Artikel: Fælles husførelse – hvad betyder det for hjælp til forsørgelse?
Af chefkonsulent Kristine Drisdal Hansen
Borgere, der modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse, kan have fælles husførelse med andre, der betaler en andel af de fælles udgifter. Den betaling er ikke en indtægt, der skal trækkes fra i hjælpen til forsørgelse. Det slår Ankestyrelsen fast i principafgørelse 38-18
Principafgørelsen slår også fast, at der er grund til at formode, at voksne børn og deres forældre eller andre nært beslægtede, der bor sammen i en bolig, har fælles husførelse. I hvert fald, når boligen er indrettet til én familie, og de ikke har oprettet en lejekontrakt.
Baggrunden for principafgørelsen er, at Ankestyrelsen har set flere sager, hvor hjemmeboende voksne børns bidrag til forældrene blev trukket fra som en indtægt i forældrenes hjælp til forsørgelse. Vi ser også, at hvis børnene ikke betalte hjemme, så har kommunen fastsat en fiktiv huslejeindtægt og trukket den fra i hjælpen. Ingen af delene er korrekte.
Kun reel indtægt kan trækkes fra
Når en borger vælger at bo sammen med en eller flere personer, kan det have betydning for beregningen af kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse.
Kommunen kan dog kun trække en indtægt fra i hjælpen, hvis borgeren reelt har en lejeindtægt. Kommunen kan ikke trække en fiktiv lejeindtægt fra i hjælpen til forsørgelse, selv om kommunen vurderer, at de andre personer på adressen vil være i stand til at betale husleje.
Støtte til boligudgifter og boligsikring
Hvis borgeren modtager særlig støtte til boligudgifter eller boligsikring – ud over hjælpen til forsørgelse – skal kommunen ved beregning af særlig støtte eller boligsikring imidlertid fordele boligudgifterne på beboerne. Det gælder også, selv om der er fælles husførelse. I visse tilfælde kan kommunen også fastsætte en skønsmæssig andel af boligudgiften til voksne, hjemmeboende børn, når den beregner særlig støtte til høje boligudgifter.
I en del tilfælde er det heller ikke muligt at modtage ydelser som reelt enlig, hvis borgeren har fælles husførelse med andre. Som udgangspunkt skal det ikke være muligt at få ”ekstra ydelser” ud over forsørgelseshjælpen – for eksempel højere boligsikring eller børneydelser som enlig - ved at huse personer, der ikke bidrager til udgifterne.
Udlejning til mere end en logerende giver indtægt
Hvis en borger udlejer et eller flere værelser, får borgeren en indtægt. Indtægter skal som hovedregel fradrages i hjælpen, men kun, hvis der er mere end én logerende, fordi indtægten fra én logerende er undtaget.
Hvis en borger udlejer til nærtstående, kan det godt betyde, at indtægten skal trækkes fra. Som nævnt er der grund til at formode, at nærtstående personer har fælles husførelse. Det betyder, at hvis kommunen vil trække en lejeindtægt fra en nærtstående fra i hjælpen, skal den se en lejekontrakt eller anden dokumentation for, at der er tale om et lejeforhold efter lejelovens regler. Ellers er det ikke muligt at trække en lejeindtægt fra en nærtstående fra i hjælpen.
Kommunen kan ikke bestemme, hvordan en modtager af ydelser skal indrette sin fælles husførelse med andre personer. Kommunen kan heller ikke kræve, at personer, der bor sammen med en, der modtager ydelser, skal betale husleje eller på anden måde bidrage økonomisk til den fælles husførelse.
Ikke kun nærtstående kan have fælles husførelse
I tidligere principafgørelser, for eksempel 69-17, har Ankestyrelsen taget stilling til, hvornår personer, der bor på samme adresse, har fælles husførelse. Der er således fælles husførelse, når samlevende personer har økonomiske eller praktiske fordele i hverdagen. Fordelene kan være deling af faste udgifter og udgifter til dagligt forbrug. Det kan for eksempel også være praktisk hjælp i hverdagen med opgaver som at hente, bringe og passe børn, indkøb, madlavning og rengøring.
Det er derfor ikke kun nærtstående, der kan have fælles husførelse. Alle personer kan indrette sig med fælles husførelse. Kommunen må derfor i hvert enkelt tilfælde vurdere, om fælles adresse også betyder fælles husførelse.
Det er kun, hvis der er et nært familiebånd eller samlivsforhold, at der ”automatisk” vil være grund til at formode, at der er fælles husførelse. Kommunen skal dog være opmærksom på, at der også kan være fælles husførelse i andre relationer – for eksempel en nær relation mellem venner eller i et kollektiv. I de situationer må kommunen undersøge det indbyrdes forhold.