Foreløbige afgørelser om anbringelse af nyfødte børn uden samtykke

En række betingelser skal være opfyldt, før nyfødte børn kan anbringes uden for hjemmet uden samtykke.

Af juridisk sagsbehandler Camilla Bang Lilleør

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nr. 5, 2016. Bemærk, at vi ikke opdaterer indholdet efter november 2016.   

Hvis et barn skal anbringes uden for hjemmet uden samtykke, er det kommunens børn og unge-udvalg, der skal afgøre det. Det skal ske på et ordinært møde efter indstilling fra forvaltningen.

Det er imidlertid ikke altid, at en afgørelse kan vente til børn og unge-udvalgets næste ordinære møde. Derfor kan formanden eller næstformanden for børn og unge-udvalget træffe en foreløbig afgørelse. Herefter skal afgørelsen godkendes af børn og unge-udvalget for fortsat at gælde.

Foreløbige afgørelser kan kun træffes, når barnets øjeblikkelige behov gør, at sagen skal afgøres inden et ordinært møde i børn og unge-udvalget.

Tre betingelse skal være opfyldt

Det er en meget indgribende foranstaltning. Derfor skal følgende tre betingelser være opfyldt

  1. Det formelle grundlag for afgørelsen
  2. Det materielle grundlag for afgørelsen
  3. Det akutte grundlag for afgørelsen.

Her gennemgår vi de tre betingelser og kommer med eksempler:

1. Det formelle grundlag for afgørelsen

Samtykke

Det er kun, hvis forvaltningen ikke kan få samtykke fra den, der har forældremyndigheden, at formanden eller næstformanden kan træffe en foreløbig afgørelse. Samtykket skal gives i umiddelbar tilknytning til, at barnet bliver anbragt.

Eksempel – det er ikke nok, at forældrene har givet samtykke inden fødslen
Det er klart dokumenteret, at indehaveren/indehaverne af forældremyndigheden – herefter kaldet forældrene - til et ufødt barn ikke er i stand til at tage vare på barnet. Det kan de heller ikke i en kortere periode i hjemmet frem til et ordinært møde i børn og unge-udvalget. Før fødslen har forældrene givet deres samtykke til, at barnet skal anbringes uden for hjemmet lige efter fødslen.  Da barnet er født, henter forvaltningen den nyfødte på fødegangen uden at få forældrenes samtykke til anbringelsen.

I dette eksempel er den foreløbige afgørelse ugyldig. Det er ikke nok, at forældrene inden fødslen har givet samtykke. Samtykket skal også gives, efter barnet er født. Det skal fremgå klart af sagens akter, at forældrene også efter fødslen har givet deres samtykke til anbringelsen.

Skriftlig meddelelse

Den, der har forældremyndigheden, skal have en skriftlig meddelelse om afgørelsen og en begrundelse for den. Det skal ske inden 24 timer efter, at en foreløbig afgørelse er iværksat.

Den skriftlige meddelelse skal oplyse om

  • retten til at se sagens akter
  • retten til at udtale sig
  • retten til gratis advokatbistand.

Godkendelse i børn og unge-udvalget

Den foreløbige afgørelse om anbringelse skal godkendes af børn og unge-udvalget. Det skal ske snarest muligt og senest syv dage efter, at barnet er blevet anbragt. Syvdages-fristen for forelæggelsen for børn og unge-udvalget bliver regnet fra iværksættelsen. Denne dag samt søn- og helligdage regnes med i de syv dage. Fristen er ufravigelig.  

Når børn og unge-udvalget skal vurdere formandens foreløbige afgørelse, skal udvalget kun bedømme den ud fra de oplysninger, som forvaltningen forelagde formanden inden vedkommende traf afgørelsen. Hvis den foreløbige afgørelse ikke forelægges børn og unge-udvalget inden syv dage, så bortfalder afgørelsen.

Gyldighed

En foreløbig afgørelse, der er godkendt af børn og unge-udvalget, gælder i en måned. Derefter skal anbringelsen høre op - medmindre børn og unge-udvalget under et ordinært møde har afgjort, at barnet fortsat skal være anbragt.

Klage

Forældrene kan klage over godkendelsen af en foreløbig afgørelse til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen kan dog ikke behandle klagen, mens sagen om fortsat anbringelse uden for hjemmet er ved at blive behandlet i børn og unge-udvalget.

