hvordan det skal ske, og hvem der gør hvad i forbindelse med barnets eller den unges flytning. Tid til skiftet gør det desuden muligt at planlægge en glidende overgang fra det gamle anbringelsessted til det nye for barnet eller den unge.

Det er en gennemgående pointe for kommunerne, at de fleste skift opstår på baggrund af en løbende proces, hvor kommunen gennem opfølgningen bliver opmærksom på, at der er behov for et skift af anbringelsessted, f.eks. fordi at barnet eller den unges behov ændrer sig.

Kommunerne fortæller, at skånsomheden er udfordret i de tilfælde, hvor behovet for et skift opstår mere akut, og der derfor er begrænset med tid til at forberede og udføre skiftet. At der opstår et akut behov for skift, kan eksempelvis skyldes et dårligt eller meget sporadisk samarbejde mellem kommune og anbringelsessted i kombination med, at anbringelsesstedet ikke har kompetencerne til tidsnok at indse, at de ikke kan løfte opgaven. I disse tilfælde er der sjældent tid til den skånsomme planlægning af skiftet.

Mangel på anbringelsessteder gør skiftet sværere

I interviewene beskriver kommunerne, at der er mangel på anbringelsessteder. Det betyder, at kommunerne ofte oplever at stå i en situation, hvor der reelt ikke er nogen ledige pladser til barnet.

Når kommunerne både er under tidspres, og der samtidig mangler egnede anbringelsessteder, kan det have konsekvenser for, hvor skånsomt skiftet bliver. En af konsekvenserne er, at det i nogle tilfælde ikke er muligt at finde et egnet anbringelsessted med en ledig plads inden for den periode, hvor skiftet finder sted. I nogle tilfælde kan det betyde, at barnet kommer til at bo på et midlertidigt anbringelsessted, indtil der er plads på et egnet anbringelsessted. Det medfører altså et ekstra skift for barnet.  

Manglen på anbringelsessteder gør desuden, at kommunerne ofte står i en situation, hvor de skal vælge mellem det gode skoletilbud og det rette anbringelsessted, da det er usandsynligt, at begge krav kan opfyldes. I interviewene ser vi, at det typisk vil være anbringelsesstedet, der prioriteres højest, hvorfor barnet i mange tilfælde også kan være nødt til at skifte skole ved et skift af anbringelsessted. Skoleskiftet bliver derved endnu et skift i barnets liv og relationer.

I undersøgelsen ser vi altså flere forhold, som kommunerne oplever kan udfordre skånsomheden i skiftet. I undersøgelsen fortæller kommunerne dog også om, hvad, de oplever, gør skiftet mere skånsomt for barnet eller den unge.

Genkendelighed i barnets hverdag før og efter skiftet understøtter skånsomhed

Alle kommuner fremhæver faste holdepunkter som noget helt centralt for, at et skift opleves så skånsomt som muligt for barnet eller den unge. Kommunerne beskriver derfor, at man så vidt muligt bestræber sig på blandt andet at fastholde kalendersatte samværsaftaler med de biologiske forældre, selvom barnet har skiftet anbringelsessted. Kommunerne lægger altså vægt på vigtigheden af at opretholde en vis form for stabilitet i barnets liv, og at barnet får at vide, hvilke ting der ændres, og hvilke der ikke gør.

De faste holdepunkter gælder helt lavpraktiske rutiner som f.eks. kendskab til barnets madvaner, rutiner i dagligdagen eller barnets interesser. En god overlevering af denne viden om barnet kan bidrage til, at barnet føler sig set og genkendt på det nye anbringelsessted. Kommunerne fremhæver, hvordan et tæt samarbejde i netværket understøtter, at denne viden overføres til den nye anbringelse.

Kommunerne peger også på, at det er vigtigt, at barnet har nogle gennemgående voksenrelationer, som kan agere livsvidne for barnet eller den unge, selvom barnet skifter anbringelsessted. Det er forskelligt, hvem kommunerne fremhæver som den gennemgående voksenrelation. Det kan være medlemmer af den biologiske familie, en kontaktperson, en rådgiver eller voksne fra et tidligere anbringelsessted. Det vigtige er, at der er en voksen, som kender barnet, og som barnet føler sig tryg ved.

Kommunerne oplever, at sen inddragelse af barnet i nogle tilfælde er det mest skånsomme

Alle fire kommuner fortæller, at der er forskel på, hvornår de oplever, at det er mest hensigtsmæssigt at inddrage barnet eller den unge ved et skift af anbringelsessted. De pointerer, at nogle af de mere modne børn eller unge vil have gavn af at besøge potentielle anbringelsessteder. Yngre børn eller unge med særlige udfordringer vil ofte have gavn af at vente, til flere ting er på plads, før de bliver bekendt med, at de skal flytte.

Kommunerne begrunder det med, at de i vidt omfang ønsker at undgå, at barnet eller den unge befinder sig i et usikkert vakuum, hvor de delvist er på vej ud af døren i deres anbringelse uden at vide, hvor de skal hen, eller hvordan skiftet kommer til at foregå. Kommunerne vurderer derfor nogle gange, at sen inddragelse er det mest skånsomme for barnet.

To ud af de fire kommuner beskriver, at manglen på anbringelsessteder også kan have indflydelse på beslutningen om at vente med at fortælle barnet om flytningen.  De fortæller, at det til tider kan tage lang tid at finde det rette match, hvilket forlænger selve skiftet og gør, at barnet eller den unge i en lang periode kan befinde sig den usikre position mellem to anbringelsessteder. I sådanne tilfælde kan det være mere skånsomt at vente med at fortælle det til barnet.

Undersøgelsen er bestilt af Social-, Bolig- og Ældreministeriet og er en del af en række initiativer fra reformen ”Børnene Først”, som skal understøtte færre skift og mere stabilitet i anbringelsen. Herunder at nødvendige skift i anbringelsen bliver så skånsomme som muligt.

Du kan læse hele undersøgelsen her.