Løsarbejderens ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren

Af specialkonsulent Niclas Friis Hay

I vores artikel, Oplysningsgrundlaget for løsarbejdere i sygedagpengeloven, fra april 2020, er oplysningsgrundlaget for løsarbejdere behandlet, ligesom begrebet ”løsarbejder” er nærmere defineret. Det særlige ved en løsarbejder er, at denne lønmodtager alene er ansat fra gang til gang i modsætning til en lønmodtager i en løbende ansættelse.

Løsarbejdere har derfor svært ved at opfylde det ”almindelige” beskæftigelseskrav efter sygedagpengelovens § 30, stk. 2. Det skyldes, at løsarbejderen på sin første fraværsdag sjældent har været ansat uafbrudt i de seneste otte uger før sygefraværet. Det vil i så fald kræve, at løsarbejderen har haft vagt hver arbejdsdag i perioden.

Det særlige beskæftigelseskrav i forhold til arbejdsgiveren

Der er et særligt beskæftigelseskrav i sygedagpengelovens § 30, stk. 4, der retter sig primært mod løsarbejdere. Bestemmelsen gælder efter sin ordlyd for alle lønmodtagere, der tidligere har været ansat hos arbejdsgiveren.

Efter bestemmelsen i § 30, stk. 4, gælder betingelsen om uafbrudt beskæftigelse ikke.

Det er fortsat en betingelse, at lønmodtageren opfylder timekravet i de seneste otte uger før sygefraværet. Det er derudover en betingelse, at lønmodtageren er i arbejde hos arbejdsgiveren på den dag, hvor sygdommen indtræder, eller at lønmodtageren var på arbejde sidste arbejdsdag før første fraværsdag og skulle have været på arbejde den dag, hvor sygefraværet begynder.

Det er endelig en betingelse, at lønmodtageren tidligere har været beskæftiget hos arbejdsgiveren.

Ansat præcis på dagen, der lå otte uger før første fraværsdag?

Ankestyrelsen har modtaget flere henvendelser om fortolkningen af bestemmelsen i sygedagpengelovens § 30, stk. 4.

Henvendelserne viser, at nogle kommuner forstår bestemmelsen sådan, at der er en ekstra betingelse, der skal opfyldes, før arbejdsgiveren er forpligtet til at udbetale sygedagpenge. Denne betingelse består i, at lønmodtageren skal være beskæftiget hos arbejdsgiveren præcis på dagen, der lå otte uger før første fraværsdag.

Denne fortolkning betyder, at hvis en løsarbejder melder sig syg fra den 26. september, så skulle løsarbejderen også have haft en vagt den 1. august for at opfylde beskæftigelseskravet.

Ankestyrelsen er uenig i denne fortolkning af bestemmelsen. Der gælder ikke en betingelse om, at lønmodtageren har haft en vagt hos arbejdsgiveren præcis på dagen, der lå otte uger før første fraværsdag.  Der er hverken i loven eller forarbejderne holdepunkter for sådan en fortolkning. Det fremgår derimod direkte af loven, at der ikke er et krav om uafbrudt beskæftigelse.

Ankestyrelsens praksis er beskrevet i principmeddelelse 18-20. I principmeddelelsen er der ikke beskrevet en betingelse om, at lønmodtageren skal have være beskæftiget hos arbejdsgiveren præcis på dagen, der lå otte uger før første fraværsdag.

Ankestyrelsen har imidlertid endnu ikke haft lejlighed til at tage principiel stilling til, hvorvidt den tidligere beskæftigelse tidsmæssigt skal være placeret inden for de seneste otte uger før sygefraværet.

Forskelsbehandling i strid med lighedsgrundsætningen?

Henvendelserne viser også, at nogle kommuner mener, at vores praksis udgør en forskelsbehandling alt efter, om arbejdsgiveren beskæftiger en løsarbejder eller en lønmodtager i en løbende ansættelse. Som eksempel kan en arbejdsgiver ”hurtigere” blive forpligtet til at udbetale sygedagpenge til en løsarbejder frem for en lønmodtager i en løbende beskæftigelse. Her er opfattelsen, at denne påståede forskelsbehandling er i strid med lighedsgrundsætningen.  

Vi er uenige i, at der sker en forskelsbehandling i strid med lighedsgrundsætningen.

Først og fremmest gælder reglen i sygedagpengelovens § 30, stk. 4, for alle lønmodtagere, dvs. også dem i en løbende beskæftigelse.

Det er desuden ikke forskelsbehandling i strid med lighedsgrundsætningen, når forskellige situationer behandles ulige. Lighedsgrundsætningen medfører, at ens situationer, skal behandles lige.

Der er en væsentlig forskel i den tilknytning lønmodtageren har til sin arbejdsgiver alt efter, om den pågældende er i en løbende ansættelse eller ansat fra gang til gang som løsarbejder.

En løbende ansættelse afbrydes som udgangspunkt ikke ved fravær fra arbejdsgiveren, eksempelvis i tilfælde af ferie. Modsat er tilknytningen til arbejdsgiveren afbrudt hver gang, at løsarbejderen ikke har en vagt, hvilket vil være tilfældet, hvis løsarbejderen afholder ferie.  

En ansættelse som løsarbejder vil desuden også som udgangspunkt indebære, at arbejdsgiveren ikke er forpligtet til at tilbyde vagter, ligesom løsarbejderen ikke har pligt til at påtage sig tilbudte vagter.

Kravet om, at løsarbejderen er i arbejde hos arbejdsgiveren på den dag, hvor sygdommen indtræder eller var på arbejde sidste arbejdsdag før første fraværsdag og skulle have arbejdet på den dag, hvor sygefraværet begynder, kan derfor være vanskeligt at opfylde.

Der er derfor ikke tale om forskelsbehandling af ens situationer, men en retsstilling, der er afhængig af den type ansættelse, som arbejdsgiveren og lønmodtageren har indgået. Selvom en arbejdsgiver ”hurtigere” kan blive forpligtet til at udbetale sygedagpenge til en løsarbejder, er der flere betingelser, der skal opfyldes før, at løsarbejderen får ret til sygedagpenge fra den pågældende arbejdsgiver.

Kommunerne skal administrere ens

Det er vigtigt, at kommunerne administrerer reglerne ens. Selvom der som udgangspunkt er tale om en arbejdsgivers forpligtelse til at udbetale sygedagpenge, så kan kommunen have pligt til at udbetale forskud på sygedagpenge. Det gælder, hvis arbejdsgiveren helt eller delvist undlader at udbetale sygedagpenge, og kommunen vurderer, at det er uberettiget, jf. sygedagpengelovens § 72, stk. 1.

Sygedagpengelovens regler kan ikke fraviges til skade for lønmodtageren. Der er omvendt ikke et forbud mod at stille den enkelte lønmodtagere bedre, end hvad loven kræver. En arbejdsgiver kan derfor godt udbetale løn under sygdom i stedet for sygedagpenge, jf. sygedagpengelovens § 30, stk. 1.