Tilskadekomne kan ikke få kompensation for det samme varige mén to gange

Af specialkonsulent, Stephanie Djernis Balzer

Godtgørelse for varigt mén skal kompensere for de gener (ulemper) i den daglige livsførelse, som en anerkendt arbejdsskade har medført.

Har en arbejdsskade medført et varigt mén, har tilskadekomne ret til godtgørelse. Tilskadekomne kan ikke få godtgørelse, hvis méngraden er mindre end 5 procent. Godtgørelsen bliver fastsat ud fra skadens medicinske art og omfang.

Det er den tilskadekomne, der skal godtgøre, at det varige mén er på mindst 5 procent.

Arbejdsskademyndighederne anvender som udgangspunkt den vejledende normtabel – méntabellen – til at fastsætte det varige mén.

Princip om forbud mod dobbeltkompensation

Godtgørelse for varigt mén skal kompensere for varige gener i den tilskadekomnes levetid. Det betyder, at en tilskadekommen, som allerede har fået godtgørelse for varigt mén efter arbejdsskadesikringsloven, ikke kan få godtgørelse for de samme gener igen. Det er uden betydning, om den tilskadekomne har haft symptomer fra den tidligere arbejdsskade helt op til den nye arbejdsskade, eller (i perioder) har oplevet symptomfrihed.

Hvis tilskadekomne tidligere har været udsat for én arbejdsskade og efterfølgende bliver udsat for en ny arbejdsskade, skal arbejdsskadesikringsmyndighederne se på, hvilken betydning en eventuel kompensation for den første arbejdsskade kan have, når det varige mén for den nye arbejdsskade bliver fastsat.

Der gælder et princip om, at en tilskadekommen ikke skal kompenseres for gener (ulemper), som vedkommende allerede er blevet kompenseret for. Det vil være dobbeltkompensation og dermed en uretmæssig berigelse, som er imod hensigten med godtgørelse for varigt mén efter arbejdsskadesikringsloven.

Arbejdsskademyndighederne har gennem mange år anvendt denne praksis om forbud mod dobbeltkompensation, som også blev slået fast i tidligere gældende principmeddelelse U-17-03.

Princippet om forbud mod dobbeltkompensation er desuden blevet anvendt af domstolene. 

Ankestyrelsen har i den nye principmeddelelse 35-23 indarbejdet hidtidig praksis på området og præciseret retstilstanden.

Betingelser

Det er en betingelse for at nedsætte godtgørelsen eller lade den bortfalde, at der er tale om symptomer fra samme legemsdel/region. Det er også en betingelse, at de nuværende symptomer ikke kan adskilles fra dem, som tilskadekomne tidligere er kompenseret for.  

Hvis betingelserne er opfyldt, vil arbejdsskademyndighederne nedsætte det varige mén efter den nye arbejdsskade forholdsmæssigt med det antal procentpoint, som tilskadekomne allerede er blevet kompenseret for.

Det kan for eksempel være en tidligere arbejdsskade i venstre skulder, hvor tilskadekomne har fået 5 procent i godtgørelse for varigt mén for symptomer i form af daglige, belastningsudløste smerter og let nedsat bevægelighed. Efterfølgende pådrager tilskadekomne sig en ny arbejdsskade i samme skulder.

Tilskadekomne har nu daglige belastningsudløste smerter og middelsvært nedsat bevægelighed svarende til 10 procent i godtgørelse for varigt mén. Tilskadekomne har i denne situation symptomer fra samme legemsdel (venstre skulder) og er i et vist omfang tidligere kompenseret i form af daglige belastningsudløste smerter og let nedsat bevægelighed, der efter en konkret vurdering ikke kan adskilles fra de nuværende gener.  Bevægeligheden er dog yderligere nedsat ved den nye arbejdsskade. Betingelserne for at nedsætte godtgørelsen er opfyldt, og ménprocenten vil blive nedsat med de 5 procentpoint, som tilskadekomne tidligere er kompenseret for.   

Forudbestående og/eller konkurrerende gener i øvrigt

Har tilskadekomne i øvrigt forudbestående og/eller konkurrerende gener, der har betydning for det samlede varige mén, kan arbejdsskademyndighederne nedsætte godtgørelsen yderligere eller lade den bortfalde. Denne vurdering skal ske med udgangspunkt i formodningsreglen i arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2.

Det betyder, at tilskadekomnes samlede varige mén er en følge af den anerkendte arbejdsskade, medmindre arbejdsskademyndighederne kan løfte bevisbyrden for, at hele eller dele af det varige mén med overvejende sandsynlighed skyldes andre forhold end arbejdsskaden.

Et eventuelt fradrag efter denne vurdering gælder for øvrige forudbestående og/eller konkurrerende gener - og dermed ikke for de samme gener, som allerede er trukket fra efter princippet om dobbeltkompensation.

Tilskadekomne kan for eksempel have en tidligere arbejdsskade i lænderyggen og efterfølgende pådrage sig en ny arbejdsskade i lænderyggen. Arbejdsskademyndighederne vil først se på, om tilskadekomne helt eller delvist tidligere er blevet kompenseret for hele eller dele af de nuværende symptomerne efter den seneste arbejdsskade.

