Artikel: Hvornår skal børn og unge-udvalget tage stilling til ændring af anbringelsessted?

Nogle gange er det nødvendigt, at et barn eller en ung, som er anbragt uden for hjemmet, skifter anbringelsessted. Her har det betydning, om årsagen til skiftet er en udefra kommende begivenhed i forhold til anbringelsesstedet, eller om ændringen sker på grund af barnets eller den unges forhold.

Af ankechef Hannah Brandt

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nummer 5, 2017. Bemærk, at vi ikke opdaterer indholdet efter september 2017.

Hvis indehaveren af forældremyndigheden og den unge over 12 år ikke vil give samtykke til et nyt anbringelsessted, skal kommunen lave en indstilling til børn og unge-udvalget.  Det gælder dog ikke, hvis ændringen af anbringelsessted skyldes en udefrakommende begivenhed.

Ankestyrelsen oplever, at kommunerne kan være i tvivl om, hvornår en begivenhed er udefrakommende.

Ændring af opholdssted kan være nødvendig

Der kan være mange grunde til at et barn eller en ung må skifte anbringelsessted.  Nogle gange har barnet eller den unge udviklet sig på en måde, så anbringelsesstedet ikke længere kan matche behovet. Andre gange gør forhold ved selve anbringelsesstedet, at stedet mister sin tilladelse. I plejefamilier kan forholdene for eksempel ændres, hvis plejeforældrene går fra hinanden, eller hvis alvorlig sygdom gør, at familien ikke længere kan magte opgaven.

Med og uden samtykke

Kommunen kan administrativt vælge et nyt anbringelsessted, hvis indehaveren af forældremyndigheden og den unge over 12 år giver samtykke. Det sker efter servicelovens § 68b, og afgørelsen kan ankes til Ankestyrelsen.

Hvis indehaveren af forældremyndigheden og den unge over 12 år ikke vil give samtykke, skal kommunen lave en indstilling til børn og unge-udvalget.  I servicelovens § 69, stk. 4, findes en række krav til indstillingen.

Børn og unge-udvalget tager stilling til, om der skal ske en ændring, men beslutter ikke, hvor det nye anbringelsessted skal være. Børn og unge-udvalgets afgørelse kan ankes til Ankestyrelsen på samme måde som afgørelser om tvangsanbringelse.

Kommunen afgør derefter administrativt, hvor det nye anbringelsessted skal være. Den afgørelse kan ankes til Ankestyrelsen. Klagen har opsættende virkning, medmindre kommunen finder, at der er helt særlige grunde til, at skiftet skal ske med det samme.  

Læs mere i retssikkerhedslovens § 72, stk. 2 og principafgørelse 03-16.

Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Principafgørelse 03-16

Undtagelse fra reglen om samtykke

Ankestyrelsen har i en ældre principmeddelelse, slået fast, at hvis behovet for ændring af anbringelsessted udelukkende skyldes en ”udefra kommende begivenhed”, kan kommunen afgøre det nye anbringelsessted administrativt, også selvom forældremyndighedsindehaveren og den unge over 12 år ikke er enige. Den meddelelse gælder stadig.

Kommunen skal have mulighed for at handle relevant og hurtigt, hvis barnet eller den unge ikke kan blive på anbringelsesstedet. Vel at mærke, hvis det er på grund af forhold, der ikke har noget med barnet eller den unge selv at gøre.

Se også servicelovens vejledning om særlig støtte til børn og unge pkt. 581

Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier

Det vil altid være en konkret vurdering i den enkelte situation.

Se også Ankestyrelsens principafgørelse C-27-03

Eksempler på en udefrakommende begivenhed

Hvis de forhold, der gør en ændring nødvendig, ikke har noget at gøre med barnet eller den unge selv, er det en udefra kommende begivenhed.  Eksempler på det kan være:

 

