Hvornår skal man betale en erstatning tilbage i en arbejdsskadesag?

Af chefkonsulent Niels Henrik Dam

De fleste mennesker har det nok sådan, at når de har fået nogle penge, så vil de gerne beholde dem. Samtidig kan de fleste nok også være enige om, at man skal betale penge tilbage, som man ikke har ret til.

Sådan er det også, hvis man har modtaget penge fra en offentlig myndighed eller et forsikringsselskab, som man egentlig ikke havde ret til. Samtidig kan det være meget byrdefyldt at betale et – måske stort - beløb tilbage, som man allerede har brugt. Nedenfor gennemgår vi, hvornår tilskadekomne skal betale en erstatning tilbage ud fra arbejdsskadesikringslovens § 40 a.

Tilskadekomne skal kun betale tilbage, hvis betingelserne i loven er opfyldt

I arbejdsskadesager er det reglerne i § 40 a, som bestemmer, om der er mulighed for at kræve at den tilskadekomne skal betale sin erstatning tilbage. Dette fremgår af Ankestyrelsens principmeddelelse 149-10.

Tilbagebetaling efter § 40 a, stk. 1, nr. 3

Ankestyrelsen har behandlet flest sager om § 40 a, stk. 1, nr. 3. Det er de sager, hvor den tilskadekomne ”i øvrigt mod bedre vidende” uberettiget har modtaget ydelser.

Det drejer sig typisk om situationer, hvor tilskadekomne får udbetalt løbende erstatning for tab af erhvervsevne i overensstemmelse med en gyldig og rigtig afgørelse. På et tidspunkt sker der så noget i den tilskadekomnes liv, der gør, at personen ikke længere har ret til erstatningen, eller i hvert fald har ret til en noget mindre erstatning.

Det afgørende for, om den tilskadekomne skal betale penge tilbage, bliver, om tilskadekomne indså, eller burde have indset, at erstatningen efter ændringen er for høj. Det som loven kalder, at erstatningen er modtaget ”mod bedre vidende”.

Det er selvfølgelig meget sjældent, at arbejdsskademyndighederne direkte ved, at tilskadekomne godt vidste, at erstatningen blev modtaget uberettiget. Det er derfor op til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen at godtgøre dette. Det er altså myndighederne, der har bevisbyrden for, at erstatningen blev modtaget mod bedre vidende.

Hverken loven eller lovens forarbejder giver nogen anvisning på, hvad arbejdsskademyndighederne kan lægge vægt på ved denne vurdering. Det eneste forarbejderne reelt siger er, at bestemmelsen ikke skal ændre ved den praksis, som var gældende, inden bestemmelsen blev indført. Det er således op til Ankestyrelsen og domstolene at fastsætte praksis. Det har Ankestyrelsen primært gjort i principmeddelelse 13-20.  

I principmeddelelsen fremgår det, at en række faktorer taler for, at tilskadekomne modtog erstatningen mod bedre vidende. Det drejer sig om følgende faktorer:

• Tilskadekomne er vejledt om sin pligt til at oplyse arbejdsskademyndighederne om ændringer i sine erhvervsmæssige eller helbredsmæssige forhold.
• Det fremgår tydeligt af den tidligere afgørelse om erhvervsevnetab, hvad grundlaget for tilkendelsen var.
• Karakteren af ændringen af de erhvervsmæssige forhold, fx overgang fra arbejdsløshed/sygemelding til (fuldtids)arbejde.
• Væsentlige forbedringer af tilskadekomnes helbredsmæssige situation.

Der kan også være faktorer, som taler imod, at tilskadekomne modtog erstatningen mod bedre vidende:

• Tilskadekomne er ikke vejledt om sin oplysningspligt.
• Mindre ændringer af den erhvervsmæssige situation, fx overgang fra én offentlig ydelse til en anden, uden at dette ændrer på tilskadekomnes hverdag.

Der kan naturligvis også være andre faktorer. Det kommer bl.a. tydeligt frem i dom af 6. november 2020 fra Retten i Glostrup. 

