Artikel:Bedre samarbejde mellem Statsforvaltningen og kommunerne i særligt konfliktfyldte sager
Af chefkonsulent Tanja Skriver Frandsen
Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nr. 3, maj 2014.
I meget konfliktfyldte sager har forældre ikke sjældent en sag i både Statsforvaltningen og kommunen, og både den familieretlige og den socialretlige sag er kompleks.
Evalueringen af forældreansvarsloven pegede på, at denne gruppe af sager bør løses hurtigt for at begrænse konflikten og graden af belastning af barnet og forældrene. En vigtig forudsætning for det er et mere systematiseret samarbejde mellem Statsforvaltningen og kommunerne.
Læs rapporten om evalueringen af forældreansvarsloven
Køreplanen er en 10-siders lang vejledning og gennemgang af kompetencer, samarbejdsflader, muligheder m.m. Den udløber af evalueringen af forældreansvarsloven i 2011 og den efterfølgende politiske aftale om ændring af forældreansvarsloven. Her blev der taget initiativ til at udvikle en særlig procedure, et såkaldt ”særligt spor”, for behandlingen af de meget konfliktfyldte sager.
Hvad er særligt konfliktfyldte sager?
I evalueringen af forældreansvarsloven er de meget konfliktfyldte sager karakteriseret som sager, hvor der ofte vil være en række særlige problemstillinger. Og hvor det er nødvendigt at overveje om det er bedst for barnet ikke at fastholde kontakten til begge forældre, eller om forældremyndigheds- eller bopælsforhold bør ændres. Problemstillingerne kan bl.a. være voldelig adfærd, misbrugsproblemer, psykiske problemer, kriminalitet og samarbejdschikane - altså psykiske, fysiske eller sociale belastninger, som kan føre til udsathed hos barnet.
Kommunernes og Statsforvaltningernes forskellige kompetencer
Her har det afgørende betydning, at forældreansvarsloven administreres inden for et privatretligt system, hvor forældrene har rådighed over sagen.
Det betyder, at Statsforvaltningen ikke kan tage en sag op af egen drift. For at Statsforvaltningens kan behandle en sag, kræver det en ansøgning eller anmodning fra en forælder.
Kommunen derimod agerer inden for det socialretlige system, og har dermed en forpligtelse til at tage en sag op af egen drift på børneområdet – altså uden at forældrene ansøger eller anmoder.
Fælles mål
Statsforvaltningen og kommunerne har et fælles mål, da de arbejder for barnets bedste og har fokus på barnets behov. Der er et fælles mål, som danner grundlag for samarbejdet.
Det handler om at skabe en samlet fremtidssikret løsning til barnets bedste og undgå unødvendige parallelle forløb i Statsforvaltningen og kommunerne.
For at opnå dette kan kommunerne og Statsforvaltningen, når der verserer en sag hos begge myndigheder, have interesse i at udveksle oplysninger om familien og gennemførte undersøgelser, f.eks. børnefaglig undersøgelse eller børnesagkyndig undersøgelse. Desuden kan myndighederne understøtte hinandens foranstaltninger.
Typeeksempler på samarbejder
I køreplanen er der nævnt en række typeeksempler på de samarbejdsflader, der er mellem kommunerne og Statsforvaltningen. Det kan fx være en forælder med del i forældremyndigheden, som ikke vil give sit samtykke til f.eks. en aftale om aflastningsordning eller fast kontaktperson. Hvis Statsforvaltningen modtager en ansøgning om det, kan forældremyndigheden midlertidigt blive overført til den anden forælder, hvis det er bedst for barnet.
Et andet eksempel på samarbejde er aftaler om at bruge kommunens faciliteter, f.eks. et kommunalt familiehus som afhentnings- og afleveringssted i forbindelse med samvær. Det kan typisk bruges, hvis det er afgørende for barnet, at forældrene ikke mødes i forbindelse med samværet.
Kontaktpersoner og temadage
Ifølge køreplanen bør der udpeges kontaktpersoner hos både Statsforvaltningen og kommunerne, som har erfaring med at behandle de sager, der er omfattet af ”det særlige spor”. Ligesom der gennem temadage bør sættes fokus på de praktiske aspekter i det tværsektorielle samarbejde. Kontaktpersonerne vil kunne kontaktes i den indledende fase af samarbejdet, og også når det handler om generel rådgivning uden direkte forbindelse til en konkret sag.