Ændret praksis om dokumentation af opholdskravet i uddannelses- og kontanthjælpssager

Af ankechef Annedorte Elklit Pedersen

Opholdskravet i sager om uddannelseshjælp og kontanthjælp er et krav om, at en borger skal have haft lovligt ophold her i landet i mindst ni ud af de seneste 10 år for at have ret til uddannelses- eller kontanthjælp.

Tidligere var det syv ud af de seneste otte år. Det er borgeren selv, som skal dokumentere det. I mange sager vil folkeregisteradresse i CPR (Det Centrale Personregister) være tilstrækkeligt for at vise, at borgeren opfylder opholdskravet. 

Vores ændrede praksis drejer sig om fortolkning af to spørgsmål i uddannelses- og kontanthjælpssager. Det er: 

• hvornår kan myndighederne fravige udgangspunktet om, at folkeregisteradresse er tilstrækkeligt til at dokumentere at en borger har haft lovligt ophold i riget, og
• hvordan skal myndighederne vurdere oplysningerne (bevisvurderingen) i forhold til dokumentation for lovligt ophold.

Hvornår kan en myndighed fravige udgangspunktet

I forhold til det første spørgsmål betyder praksisændringen, at der i hver enkelt sag skal være en særlig grund til at fravige udgangspunktet om, at folkeregisteradresse er tilstrækkeligt til at dokumentere lovligt ophold. Det er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at bede om dokumentation, at borger ikke har et registreret indtægtsgrundlag i længere perioder. 

Det betyder, at myndigheden ikke kan bede borgerne om at dokumentere deres ophold, bare fordi der så at sige er ”huller” i indtægtsgrundlaget. Myndigheden skal – når der er ”huller” i indtægtsgrundlaget – derimod tage stilling til, om der samlet set er grund til at tro, at borger har været udrejst. I den vurdering vil det bl.a. være relevant at inddrage oplysninger om borgers livsførelse og livssituation. 

Hvordan skal en myndighed vurdere oplysningerne

I forhold til det andet spørgsmål betyder praksisændringen, at hvis myndigheden har pålagt en borger at dokumentere sit ophold i riget, skal myndigheden vurdere oplysningerne i sagen ud fra almindelige bevisretlige principper og – på baggrund af alle omstændigheder i hele perioden – foretage en samlet vurdering af, om der er reel grund til at tro, at borger har været i udlandet. 

Det betyder også, at der skal tages hensyn til borgers mulighed for at sikre sig dokumentationen, og at det kan være meget svært at dokumentere ophold inden for kortere afgrænsede tidsrum mange år tilbage. Det gælder især for borgere, der har en livsførelse og en livssituation med en skrøbelig social tilknytning til samfundet. 

Myndigheden kan således ikke uden videre vurdere, at manglende dokumentation for ophold i riget i en bestemt kalendermåned betyder, at borger ikke anses for at have været i riget i denne måned, hvis der ud fra en samlet konkret vurdering ikke er reel grund til at tro, at borger har været i udlandet. Myndigheden skal fx overveje, om det er relevant at indhente en forklaring fra borger om de perioder, hvor borger ikke har dokumenteret at have haft et indtjeningsgrundlag.   

Som konsekvens af praksisændringen tager Ankestyrelsen og kommunerne stilling til genoptagelse af sager, som er truffet i overensstemmelse med den tidligere praksis. Afgørelse om genoptagelse træffes af den myndighed, der senest har realitetsbehandlet sagen. 

Følgende betingelser skal være opfyldt for, at Ankestyrelsen og kommunerne skal genoptage en sag om opholdskravet i uddannelses- og kontanthjælpssager: 

• Kommunen har pålagt borgeren at dokumentere sit ophold her i riget på baggrund af manglende oplysninger om registreret indtjeningsgrundlag.
  
  
• Ankestyrelsen og kommunen har lagt betydelig vægt på dokumentation for ophold i de enkelte kalendermåneder.
  
  
• Borgeren er bevilget selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse (tidligere integrationsydelse), fordi borgeren ikke har dokumenteret ophold her i riget i perioden, hvor der er manglende registreret indtjeningsgrundlag.

I nogle af de sager, som eventuelt skal genoptages, vil kravet på differencen mellem uddannelses- eller kontanthjælp og selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse (tidligere integrationsydelse) kunne være helt eller delvist forældet. 

Læs mere:

Læs Ankestyrelsens principmeddelelse 32-20

Folketingets Ombudsmands redegørelse af 25. marts 2020, FOB 2020-7