  • Et opholdssted mister sin godkendelse på grund af rod i økonomien, kritisable personaleforhold, mangelfulde fysiske rammer eller lignende.
  • En plejefamilie mister sin godkendelse på grund af kritisable eller problematiske forhold hos en eller flere plejeforældre.
  • Et opholdssted eller en plejefamilies hjem brænder ned eller bliver på anden måde ubeboeligt.
  • En plejefamilie opsiger sin kontrakt, fordi de har fået andet arbejde, ønsker at påbegynde uddannelse, ønsker at gå på pension/efterløn eller lignende.
  • En plejefamilie opsiger sin kontrakt, efter at kommunen har sat vederlaget ned, fordi plejebarnet er blevet større. De føler, at deres indsats ikke bliver anerkendt, og de synes ikke at opgaven er blevet lettere. De er begge hjemmegående med tre andre plejebørn. De ændrer intet i familiens hverdag, hvilket tyder på, at ændringen ikke har noget at gøre med barnet eller den unge selv.
  • En plejefamilie eller en kommune opsiger sin kontrakt på grund af vedvarende uoverensstemmelser med den anden part om forhold, der ikke vedrører plejebarnet.

Når der er tale om en udefra kommende begivenhed, skal kommunen afgøre, hvor det nye anbringelsessted skal være.

Eksempler, der ikke er en udefra kommende begivenhed

Det er ikke en udefra kommende begivenhed, hvis de forhold, der gør en ændring nødvendig, har noget at gøre med barnet eller den unge selv.  Eksempler på det kan være: 

  • En plejefamilie opsiger sin kontrakt, fordi plejebarnet har udviklet sig negativt i en sådan grad, at de ikke længere kan overskue opgaven. De oplever, at de ikke får den nødvendige støtte fra kommunen.
  • En plejefamilie opsiger sin kontrakt, efter at kommunen har sat deres plejevederlag ned. De oplever, at deres økonomi ikke længere hænger sammen med plejemor som hjemmegående. Plejebarnet kan - efter deres opfattelse -ikke tåle at være i SFO, mens plejemor har deltidsarbejde uden for hjemmet.
  • Kommunen opsiger kontrakten på grund af vedvarende uoverensstemmelser om barnets forhold. Kommunen mener, at samarbejdsklimaet er blevet så dårligt, at samarbejdet må ophøre.
  • Et barn er ved at blive for gammelt og har fået andre behov i forhold til den målgruppe, som et opholdssted har godkendelse til.

Når der ikke er tale om en udefra kommende begivenhed, skal sagen behandles i børn og unge-udvalget.

Administrativ afgørelse er en undtagelse

Eksemplerne er ikke udtømmende. Der kan være mange forskellige situationer, man som sagsbehandler skal forholde sig til.

Det afgørende er, om de forhold, der gør en ændring nødvendig, har noget at gøre med barnet eller den unge selv.

Muligheden for administrativt at afgøre sagen om nyt anbringelsessted uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge over 12 år er en undtagelse fra reglen om, at spørgsmålet om ændring skal forelægges for børn og unge-udvalget.

Behandlingen i børn og unge-udvalget og den efterfølgende mødebehandling i Ankestyrelsen er ment som en retssikkerhedsgaranti for forældrene og den unge.

Hvis der er tvivl, om der er tale om en ”udefra kommende begivenhed”, bør man derfor forelægge sagen for børn og unge-udvalget.

Udvalget skal kvalificere det videre forløb

Hvis kommunen har lavet en indstilling til børn og unge-udvalget om ændring af anbringelsesstedet efter servicelovens § 69, stk. 3, kan udvalget ikke afvise at behandle sagen. Heller ikke med den begrundelse, at det ikke er muligt for barnet eller den unge at blive på sit nuværende anbringelsessted.

Udvalgets opgave er at være med til at kvalificere det videre forløb og tage stilling til, hvordan barnets eller den unges behov for støtte bedst imødekommes i den opståede situation. Børn og unge-udvalget skal herunder tage stilling til, hvad det nye anbringelsessted skal kunne for at være bedst egnet til at opfylde behovet for støtte.

Alle oplysninger skal være i sagen

Det skal altid fremgå tydeligt af sagens oplysninger, hvilke overvejelser man har gjort sig, og hvordan man er kommet frem til en beslutning.

Det er også vigtigt at skrive ned, hvad forældre, plejefamilien eller opholdsstedet og plejebarnet selv oplyser til sagen.

Nogle gange kan plejeforældre eksempelvis beskrive et spørgsmål om nedsættelse af vederlag som, at det udelukkende har med barnets behov og trivsel at gøre. Hvis kommunen ikke er enig, skal det fremgå tydeligt af sagen, hvordan kommunen vurderer situationen og hvilke oplysninger, den bygger vurderingen på.

 

Sidst opdateret 05.07.2018