De sikrede døgninstitutioner bruger en række pædagogiske værktøjer som fx kropsvisitation og døralarmer forskelligt

Af specialkonsulent Laura Steenbuch Krabbe og fuldmægtig Louise Larsen 

En politisk aftale, som er skrevet ind i Lov om Voksenansvar, har siden 2019 givet de sikrede døgninstitutioner en række værktøjer, som de har henholdsvis pligt til at bruge og mulighed for at bruge. Blandt disse værktøjer er: 

• Obligatorisk fastsættelse af husorden og reaktioner på overtrædelser af husordenen
• Begrænsning af telefonsamtaler og anden elektronisk kommunikation
• Udvidet adgang til kropsvisitation
• Obligatorisk TV-overvågning af indendørs fællesarealer
• Obligatorisk opsætning af døralarmer ved de unges værelsesdøre.

Ankestyrelsens undersøgelse viser, at der er flere faktorer, der har indflydelse på, hvordan og i hvor høj grad institutionerne bruger de enkelte værktøjer. Det drejer sig om: 

• Institutionernes pædagogiske værdigrundlag
• Deres fysiske rammer
• Hvad socialtilsynet har givet tilladelse til.

Vi vil i denne artikel uddybe, hvordan de forhold spiller ind på institutionernes praksis og deres oplevelser med at bruge værktøjerne, med et særligt fokus på kropsvisitation og døralarmer.  

Udvidet adgang til kropsvisitation kan udfordre det pædagogiske værdigrundlag 

Nogle af de sikrede døgninstitutioner oplever, at deres pædagogiske værdigrundlag kan blive udfordret af, at de har øget adgang til at bruge værktøjet kropsvisitation, som indgår i reformen af indsatsen mod ungdomskriminalitet. Værktøjet giver en institution mulighed for at bede den unge om at klæde sig af for at undersøge kroppens overflader og tøjet. Det kan institutionen gøre, når den unge ankommer til stedet, før og efter besøg, hvis den unge har fravær fra institutionen, og hvis det i øvrigt er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. 

Alle medarbejdere og ledere, vi har interviewet, fortæller, at de er meget opmærksomme på, hvor indgribende det er for den unge at blive kropsvisiteret. Samtidig oplever nogle det som en sikkerhedsmæssig fordel at kunne fortage kropsvisitation og mener, at det er mindre konfliktoptrappende, end hvis de skulle tilkalde politiet for at få foretaget kropsvisitationen. 

Andre oplever det mere dilemmafyldt. De mener, at det skævvrider relationen og giver udtryk for, at de ikke oplever det som en pædagogisk opgave, men en opgave for politiet eller kriminalforsorgen. Derfor er det heller ikke alle institutioner, der har taget den praksis til sig. Nogle institutioner har eksempelvis valgt en praksis, hvor den unge skifter tøj bag en lukket dør uden at være til skue for personalet, hvorefter personalet gennemsøger tøjet. Andre har valgt kun at klappe uden på tøjet. En leder fra en af de institutioner fortæller: 

”Vi har ikke indført afklædning til bar hud på de unge. Det er vi ikke uddannet til og synes heller ikke, at det er foreneligt med det at skulle ind og lave frikadeller med dem bagefter. Det går over og bliver til en vagtposition, som kræver, at du går i uniform, og det gør vi ikke. Så derfor er jeg glad for, at der står, at man kan gøre det og ikke skal gøre det. Noget af det, de unge hader allermest, er, når de skal køre med kriminalforsorgen, fordi de har en intern instruks, der siger, at før de sætter de unge ind i bilen, skal de have været klædt af til bar numse”. 

Det har betydning for de unge, hvordan kropsvisitationen foregår

Størstedelen af de unge, vi har interviewet, der er blevet kropsvisiteret på institutionen, har oplevet det som en ubehagelig situation. Fælles for dem alle er, at det har betydning, hvordan kropsvisitationen foregår. Eksempelvis har det stor betydning, om den unge har mulighed for at dække sig til. 

Her fortæller en af de unge, hvordan han oplevede det krænkende at blive kropsvisiteret, fordi han skulle være afklædt foran personalet: 

”Jeg vil faktisk ikke have, at der er nogen, der skal kropsvisitere mig, for i min religion må jeg ikke stå nøgen (…) Det er ligesom at krænke min religion (…) hvis der komme en og siger, at man skal gøre det, som man tror på, at man ikke må gøre (…) og man er indespærret, så vil man selvfølgelig også føle sig krænket og utilpas og ikke respekteret (…) De kunne godt lade mig beholde mine underbukser på eller hente nye underbukser, og så kunne de vende sig om, og så kunne jeg tage de nye underbukser på”.

En anden ung, som i forbindelse med kropsvisitation har fået lov til at skifte tøj bag en dør, fortæller:

”Jeg er blevet kropsvisiteret mange gange af politiet, hvor de også beder dig om at være helt nøgen. Her er det lidt mildere (…)  for du står bag døren og gør det, mens de står herinde. Så det er ikke, fordi de kigger på dig nøgen. Du tager bare tøjet af og giver det til dem, og så tjekker de tøjet, og så smider du underbukserne, og de giver det andet tøj”

Måden, kropsvisitationen blev foretaget på, gjorde, at den unge ikke havde en oplevelse af at være til skue for personalet, og det havde en positiv betydning for oplevelsen af situationen.

De fysiske rammer har betydning for behovet for døralarmer

Et andet værktøj, som er en del af reformen af indsatsen mod ungdomskriminalitet, er døralarmer. Med reformen blev det lovpligtigt for de sikrede døgninstitutioner at installere døralarmer ved de anbragte børn og unges værelsesdøre.

