Beskyttelse af børn under samvær

Af fuldmægtig Camilla Stelsberg Knudsen

Formålet med overgrebspakken fra 2013 er, at børn og unge altid skal høres og beskyttes i forbindelse med samvær, når der er mistanke om overgreb. Myndighederne skal sikre, at sager om overgreb mod børn og unge håndteres til barnets eller den unges bedste, så de ikke udsættes for omsorgssvigt.

Overgrebspakken supplerer den generelle bestemmelse om samvær med en særskilt bestemmelse i servicelovens § 71, stk. 4.

Den særlige bestemmelse skal beskytte anbragte børn og unge mod at opleve overgreb under samvær eller mod at blive konfronteret med den person, der har begået overgreb, når de har samvær.

Viden om eller formodning om overgreb

Bestemmelsen forudsætter, at der er viden om eller formodning om overgreb, begået af den person, som barnet eller den unge skal have samvær med.

Der er tale om viden om overgreb, når personen selv erkender overgreb eller er dømt for vold eller andet overgreb.

En formodning om overgreb mod barnet eller den unge kan eksempelvis være begrundet i underretninger fra personer omkring barnet, den unge, familien, en børnesamtale eller oplysninger fra politiet. Det er ikke en forudsætning, at der er rejst eller kan rejses sigtelse mod den person, som formodningen er rettet mod. Det betyder også, at der fortsat kan være formodning om overgreb, selv om en sigtelse frafaldes.

Børn eller unge, der er udsat for overgreb, fortæller ofte ikke om overgrebet, mens det står på. Kommunen skal derfor være opmærksom på, at der kan være tale om sager, hvor barnet eller den unge er anbragt på grund af overgreb, men der kan også være tale om sager, hvor det anbragte barn eller den unge først senere fortæller om overgreb.

Sådan defineres overgreb

Overgreb er først og fremmest handlinger, der er omfattet af straffelovens bestemmelser om vold og sædelighedsforbrydelser. Derudover fremgår det af lovforarbejderne til overgrebspakken, at bestemmelsen også kan bruges ved handlinger, der indeholder en dyb krænkelse af offerets personlige integritet, selvom handlingen ikke er strafbar.

Det fremgår desuden af lovforarbejderne, at bestemmelsen også omfatter situationer, hvor personen har begået overgreb på andre børn og unge end det barn, der skal være samvær med.

Fysiske overgreb

Som led i overgrebspakken udgav Socialstyrelsen i 2016 rapporten ”Vold og seksuelle overgreb på børn og unge”. I rapporten defineres vold som en handling eller trussel, der uanset formålet kan krænke en anden persons integritet, eller som skræmmer, smerter eller skader barnet eller den unge.  Volden kan både være en bevidst handling eller en handling i affekt.

I praksis lægger Ankestyrelsen vægt på, om der er tale om en handling eller hændelse, hvor forælderen eller den primære omsorgsgiver smerter eller skader barnet eller den unge og krænker dets integritet fysisk og psykisk. Volden kan komme til udtryk ved handlinger som eksempelvis at slå, sparke, ruske, bide, tage kvælertag, skolde, brænde eller forgifte barnet eller den unge.

Ankestyrelsen har behandlet en sag, hvor en forælder mod barnets viden eller ønske gav barnet vanedannende medicin, som ikke var godkendt af læge, og som på sigt kunne have påvirket barnets udvikling og sundhed. Forælderen erkendte forholdet. Vi vurderede, at der var tale om overgreb, og afgørelsen blev efterfølgende stadfæstet af byretten.

Psykiske overgreb

En krænkelse af barnet eller den unges personlige integritet kan blandt andet omfatte social kontrol, hvor barnet eller den unge fx er udsat for overvågning af sin færden, telefon eller computer. Det kan også være tilfælde, hvor barnet eller den unge bliver udsat for et stort psykisk pres. Det kan være, hvis barnet eller den unge overværer overgreb mod andre. Den oplevelse kan påvirke barnet eller den unge i så betydelig grad, at det fører til en mistrivsel, som er ødelæggende for eller forhindrer udviklingen af et positivt selvbillede hos barnet eller den unge.

Der har i sager efter servicelovens § 71, stk. 4 om overgreb primært været fokus på børn og unge, der bliver udsat for fysisk vold eller seksuelle krænkelser, mens der har været mindre opmærksomhed på børn og unge, der bliver udsat for psykisk vold, eller som overværer vold i hjemmet. I april 2019 vedtog Folketinget en ny bestemmelse i straffelovens § 243, der kriminaliserer psykisk vold i nære relationer. Bestemmelsen handler om psykisk vold, der bliver begået mod såvel børn som voksne.

Ved vedtagelsen forventede Justitsministeriet, at der kun ville blive rejst få straffesager om året, som udelukkende handler om psykisk vold. Det skyldes, at det er svært at løfte bevisbyrden. Den strafferetlige bestemmelse kan dog få indflydelse på, hvordan andre myndigheder håndterer sager med påstande om psykisk vold.

