Artikel: Kontanthjælp og opholdskommune

Af chefkonsulent Kristine Drisdal Hansen

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet, Nyt fra Ankestyrelsen nr. 2, april 2016.

Artiklen beskriver, hvordan kommunen skal forholde sig i situationer, hvor

• kommunen vurderer, at borgeren ikke længere opholder sig i kommunen og
• når borgeren er flyttet uden at fortælle det til kommunen.

Artiklen slutter med at fastslå, at en kommune ikke kan kræve tilbagebetaling af kontanthjælp, hvis den eneste grund er, at en anden kommune skulle have udbetalt hjælpen.

Kommunen vurderer, at borgeren ikke længere bor i kommunen

En borger har først skiftet opholdskommune, hvis borgeren har opgivet sin tilknytning til kommunen. Det betyder, at borgeren ikke længere har bopæl eller sædvanligvis opholder sig i kommunen.

Der kan være tilfælde, hvor to eller flere kommuner er uenige om, hvilken kommune der er opholdskommune. Indtil spørgsmålet er afklaret, må den kommune, som personen har eller senest har haft folkeregisteradresse i, fungere som opholdskommune. Det er udgangspunktet i retssikkerhedsloven.

Det betyder, at en kommune ikke kan standse udbetalingen af kontanthjælp med henvisning til, at borgeren ikke længere har ophold i kommunen. Kommunen skal først sikre sig, at borgeren har en ny opholdskommune. Den hidtidige kommune har således pligt til at fortsætte med at udbetale kontanthjælp. Det skal kommunen, indtil den har konstateret, at en ny opholdskommune overtager forpligtelsen.

Ankestyrelsen har i principafgørelse R-6-05 fastslået, at det er opholdskommunen på udbetalingstidspunktet, der har pligt til at udbetale kontanthjælp.

Når det er usikkert, om en borger bor i kommunen, må kommunen altså sikre, at der er enighed mellem kommunerne om, hvor borgeren hører til, inden kommunen stopper hjælpen.

Det kan kommunen eventuelt gøre ved at prøve borgers fortsatte rådighed og mulighed for dagligt at møde i kommunen. Borgeren kan for eksempel få et tilbud, som han eller hun skal møde i.

Eksempler: Har borgeren en ny opholdskommune?

Eksempel 1: Borgeren har før haft folkeregisteradresse i A Kommune, men er nu registreret uden fast bopæl i A Kommune. Borgeren har en postadresse i A Kommune.

Borger underskriver ikke de opholdserklæringer, som kommunen sender. Borgerens begrundelse er, at den, hun bor hos, ikke ønsker det offentliggjort.

Lejeren af det lejemål, hvor borgeren har postadresse, har oplyst kommunen, at borgeren bidrager til husholdningen med 1.000 kroner om måneden. Borger har hævet og brugt penge i både A og B kommune.

Der er i sagen ikke tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, at borgeren har skiftet opholdskommune.

Eksempel 2: Borgeren har haft folkeregisteradresse i A Kommune, men er nu registreret uden fast bopæl i A Kommune.

Borgeren har udfyldt opholdserklæringer om at have haft ophold på fire forskellige adresser i A Kommune. Borgeren oplyser også at have haft ophold/overnattet på adresser i kommunen afhængigt af, hvem der har ladet borgeren overnatte. Borgerens mor, der har bopæl i A Kommune, har fortalt kommunen, at sønnen ikke opholder sig hos hende.

Borgeren har primært hævet og brugt penge i tre andre kommuner end A Kommune, senest i B Kommune. Borgeren har ved flere lejligheder ikke hentet sin post på posthuset i A Kommune.

A Kommune har oplysninger om vandforbruget på borgerens kærestes adresse i B Kommune, hvor hun bor med sine to børn. Vandforbruget svarer til et gennemsnitsforbrug for fire personer.

Der er i sagen ikke tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om borger har skiftet opholdskommune.

Borgeren er flyttet uden at give besked til kommunen

Opholdskommunen skal udbetale kontanthjælp til en borger, der opfylder betingelserne. Efter retssikkerhedsloven er det nemlig opholdskommunen, der er handlekommune.

Når en borger flytter fra kommunen og dermed får ny opholdskommune, ophører kommunens pligt til at udbetale kontanthjælp. Når kommunen finder ud af, at en borger er flyttet uden at give besked om det, kan fraflytningskommunen derfor stoppe kontanthjælpen. Det kan også ske, selvom borgeren ikke har meldt flytning. Der må dog ikke være tvivl om, at borgeren har skiftet opholdskommune.

Eksempel – borgeren er flyttet

Borgeren har folkeregisteradresse i A Kommune, men kommunen har fået oplysninger fra udlejeren om, at borgeren er flyttet.

Borgeren har oplyst, at han har opholdt sig jævnligt på flere adresser i A Kommune. Borgeren fortæller også, at han i en periode har opholdt sig mest hos en veninde i B Kommune og herefter mest hos en ven i B Kommune. Borgeren har primært brugt og hævet penge i B Kommune.

Kommunen kan derfor afgøre, at borgeren ikke længere kan modtage kontanthjælp fra A Kommune. Der er i sagen ikke oplyst om uenighed mellem kommunerne. Derfor er A kommune heller ikke af denne grund forpligtet til at fortsætte som opholdskommune.

Tilbagebetaling, når kontanthjælpen er udbetalt af en ”forkert” kommune

Når der ikke (længere) er tvivl om, at borgeren har skiftet opholdskommune, opstår spørgsmålet, om fraflytningskommunen kan kræve kontanthjælp tilbage. Det ville så dreje sig om tiden fra fraflytningen, til kommunen standser udbetalingen af kontanthjælp.

Det er en betingelse for at kræve tilbagebetaling, at ydelsen er modtaget uberettiget. Det er også en betingelse, når tilbagebetalingskravet skyldes, at borger har tilsidesat sin oplysningspligt – i dette tilfælde om bopælsforhold.

Aktivlovens regler om tilbagebetaling handler om tilfælde,

• hvor borgeren har modtaget ydelser, han ikke havde ret til,
• eller hvor hans behov for hjælp på den ene eller anden måde skyldes hans egne forhold.

Vurderingen af, om en borger har modtaget ydelserne uberettiget, skal altså være en vurdering af, om de materielle betingelser for at modtage ydelsen er opfyldt.

En ydelse kan ikke betragtes som uberettiget modtaget, når borgeren opfylder de materielle betingelser. Det at en anden kommune skal overtage forpligtelsen. Gør ikke i sig selv ydelsen uberettiget.

Ydelsen kan heller ikke betragtes som uberettiget efter retssikkerhedslovens regler. I denne sammenhæng tager retssikkerhedsloven kun stilling til, hvilken kommune, der skal udbetale, når en borger har ret til hjælp.

Der er derfor efter Ankestyrelsens opfattelse ikke tale om, at en ydelse er modtaget uberettiget kun fordi det er en ”forkert” kommune, der har foretaget udbetalingen

I disse tilfælde kan kommunen altså ikke kræve tilbagebetaling.