Dom fra Retten i Glostrup

I dommen oplister retten nogle faktorer, der skal tillægges vægt ved vurderingen af, om tilskadekomne skal tilbagebetale eller ej:

• At den tilskadekomne kun skal have den erstatning, som hun er berettiget til.
• At erhvervsevnetabserstatningen er beregnet til at dække leveomkostninger, hvorfor der efter praksis stilles lempelige krav til tilskadekomnes gode tro.
• Om tilskadekomne har overholdt sin underretningspligt efter § 42, stk. 2.
• Tilskadekomnes forudsætninger for at indse, at der var tale om en fejl.
• Størrelsen af det for meget udbetalte.

Det er altså nødvendigt at tage mange forskellige forhold i betragtning, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen skal foretage en vurdering i en konkret sag om tilbagebetaling.

Eksempler

Nedenfor er oplistet nogle forskellige eksempler på ændringer i den tilskadekomnes hverdag og forhold i forbindelse med behandlingen af sagen, og hvordan disse forhold kan have betydning for vurderingen af, om den tilskadekomne skal betale en erstatning tilbage.

Oplysningspligten

Oplysningspligten betyder, at tilskadekomne er forpligtet til at oplyse Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller forsikringsselskabet om enhver forandring i sine forhold, som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af erstatningen.

Både principmeddelelse 13-20 og dommen af 6. november 2020 fra Retten i Glostrup gør det klart, at man godt kan komme til at betale erstatning tilbage efter § 40 a, stk. 1, nr. 3, selvom man har opfyldt sin oplysningspligt efter lovens § 42, stk. 2. Man kan også godt undgå at betale erstatning tilbage, selvom man ikke har opfyldt sin oplysningspligt. Med andre ord så indgår opfyldelsen/ikke-opfyldelsen af oplysningspligten som et led i den samlede vurdering, men er ikke i sig selv afgørende for resultatet.

Overgang fra ikke-arbejde til arbejde

Det at gå fra ikke at være i arbejde til at være i fuldtidsarbejde er en så stor ændring, at tilskadekomne i langt de fleste tilfælde må indse, at hun så ikke længere har ret til erstatning for tab af erhvervsevne, og derfor skal tilbagebetale en udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne fra det tidspunkt, hvor hun blev ansat.

Dette var resultatet i sag nr. 1 i principmeddelelse 13-20. Det var også resultatet i en dom af 13. marts 2020 fra Retten i Glostrup . I dommen var der tale om en mand, der havde pådraget sig en nakkeskade i forbindelse med sit arbejde som taxachauffør.  Han fik herefter en løbende midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne, fordi Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderede, at han ikke kunne genoptage sit tidligere arbejde som taxachauffør, og heller ikke kunne påtage sig andet arbejde til en tilsvarende løn.

Da han så på et tidspunkt genoptog arbejdet som taxachauffør, i samme omfang som før skaden, vurderede retten, at han fra dette tidpunkt havde modtaget erstatningen mod bedre vidende, og han skulle derfor betale den erstatning tilbage, som han havde modtaget efter at have genoptaget arbejdet.

I principmeddelelse 13-20, sag nr. 1, var der tale om en fuldstændig tilsvarende situation, bortset fra at tilskadekomne arbejdede med rengøring på skadestidspunktet og senere begyndte at arbejde med rengøring igen.

Overgang fra én offentlig ydelse til en anden

Der findes en række forskellige ydelser til personer, der ikke er i arbejde. Normalt er det uden betydning for vurderingen af erhvervsevnetabet, om tilskadekomne er på den ene eller anden ydelse. Det afgørende er den konkrete skønsmæssige vurdering af erhvervsevnen. Der opstår derfor typisk ikke noget tilbagebetalingsspørgsmål, hvis en tilskadekommen overgår fra fx kontanthjælp til ressourceforløbsydelse.