Arbejdsskademyndighederne skal herefter tage stilling til, om tilskadekomne i øvrigt har forudbestående og/eller konkurrerende gener i lænderyggen, som også har betydning for det samlede varige mén. Det kan fx være degenerative forandringer, der er udviklet og er blevet symptomgivende uafhængigt af arbejdsskaderne. Hvis det er tilfældet, skal arbejdsskademyndighederne med udgangspunkt i formodningsreglen i arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2, vurdere, om der er grundlag for at nedsætte det varige mén eller lade det bortfalde.

Principmeddelelse 35-23 og de konkrete sager

I principmeddelelse 35-23 har Ankestyrelsen behandlet to konkrete sager, der illustrerer, hvordan der skal ske nedsættelse efter princippet om forbud mod dobbeltkompensation.

Sag 1:

I den første sag havde tilskadekomne ved en tidligere anerkendt arbejdsskade syv år forinden modtaget kompensation svarende til 10 procent efter méntabellens punkt J.1.1 om let posttraumatisk belastningsreaktion.

Ved den nye arbejdsskade vurderede Ankestyrelsen, at tilskadekomne havde et samlet varigt mén på 20 procent efter méntabellens punkt J.1.3 om middelsvær posttraumatisk belastningsreaktion.

Ankestyrelsen vurderede med støtte af lægefaglig bedømmelse, at det ikke var muligt at adskille symptomerne efter den nye arbejdsskade fra de symptomer, som tilskadekomne var blevet kompenseret for i forbindelse med den tidligere arbejdsskade.

Ankestyrelsen nedsatte derfor godtgørelsen med de 10 procentpoint, som tilskadekomne tidligere var kompenseret for. Det var uden betydning for vurderingen, at tilskadekomne havde oplevet periodevis symptomfrihed op til den nye arbejdsskade.

Sag 2:

I den anden sag havde tilskadekomne ved en tidligere arbejdsskade omkring 15 år forinden modtaget kompensation svarende til en samlet méngodtgørelse på 15 procent. 8 procent ud af det samlede varige mén blev tilkendt efter méntabellens punkt A.4.1.1 om lette symptomer, fx isoleret daglig let hovedpine eller lette kognitive symptomer m.m. uden ledsagende hovedpine.

Ankestyrelsen vurderede efter den nye arbejdsskade, at tilskadekomne havde et samlet varigt mén på 5 procent efter méntabellens punkt A.4.1.1. Ankestyrelsen vurderede, at det ikke var muligt at adskille symptomerne efter den nye arbejdsskade fra en del af de symptomer, som tilskadekomne var blevet kompenseret for ved den tidligere arbejdsskade.

Da tilskadekomne ved den nye arbejdsskade havde et samlet varigt mén på 5 procent efter A.4.1.1 og da tilskadekomne allerede var kompenseret for en del af symptomerne, var ménet som følge af den nye arbejdsskade mindre end 5 procent. Det var uden betydning, at tilskadekomne havde været symptomfri op til den nye arbejdsskade.

Om principmeddelelse 35-23:

Den nye principmeddelelse 35-23 er en erstatning for Ankestyrelsens tidligere principmeddelelse U-17-03, som nu er kasseret. Principmeddelelse 35-23 præciserer følgende:

• Godtgørelse for varigt mén udgør kompensation for varige gener (ulemper) i den personlige livsførelse i hele den tilskadekomnes levetid.
  
  
• Der kan ikke tilkendes godtgørelse for de samme gener igen.
  
  
• Nedsættelse som følge af tidligere kompensation sker med udgangspunkt i ulovbestemt princip om forbud mod dobbeltkompensation.
  
  
• Det er en betingelse for at nedsætte, at der er tale om symptomer fra samme legemsdel/region, og det skal ikke være muligt at adskille symptomerne fra hinanden. Kan symptomerne adskilles, kan godtgørelsen ikke blive nedsat efter det ulovbestemte princip.
  
  
• Det er uden betydning, om tilskadekomne (i perioder) har været symptomfri frem til den nye arbejdsskade. Det er dermed ikke et krav, at tilskadekomne fortsat har symptomer fra den tidligere arbejdsskade. Alene det, at tilskadekomne allerede har modtaget kompensation for samme symptomer tidligere, kan danne grundlag for en nedsættelse.
  
  
• Nedsættelsen sker forholdsmæssigt med det antal procentpoint, der tidligere er kompenseret for.
  
  
• Forudbestående og/eller konkurrerende gener i øvrigt, der ikke er trukket fra efter det ulovbestemte princip, skal vurderes under iagttagelse af formodningsreglen i arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2, hvor arbejdsskademyndighederne skal løfte bevisbyrden for et eventuelt fradrag.
  
  
• Arbejdsskademyndighederne skal først tage stilling til, om det samlede varige mén skal nedsættes på baggrund af den tidligere kompensation. Hvis der er forudbestående/konkurrerende gener i øvrigt, skal der herefter tages stilling, om godtgørelsen skal nedsættes yderligere på baggrund af formodningsreglen i § 12, stk. 2.