Artikel: Kassekredit er ikke formue
Af chefkonsulent Kristine Drisdal Hansen og fuldmægtig Yasaman Mesri
Denne artikel er en del af nyhedsbrevet, Nyt fra Ankestyrelsen nr. 2, april 2016.
En borger kan ikke få uddannelseshjælp, kontanthjælp eller integrationsydelse, hvis han eller hun har formue, der kan dække det økonomiske behov. Det står i lov om aktiv socialpolitik (aktivloven) § 14.
Penge fra et forbrugslån er en formue, når lånet er udbetalt og sat ind på personens bankkonto. Det fremgår af Ankestyrelsens principafgørelse 125-12.
Kommunen kan dog ikke pålægge en modtager af hjælp at låne til forsørgelse. Det fremgår af Ankestyrelsens principafgørelse A-34-03.
Af den nye principafgørelse 6-16 fremgår det nu, at kommunen ikke kan bede borgeren bruge en kassekredit til forsørgelse. Det gælder, selv om borgeren kan låne uden yderligere aftale.
Ændring af administrativ praksis
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg samler praksis om kassekreditter i en ny principafgørelse.
Principafgørelsen betyder ændring for fremtiden af Ankestyrelsens administrative praksis. Det gælder tilfælde, hvor et beløb helt eller delvist bliver brugt til at indfri en kassekredit.
En kassekredit skal ikke udnyttes
At kunne trække på en kassekredit er en mulighed for at låne penge uden at skulle lave en ny aftale med banken. Hvis den mulighed bliver betragtet som formue, vil kommunen reelt pålægge borgeren at stifte ny gæld.
En trækningsret på en kassekredit kan derfor ikke sidestilles med et optaget forbrugslån. Trækningsretten kan dermed ikke anses som formue i forhold til retten til uddannelseshjælp, kontanthjælp eller integrationsydelse.
I principafgørelsen er der en sag, hvor en borgersøgte om kontanthjælp og samtidig havde en uudnyttet kassekredit med en trækningsret på 10.000 kroner. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at kommunen ikke var berettiget til at medregne kassekreditten ved opgørelsen af ansøgers formue.
Nedbringelse af gæld på kassekreditten
Hvis borgeren har brugt et beløb til at nedbringe en kassekredit, er beløbet brugt. Kommunen kan derfor ikke henvise borgeren til at leve af beløbet.
Det skyldes, at gæld på en kassekredit først bliver anset for stiftet, når der faktisk bliver hævet på kreditten. Gælden er nedbragt, hvis et beløb er sat ind på kreditten. Borgeren bliver reelt pålagt at stifte ny gæld, hvis kommunen forlanger, at borgeren skal leve af kassekreditten op til niveauet fra før, borgeren indsatte beløbet på kreditten.
Indfrielse af uforfalden gæld på en kassekredit betragtes dog som uforsvarlig økonomi. Det fremgår af Ankestyrelsens principafgørelse A-45-05. Kommunen vil derfor i disse tilfælde kunne afgøre, at borgeren skal betale den fremtidige hjælp tilbage.
Et eksempel fra principafgørelse 6-16: En borger på kontanthjælp havde fået udbetalt 35.271 kroner i overskydende skat. Beløbet blev indbetalt på borgerens kassekredit, som allerede var i minus. Kassekreditten var fortsat i minus efter indbetalingen. Dermed blev beløbet anvendt til at nedbringe gælden på kassekreditten. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at en trækningsret på en kassekredit ikke kan anses som formue. Borgeren kunne derfor ikke pålægges at hæve et beløb på kassekreditten, der svarede til den udbetalte formue. Kommunen skulle herefter tage stilling til, om nedbringelsen af kassekreditten med den overskydende skat kunne betragtes som uforsvarlig økonomi.
Kassekredit med pant i fast ejendom
Er der pant for kassekreditten i en fast ejendom, som borgeren bor i, kan kassekreditten få indflydelse på retten til uddannelseshjælp, kontanthjælp eller integrationsydelse. Det gælder, hvis der er en meget stor friværdi i boligen.
En betydelig friværdi i borgerens faste ejendom kan betragtes som formue. Det kræver dog, at borgeren vil have råd til de øgede boligudgifter, der følger af at optage et lån. Det fremgår af Ankestyrelsens principafgørelse 18-13.
Hvis der er en meget stor friværdi og en kassekredit med pant i friværdien skal kommunen lave en vurdering. Kommunen skal nemlig vurdere, om borgeren vil kunne afholde de øgede udgifter, det vil medføre, hvis borgeren skal bruge kreditten til forsørgelse.
Sagen skal være tilstrækkeligt oplyst, så kommunen kan foretage de nødvendige vurderinger, før kommunen kan afvise hjælp med henvisning til en kassekredit med pant i fast ejendom. Det betyder, at en række vilkår omkring kassekreditten skal belyses.
Kommunen skal forholde sig til vilkårene for kassekreditten. Banken kan normalt opsige en kassekredit med øjeblikkelig eller kort varsel. Derfor skal kommunen også undersøge, om kreditten kan bevares, hvis den udnyttes systematisk til forsørgelse, og uden at der samtidig bliver betalt af på den. . Kommunen kan i denne forbindelse undersøge, om kreditten kan omlægges til et lån.
Eksempel fra principafgørelse 6-16: En borger havde en andelsbolig med en uudnyttet andelskredit på 400.000 kroner. Det var uafklaret, hvor stor friværdien var.
Kommunen havde indhentet generelle retningslinjer for kreditten. Kommunen vurderede ud fra den aktuelle rentesats, at borgeren ville kunne betale renteudgifterne. Kommunen havde ved afgørelsen ikke undersøgt, om borgeren kunne udnytte andelskreditten til løbende forsørgelse, uden at banken opsagde aftalen.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg hjemviste sagen, så kommunen kunne vurdere, om der var tale om en betydelig friværdi. Kommunen skulle samtidig undersøge, om kreditten kunne bevares, hvis den blev udnyttet systematisk til forsørgelse uden løbende indbetalinger.
Tidligere principafgørelse om emnet
Principafgørelse 125-12 fastslår, at et forbrugslån sidestilles med formue, når lånet er udbetalt, og beløbet er sat ind på borgerens bankkonto. Disponible pengebeløb, der stammer fra lån, anses som formue.
Principafgørelse A-34-03 fastslår, at der ved ansøgning om kontanthjælp ikke kunne stilles krav om dokumentation for afslag på banklån. En betingelse for hjælp til forsørgelse efter aktivloven var altså ikke, at ansøger havde udtømt eventuelle lånemuligheder.
Principafgørelse A-45-05 fastslår, at det er uforsvarlig økonomi at indfri en kassekredit med en børneopsparing på et tidspunkt, hvor kassekreditten ikke var forfalden til betaling.
Principafgørelse 18-13 fastslår, at hvis borger bor i en andels- eller ejerbolig kan kommunen ikke forlange, at boligen sælges. Kun hvis der er en meget stor friværdi i ejendommen, kan kommunen henvise borgeren til at optage lån i ejendommen. Det forudsættes, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, og at borgerens forhold fremstår som afklarede.