Artikel: Gensidig forsørgelsespligt – afgørelsen skal meddeles begge parter
Af Anne-Grete Poulsen og Lise Rasmussen
Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nr. 5, oktober 2015.
To nye principafgørelser fra Ankestyrelsen om gensidig forsørgelsespligt handler om:
- hvorvidt lovgiver har tiltænkt en bestemt rækkefølge i sagsoplysningen, og hvilken retsvirkning det har, hvis denne rækkefølge ikke er overholdt, samt at manglende partshøring ikke altid medfører ugyldighed
- hvilken retsvirkning det har, hvis en afgørelse om gensidig forsørgelsespligt ikke er meddelt begge parter.
Begge spørgsmål har medført mange henvendelser fra borgere og kommuner.
Principafgørelserne supplerer en tidligere principafgørelse om gensidig forsørgelsespligt fra august 2014 (49-14).
Rækkefølgen i sagsoplysning og partshøring
Ved indførelsen af reglerne om gensidig forsørgelsespligt for samlevende er der tiltænkt en rækkefølge i kommunens oplysning af sagen. Det fastslår principafgørelse 36-15.
Kommunen skal først undersøge, om begge borgere
- er fyldt 25 år og ugifte
- om de har fælles bopæl og ikke er slægtninge i ret op- eller nedstigende linje eller søskende.
Disse grundbetingelser skal altid være opfyldt.
Det er herudover en betingelse, at parterne enten opfylder én af de øvrige objektive betingelser for samliv, eller at kommunen vurderer, at parterne har et samliv af ægteskabslignende karakter.
Hvis grundbetingelserne er opfyldt, bør kommunen først undersøge, om én af de øvrige objektive betingelser for samliv er opfyldt. Det vil sige:
- om de har et fælles barn
- er eller har været noteret som samlevende i ATP
- tidligere har været gift med hinanden.
Dette bør undersøges, inden kommunen vurderer, om der er tale om et samliv af ægteskabslignende karakter.
Kommunen kan finde oplysningerne via cpr-registeret eller ved at kontakte ATP.
Ankestyrelsen gav kommunen ret
I den konkrete sag havde kommunen ikke undersøgt de øvrige objektive betingelser, herunder om parterne var eller havde været registreret som samlevende i ATP.
Ankestyrelsen gav kommunen ret i, at parterne kunne anses for samlevende, fordi de begge var fyldt 25 år, begge var ugifte, havde fælles bopæl og ikke var slægtninge i ret- op eller nedstigende linje eller søskende. Ankestyrelsen lagde vægt på, at begge parter havde underskrevet erklæring om, at de var samlevende. De kunne derfor anses for at have et samliv af ægteskabslignende karakter.
En afgørelse er ikke i sig selv ugyldig, selvom kommunen ikke har undersøgt alle objektive betingelser
Principafgørelsen fastslår, at hvis kommunens afgørelse om samliv er rigtig, vil det i sig selv ikke medføre ugyldighed, at kommunen ikke har undersøgt, om parterne opfylder de øvrige objektive betingelser om samliv.
Dette er en ændring i forhold til Ankestyrelsens hidtidige administrative praksis, der byggede på en anden fortolkning af loven og dens forarbejder. Denne fortolkning var ikke åbenbart forkert, men ændringen betyder, at Ankestyrelsen ændrer sin praksis fremadrettet i denne type af sager.
Det skal vurderes, om en manglende partshøring har væsentlig betydning for afgørelsen
Principafgørelsen præciserer også, at det konkret skal vurderes i hver enkelt sag, om manglende partshøring har været af væsentlig betydning for afgørelsen i sagen. Hvis dette ikke er tilfældet, medfører manglende partshøring normalt ikke, at afgørelsen er ugyldig
En afgørelse skal meddeles begge parter, ellers har den en væsentlig retlig mangel
I principafgørelse 37-15 fastslog Ankestyrelsen, at en afgørelse om at anse to personer for samlevende skal meddeles begge parter.