2. Det materielle grundlag for afgørelsen

Der skal være et materielt grundlag for den foreløbige afgørelse. Det vil sige, at der skal være et klart grundlag for anbringelsen. Der er ikke et anbringelsesgrundlag, hvis en mindre indgribende foranstaltning kan afhjælpe vanskelighederne i hjemmet.

3. Det akutte grundlag for afgørelsen

Formanden for børn og unge-udvalget kan kun træffe en foreløbig afgørelse i meget alvorlige og akutte situationer. Det vil sige, at barnet skal være i en situation, hvor det vil lide alvorlig skade i hjemmet, hvis det ikke bliver anbragt med det samme. Situationen skal kunne sammenlignes med en nødretslignende situation.

Det skal være dokumenteret, at der er et øjeblikkeligt og pludseligt opstået behov hos barnet; et behov, der gør, at sagen ikke kan vente med at blive behandlet i et ordinært møde i børn og unge-udvalget.

Det er altså ikke tilstrækkeligt, at det ville have været bedre for det nyfødte barn rent tilknytningsmæssigt at blive anbragt akut. 

Artiklen handler om foreløbige afgørelser om anbringelse af børn uden for hjemmet uden samtykke lige efter fødslen - afgørelser truffet af formanden for børn og unge-udvalget efter servicelovens § 75, stk. 1 og stk. 3, jf. § 58.

Eksemplerne er inspireret af Ankestyrelsens omfattende praksis

Eksempel: Det er ikke dokumenteret, at barnet vil tage alvorlig skade ved at være i hjemmet indtil et ordinært møde - den foreløbige afgørelse er ugyldig
En mor er netop blevet udskrevet efter at have født for tre dage siden. Forældrene er på vej hjem med barnet. Det er klart dokumenteret, at forældrene ikke er i stand til at tage vare på barnet. Det er imidlertid ikke dokumenteret, at forældrene er ude af stand til at tage vare på barnet i hjemmet i en kort periode frem til et ordinært møde i børn og unge-udvalget.

Forældrene har inden fødslen afvist at samarbejde om en frivillig anbringelse, og de ved, at forvaltningen vil forelægge sagen for børn og unge-udvalget. Formanden for børn og unge-udvalget træffer en foreløbig afgørelse om, at barnet skal anbringes uden for hjemmet. Forvaltningen henter barnet, inden forældrene forlader fødegangen.

Bemærk: Den foreløbige afgørelse er ugyldig. Det er ikke dokumenteret, at barnet vil tage alvorlig skade ved at være i hjemmet - eventuelt med støtte i hjemmet – indtil der er ordinært møde i børn og unge-udvalget. Der er heller ikke oplysninger om begrundet risiko for, at forældrene vil ”gå under jorden” med barnet for at undgå anbringelse.

Forvaltningen kan forberede sig, når den ved, at forældrene inden fødslen ikke ønsker af samarbejde om en frivillig anbringelse. Det kan ske ved at beramme sagen til det første ordinære møde i børn og unge-udvalget efter det forventede fødselstidspunkt. På den måde bliver perioden i hjemmet så kort som mulig.

Eksempel: Mor har født ved kejsersnit, og hun har ikke givet udtryk for, at hun ønsker at forlade fødegangen med barnet - den foreløbige afgørelse er ugyldig
En mor har lige født. Det er klart dokumenteret, at forældrene ikke er i stand til at tage vare på barnet. Det er imidlertid ikke dokumenteret, at forældrene er ude af stand til at tage vare på barnet i hjemmet i en kort periode frem til et ordinært møde i børn og unge-udvalget.

Moren har født ved kejsersnit, og bliver ikke udskrevet de første dage efter fødslen. Det er ikke dokumenteret, at barnet under opholdet på fødegangen er i begyndende mistrivsel. Det er heller ikke dokumenteret, at moren ønsker at forlade fødegangen med barnet. Formanden træffer en foreløbig afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, og forvaltningen henter barnet på fødegangen.

Bemærk: Den foreløbige afgørelse er ugyldig. Moren har fået kejsersnit, og hun har ikke givet udtryk for, at hun ønsker at forlade fødegangen med barnet. Desuden er personalet opmærksomme på, at hun har brug for støtte på grund af kejsersnittet, og det er ikke dokumenteret, at barnet er i begyndende mistrivsel.