Der kan dog opstå et tilbagebetalingsspørgsmål, hvis kommunen finder tilskadekomne berettiget til fleksjob, og denne derfor overgår til ledighedsydelse. Så skal erhvervsevnetabet i stedet for et skøn fastsættes på baggrund af en beregning, hvilket typisk giver et lavere tab end den skønsmæssige vurdering.

I principmeddelelse 13-20, sag nr. 2 var der netop tale om denne situation. Ankestyrelsen vurderede, at tilskadekomne ikke skulle tilbagebetale. Vi lagde vægt på, at man ikke kunne forvente, at tilskadekomne havde kendskab til, at med ændringen skulle hendes erhvervsevnetab nu fastsættes på baggrund af en beregning i stedet for et skøn, og at denne ændring medførte et lavere tab.

Vi lagde også vægt på, at tilskadekomne fortsat var uden for arbejdsmarkedet og modtog en ydelse fra det offentlige. Der var således ikke sket nogen ændring i tilskadekomnes dagligdag. Endelig lagde vi vægt på, at tilkendelsen af fleksjob havde bestyrket tilskadekomne i, at erhvervsevnen var nedsat.

Overgang fra ledighedsydelse til fleksjob

Dommen af 6. november 2020 fra Retten i Glostrup vedrørte den situation, hvor en person overgik fra ledighedsydelse til at være ansat i fleksjob. I den forbindelse ændrede erhvervsevnetabet sig fra 50 procent til 35 procent.

Retten vurderede, at hun ikke skulle betale den for meget udbetalte erstatning tilbage. Retten lagde bl.a. vægt på, at tilskadekomne, som var uddannet gartner, ikke havde kendskab til beregning af erstatning for tab af erhvervsevne.

Dette selvom hun to gange tidligere var gået fra ledighedsydelse til ansættelse i fleksjob, og begge gange havde erhvervsevnetabsprocenten ændret sig fra 50 til 35.  Retten lagde også vægt på, at hun havde opfyldt sin oplysningspligt, og at hun kun havde modtaget 4.093 kr. for meget i erstatning om måneden i 5 måneder.

• Repræsenteret af en professionel partsrepræsentant

Tilskadekomne havde under hele forløbet i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring været repræsenteret af en advokat. Advokaten havde selvfølgelig kendskab til beregning af erhvervsevnetab, men det kendskab smittede ikke af på tilskadekomne. Det samme vil gælde, hvis det fx er et fagforbund, der er partsrepræsentant. Netop forholdet om advokatens viden, og hvordan det påvirkede tilskadekomnes viden, fremhævede forsikringsselskabet, da de ankede dommen til Østre Landsret.

Landsretten tog ikke yderligere stilling til dette, idet de stadfæstede dommen med henvisning til begrundelsen fra Retten i Glostrup.  Østre Landsret afsagde dom den 3. november 2021.  Forsikringsselskabet forsøgte at få tilladelse til at anke dommen til Højesteret, men det fik de afslag på.

• Størrelsen af det for meget udbetalte beløb

Retten bemærkede, at den for meget udbetalte erstatning ikke var så stor, at det i sig selv kunne begrunde, at hun modtog erstatningen mod bedre vidende. Vi forstår rettens bemærkning således, at en indtægtsstigning godt kan være så stor, at det som udgangspunkt i sig selv kan begrunde, at en erstatning er modtaget mod bedre vidende.  Derfor har Ankestyrelsen i en række sager, hvor der har været tale om en meget betydelig indtægtsstigning, ladet dette tale for, at erstatningen var modtaget mod bedre vidende.

Lang sagsbehandlingstid

Hvis tilskadekomne har modtaget erstatning mod bedre vidende og derfor skal betale erstatning tilbage, ændrer det ikke på vurderingen, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen har været lang tid om at tage stilling til sagen. Det fremgår af principmeddelelse 13-20, sag nr. 1.