Både modtager af hjælp og sambo er part i sagen, og kommunens afgørelse har retsvirkning over for begge parter. Derfor skal kommunen meddele afgørelsen individuelt til begge parter. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at parten får underretning om afgørelsen på anden måde, for eksempel via sin sambo.
Afgørelsen bør meddeles skriftligt. Hvis der foreligger dokumentation for, at afgørelsen er meddelt parterne mundtligt af kommunen, vil en mundtlig afgørelse også kunne være tilstrækkelig.
I principafgørelsen fastslog Ankestyrelsen, at afgørelsen ikke har virkning, før den er meddelt begge parter.
Det er en grundlæggende regel, at en afgørelse skal meddeles parterne, for at den kan få de tilsigtede retsvirkninger.
Hvis afgørelsen ikke er meddelt begge parter, er der tale om en væsentlig retlig mangel, og retsvirkningen af den manglende meddelelse er ugyldighed.
Ansøger skulle stilles, som om kommunen ikke havde truffet afgørelsen
I den ene af principafgørelsens to sager havde kommunen truffet afgørelse om, at borger var samlevende. Begge var fyldt 25 år og ugifte, og de havde fælles bopæl og var ikke slægtninge i ret op- eller nedstigende linje og ikke søskende. De opfyldte derfor grundbetingelserne for at være samlevende og havde endvidere fælles børn.
Kommunen havde ikke meddelt en afgørelse til samlever. Hun var ikke partshørt forud for afgørelsen, og der var ingen oplysninger om, at kommunen havde inddraget hende ved behandlingen af sagen. Hun havde i øvrigt ikke klaget, og det fremgik ikke af sagen, at hun havde kendskab til afgørelsen.
Ankestyrelsen ophævede kommunens afgørelse, fordi kommunens afgørelse om samliv ikke har virkning, før den er meddelt til begge parter. Det betød, at afgørelsen ikke kunne håndhæves, og at der ikke kunne beregnes kontanthjælp med gensidig forsørgelsespligt for samlevende, før både ansøger og samlever havde fået afgørelsen meddelt. Ansøger skulle derfor stilles, som om kommunen ikke havde truffet afgørelsen.
Kommunens afgørelse om samliv havde ikke virkning, før den var meddelt til parterne
I den anden sag havde kommunen også truffet afgørelse om, at borger var samlevende. Parterne opfyldte grundbetingelserne for at være samlevende, og de havde fælles barn.
Borger modtog i december 2013 en afgørelse fra kommunen om ændring af ydelse til uddannelseshjælp pr. 1. januar 2014, hvori hun også blev orienteret generelt om den gensidige forsørgelsespligt.
Hun klagede over denne afgørelse og skrev, at gensidig forsørgelsespligt overfor samlevende kontanthjælpsmodtagere er menneskerets- og grundlovsstridigt.
Kommunen partshørte begge parter den 10. januar 2014 over, at kommunen påtænkte at træffe afgørelse om samliv. Kommunen meddelte dog først afgørelsen til parterne den 3. juni 2014. Kommunen havde siden januar 2014 beregnet borgers hjælp på baggrund af samleverens indtægter.
Ankestyrelsen ændrede kommunens afgørelse, fordi kommunens afgørelse om samliv ikke havde virkning, før den var meddelt til parterne. I denne sag skete det først ved brev af 3. juni 2014.
Det betød, at borger havde ret til fuld hjælp i perioden fra den 1. januar 2014 til den 31. maj 2014, hvis hun i øvrigt opfyldte betingelserne for hjælp efter aktivloven.
Nye regler fra januar 2016
Ved kontanthjælpsreformen i januar 2014 blev der indført regler om gensidig forsørgelsespligt mellem samlevende. Reglerne bliver ophævet med virkning fra den 1. januar 2016, men kommunerne skal i 2015 fortsat træffe afgørelser om samliv og gensidig forsørgelsespligt.
Principafgørelserne beskrevet i denne artikel er fra juli 2015 og er et supplement til principafgørelse 49-14, som blev offentliggjort i august 2014.