Døralarmerne skal bruges, når det er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Der er forskel på, hvor meget institutionerne bruger døralarmer. Nogle institutioner bruger slet ikke døralarmer. De fleste bruger dem i et vist omfang, nogle mere end andre.

Det kan være i situationer, hvor en medarbejder er alene på afdelingen og kortvarigt har et ærinde, så vedkommende ikke kan holde øje med værelsesdørene – samtidig med at medarbejderen har en formodning om, at nogle af de unge vil opsøge hinanden. Det kan eksempelvis være, fordi de unge har haft en konflikt.

En af institutionerne bruger døralarmer ved overlap mellem dag- og aftenhold, hvis der er særlige forhold, der gør det nødvendigt. Det skyldes, at medarbejderne ikke kan se de unges værelsesdøre fra det rum, hvor de foretager vagtskifte.

De fysiske rammer på institutionen har i det hele taget indflydelse på, i hvilket omfang der er behov for at bruge døralarmer. På en af institutionerne, hvor de ansatte kan sidde i opholdsstuen og holde øje med alle værelsesdøre, er der eksempelvis ikke behov for at bruge dem:

”Vi er der jo. Vi er der jo hele tiden. Og så kan man sige, vi er i den situation, at vores to afdelinger er genialt indrettet. Forstået på den måde, at når man sidder derhenne i hjørnet (…) kan man simpelthen se, hvad der foregår over det hele. Vi har ikke brug for de der døralarmer”.

På en anden institution, hvor afdelingerne er indrettet forskelligt, varierer det fra afdeling til afdeling, hvor ofte der er behov for at sætte døralarmerne til. På institutionen er både ledere og medarbejdere glade for at have fået muligheden for at bruge døralarmer. De mener, at det er en måde at passe ekstra godt på de unge og fortæller om en episode, hvor det reddede en ungs liv:

”Vi havde en situation på en af vores afdelinger, hvor de sad og spiste frokost. På den afdeling er frokoststuen og køkkenet et stykke fra ungegangen (…) de kunne se, at der gik et bip [fra døralarmen], så var der en ungedør, der blev åbnet, så gik der et bip mere, det var én til ungedør, der blev åbnet. Så skyndte de sig ned. Da de kom ned på det ene ungeværelse, var der en ung, der næsten var nået at blive fuldstændig kvalt af en anden ung. Han måtte indlægges. Havde vi ikke haft de døralarmer i den situation, så var han død nu, og det er det, vi bruger det til: at skabe tryghed blandt de unge”. 

Nogle institutioner bruger døralarmer om natten, fordi de ikke må låse dørene

Der er også institutioner, der bruger døralarmer om natten. Det gør de eksempelvis på en institution, hvor socialtilsynet ifølge institutionen har trukket tilladelsen til at låse de unges værelsesdøre om natten tilbage. Tilsynet har begrundet det ved at henvise til de lovbestemte døralarmer.

Ræsonnementet skulle være, at døralarmerne overflødiggør behovet for at låse dørene. De unge kan altid selv låse døren indefra, så kun personalet og den unge selv har mulighed for at åbne døren, og den unge kan også bede personalet om at låse døren, hvis det giver en ekstra tryghed. Institutionen har desuden stadig mulighed for at låse den unge inde til natten, hvis man i det konkrete tilfælde vurderer, at det ikke vil være forsvarligt at lade være.   

Institutionen har ansat ekstra personale i nattetimerne, fordi der ikke længere er mulighed for at låse samtlige unge inde på deres værelser om natten. Flere ledere og medarbejdere mener, at det er problematisk, når døralarmer på den måde bliver sidestillet med aflåste døre. En repræsentant fra en anden institution, som frygter at få trukket tilladelsen til at låse dørene om natten tilbage, fortæller: 

”(…) en aflåst dør om natten sikrer, at en ung ikke bevæger sig ud og foretager sig noget. Og det er nødvendigt på en sikret afdeling, som jo er en akut afdeling, hvor den unge er der meget kort tid. Så vi er altid i en situation, hvor vi ikke kender alle de unge, og vi kender ikke hele ungedynamikken, fordi den ændrer sig hele tiden, da der er indskrivninger og udskrivninger. Vi har brug for at kunne låse dørene for at kunne passe ordentlig på dem. Vi skal jo betragte dem som vores børn (…) Når vi så ser, at et tilsyn i en anden region ikke har givet tilladelse til, at en institution kan aflåse dørene om natten, så begynder vi at bævre, fordi helt idealistisk og meget urealistisk så kunne vi jo godt både fjerne video og døralarm og mulighed for at låse værelsesdørene om natten, men så skal jeg have tre voksne, der skal sidde ude på hver ungegang, på hver afdeling. Og der skal være tre, for ellers kompromitterer vi altså sikkerheden på stedet. Med sådan en institution, som jeg har ansvaret for, så skal jeg simpelthen have så mange, der vil arbejde om natten. For det første er det meget usundt [at arbejde om natten], og for det andet så er det meget svært at rekruttere dygtig arbejdskraft til den type af funktioner”. 

Du kan læse mere om de sikrede døgninstitutioners brug af døralarmer og kropsvisitation i undersøgelsen.  Her kan du også læse, hvordan institutionerne arbejder med husordener, TV-overvågning og begrænsning af de unges brug telefoner og anden elektronisk kommunikation. Og du kan læse, hvordan de unge, medarbejdere, ledere og repræsentanter fra driftsherrerne (det vil sige regionerne og en enkelt kommune) forholder sig til værktøjerne. 

Hent undersøgelsen