Det er heller ikke dokumenteret, at forældrene ikke vil kunne tage vare på barnet indtil det næste ordinære møde i børn og unge-udvalget, hvis moren pludselig ønsker at forlade fødegangen med barnet.

Eksempel: Forvaltningen må ikke før fødslen planlægge, at formanden for børn og unge-udvalget skal træffe en foreløbig afgørelse - den foreløbige afgørelse er ugyldig
En mor skal føde, og det er klart dokumenteret, at de kommende forældre ikke er i stand til at tage vare på barnet. Det er også dokumenteret, at forældrene ikke kan tage vare på barnet ganske få dage hverken på hospitalet eller i hjemmet – heller ikke med massiv støtte.

Forældrene vil ikke give samtykke til en anbringelse af deres kommende barn. Inden fødslen planlægger forvaltningen forløbet umiddelbart efter fødslen og finder blandt andet en plejefamilie, som kan møde på hospitalet lige efter fødslen. Desuden planlægger forvaltningen, at formanden for børn og unge-udvalget skal træffe en foreløbig afgørelse om anbringelse lige efter barnets fødsel.

Bemærk: Forvaltningen må gerne planlægge, hvad der skal ske, når barnet er født, men må ikke planlægge, at formanden for børn og unge-udvalget skal træffe en foreløbig afgørelse. Der skal være en akut situation. Situationen er først akut, når forældrene efter fødslen ikke samtykker til en frivillig anbringelse, og vurderingen stadig er, at forældrene ikke kan tage vare på et barn – heller ikke i ganske få dage med massiv hjælp.

Eksempel: En akut situation, hvor barnet vil lide alvorlig skade, hvis det kommer hjem i perioden frem til et ordinært møde - den foreløbige afgørelse er gyldig
En mor har lige født. Det er klart dokumenteret, at forældrene ikke er i stand til at tage vare på barnet. Det er imidlertid ikke dokumenteret, at forældrene er ude af stand til at tage vare på barnet i hjemmet i en kort periode frem til et ordinært møde i børn og unge-udvalget.

Under opholdet på fødegangen viser det sig, at hverken mor eller far kan se barnets behov, og barnet bliver mere og mere passivt. Formanden for børn og unge-udvalget træffer en foreløbig afgørelse om, at barnet skal anbringes uden for hjemmet, og forvaltningen henter barnet på fødegangen.

Bemærk: Der er en akut situation, hvor barnet vil lide alvorlig skade, hvis det  kommer med forældrene hjem i perioden frem til det ordinære møde i børn og unge-udvalget. På fødegangen har forældrene vist, at de ikke kan tage vare på et barn; heller ikke for en kortere periode.

Eksempel: En akut situation, hvor barnet bliver mere og mere passivt - den foreløbige afgørelse er gyldig
En mor har lige født. Det er klart dokumenteret, at forældrene ikke er i stand til at tage vare på barnet. Det er imidlertid ikke dokumenteret, at forældrene er ude af stand til at tage vare på barnet i hjemmet i en kort periode frem til et ordinært møde i børn og unge-udvalget.

Familien bliver udskrevet med massiv støtte fra en familiebehandler i hjemmet frem til det ordinære møde i børn og unge-udvalget. Under opholdet i hjemmet begynder barnet at vise tegn på mistrivsel. Barnet bliver tiltagende passivt, og forældrene evner ikke at følge familiebehandlerens råd og vejledning. Formanden for børn og unge-udvalget træffer en foreløbig afgørelse.

Bemærk: Der er en akut situation. Barnet bliver tiltagende passiv, og forældrene er ikke i stand til at tage vare på barnet indtil det er ordinære møde i børn og unge-udvalget. Heller ikke med massiv støtte i hjemmet.

Eksempel: Sagen skulle være afgjort efter bestemmelserne om hjemgivelse - den foreløbige afgørelse er ugyldig
Forældrene har givet samtykke til, at barnet bliver anbragt uden for hjemmet. Kort tid efter anbringelsen fortryder forældrene og ønsker barnet hjemgivet. Det er klart dokumenteret, at forældrene ikke er i stand til at tage vare på barnet, og formanden for børn og unge-udvalget træffer en foreløbig afgørelse.

Bemærk: Den foreløbige afgørelse er ugyldig. Sagen skulle være afgjort efter bestemmelserne om hjemgivelse. Bestemmelserne gælder også for frivillige anbringelser uden for hjemmet.

 

Sidst opdateret 16.11.2016