I børnesager skal kommunen derfor også være opmærksom på, om der er viden eller formodning om, at et barn eller en ung har været udsat for psykisk vold, eller om der er fastsættes samvær med en person, der har udøvet psykisk vold mod et barn eller en ung. Hvis dette er tilfældet, er det vigtigt, at kommunen konkret beskriver karakteren af den psykiske vold i indstillingen til børn og uge-udvalget og ikke blot benytter ordet ”overgreb”.

Socialstyrelsen har i rapporten ”psykisk vold mod børn og unge i hjemmet” fra 2020 beskrevet, at ”psykisk vold i nære relationer er et gentagent mønster af handlinger og hændelser, hvor forælderen eller den primære omsorgsgiver formidler til barnet eller den unge, at det eksempelvis er værdiløst, mislykket, utilstrækkeligt, uelsket eller uønsket. Psykisk vold kan komme til udtryk gennem verbale og ikke-verbale handlinger, der afviser og nedgør barnet."

Personkredsen

I udgangspunktet er personen, der har udøvet overgrebet, omfattet af bestemmelsens personkreds.

I en familie kan der være en anden forælder i hjemmet, som ikke har udøvet overgrebet, men som fx ikke har formået at skærme barnet fra overgrebet. Som omtalt i artiklens indledning er det bestemmelsens formål at beskytte de anbragte børn og unge mod at blive konfronteret med den person, der har begået overgrebet, men det bør altid vurderes, om den anden forælder har støttet op om gennemførelsen af overgrebet eller på en anden måde været en del af overgrebet.

Hvis bestemmelsen ikke kan anvendes over for den anden forælder, kan der dog muligvis være grund til at indstille til børn og unge-udvalget, at samværet skal overvåges eller helt afbrydes af hensyn til barnet eller den unges sundhed og udvikling efter serviceloven § 71, stk. 3.

Ved overgreb på særligt helt små børn/spædbørn kan der i praksis være tvivl om, hvem af forældrene, der har udøvet overgrebet. I så fald må formodningen rettes mod begge forældre, og derfor skal kommunen indstille overvåget eller afbrudt samvær i forhold til begge forældre.

Kommunens indstilling til børn og unge-udvalget

Hvis kommunen har en formodning eller viden om, at barnet eller den unge har været udsat for overgreb, skal kommunen udarbejde en selvstændig indstilling til børn og unge-udvalget om afbrudt samvær og kontakt eller om overvåget samvær efter servicelovens § 71, stk. 4, for en bestemt periode.

Kommunen skal altid forelægge sagen for børn og unge-udvalget, hvis der er er viden eller formodning om, at den person, som barnet eller den unge skal have samvær med, har begået overgreb mod et barn eller en ung. Det gælder også, selvom der er tale om et forhold, der ligger langt tilbage i tid. Kommunen skal også forelægge sagen for børn og unge-udvalget, selvom den mener, at der foreligger særlige forhold, der taler imod.

Særlige forhold

Det er alene børn og unge-udvalget, der kan vurdere, om særlige forhold gør, at samværet eller kontakten ikke skal være afbrudt, eller samværet ikke skal være overvåget. Kommunen kan i indstillingen beskrive, hvorfor de mener, at der foreligger særlige omstændigheder.

Det er således alene børn og unge-udvalget, der har mulighed for undtagelsesvist og efter en konkret vurdering at bestemme, at der foreligger særlige forhold. Her er det en forudsætning, at det skønnes bedst for barnet eller den unge, at der er samvær uden overvågning.

Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis overgrebet var rettet mod andre end barnet eller den unge og var af en karakter, der ikke giver anledning til en formodning om, at samværspersonen vil begå overgreb mod barnet eller den unge.

Det kan også være tilfældet, hvis overgrebet er begået tilbage i tiden, og samværspersonen har været i behandling og ikke sidenhen har haft en adfærd, der giver anledning til bekymring.

Vi har i Nyt fra Ankestyrelsen nr. 7, december 2020 omtalt Vestre Landsrets dom af 7. september 2020, som fastslår, at børn og unge-udvalget ikke kan træffe en mere indgribende afgørelse end den afgørelse, der er indstillet af kommunen.

I dommen anfører landsretten, at der hverken efter formålet med bestemmelsen eller i forarbejderne er holdepunkter for at fastslå, at børn og unge-udvalget kan træffe en mere indgribende afgørelse for barnet eller forældrene eller netværket end den afgørelse, der er indstillet af kommunen.

Det betyder, at børn og unge-udvalget kun kan træffe en afgørelse, der er i overensstemmelse med kommunens indstilling eller beslutte ikke at følge indstillingen.

Udvalget kan eksempelsvis ikke træffe afgørelse om afbrudt samvær, hvis der alene er indstillet til overvåget samvær, da det ikke fremgår af indstillingen, og da det vil være en mere indgribende afgørelse. Læs mere om dette i Ankestyrelsens principmeddelelse 4-21