Privat aftale om tilbagebetaling er ikke omfattet af loven

Hvis forsikringsselskabet klager over en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, har klagen såkaldt ”opsættende virkning”. Det vil sige, at forsikringsselskabet ikke har pligt til at udbetale erstatning/godtgørelse i henhold til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse, så længe sagen verserer i Ankestyrelsen.

Konkret kan det være sådan, at forsikringsselskabet er enig i, at tilskadekomne har ret til erstatning, bare ikke så meget som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har vurderet. I sådan en situation indgår tilskadekomne og forsikringsselskabet nogle gange en aftale om, at tilskadekomne kan få udbetalt en del af erstatningen (fx svarende til 15 procent erhvervsevnetab).  Hvis der i en sådan aftale også er et afsnit om tilbagebetaling, så er det noget, der ligger uden for arbejdsskadesikringsloven, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen kan derfor ikke træffe afgørelse. Det fremgår af principmeddelelse 13-21. 

Tilbagebetaling efter § 40 a, stk. 1, nr. 1

Efter § 40 a, stk. 1, nr. 2  kan man komme til at betale tilbage, hvis man mod bedre vidende har undladt at give oplysninger til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og den manglende oplysning har ført til, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet en anden afgørelse, end de ville have gjort, hvis de havde haft den pågældende oplysning.

Ankestyrelsen har offentliggjort principmeddelelse 7-22 om den situation. Der var tale om en tilskadekommen, som var arbejdsløs. På et tidspunkt fik hun ansættelse på fuld tid i et såkaldt seniorjob. Hun havde derefter ikke et tab af erhvervsevne. Hun oplyste dog ikke om ansættelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som derfor traf afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne ud fra den forudsætning, at hun var arbejdsløs. Afgørelsen var derfor forkert.

Ankestyrelsen vurderede, at hun mod bedre vidende havde undladt at oplyse om ansættelsen i seniorjob. Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at hun selv havde anmodet om genoptagelse af spørgsmålet om erstatning for tab af erhvervsevne med den begrundelse, at hun havde måttet opgive sin tidligere stilling på grund af arbejdsskadens følger. Hun havde også tre gange besvaret spørgeskemaer om sine erhvervsforhold, herunder om hun var i arbejde. Ankestyrelsen henviste i øvrigt til de momenter, der var oplistet i principmeddelelse 13-20.

Tilbagebetaling efter § 40 a, stk. 1, nr. 2

Efter den bestemmelse kan man komme til at betale tilbage, hvis man mod bedre vidende har givet forkerte oplysninger til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og disse forkerte oplysninger har ført til, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet en anden afgørelse, end de ville have gjort, hvis de havde haft de rigtige oplysninger.

Ankestyrelsen har offentliggjort principmeddelelse 35-20, som handler om en noget speciel situation, hvor den forkerte oplysning ikke vedrørte skadens følger eller den erhvervsmæssige situation, men om der overhovedet var tale om en arbejdsskade. I principmeddelelsen har vi opstillet nogle momenter, der kan tale for at tilskadekomne mod bedre vidende har givet forkerte oplysninger:

• Den mulige urigtige oplysning vedrører objektive forhold (fx om skaden skete på arbejdet eller privat).
• Tilskadekomnes oplysninger til arbejdsskademyndighederne er i strid med de tidsnære oplysninger i fx journalnotater fra sundhedspersoner eller fra kommunen.
• Observationsmateriale viser et funktionsniveau, der er uforeneligt med tilskadekomnes oplysninger om sin helbredsmæssige tilstand.

Ankestyrelsen anførte også nogle momenter, der kan tale imod at tilskadekomne mod bedre vidende har givet forkerte oplysninger:

• Den mulige urigtige oplysning vedrører subjektive forhold (fx tilskadekomnes smerte- eller funktionsniveau).
• De tidsnære oplysninger er kortfattede og/eller uklare, og tilskadekomnes senere oplysninger kan betragtes som præciserende eller uddybende.
• Observationsmateriale viser et øjebliksbillede af funktionsniveauet, der ikke er uforeneligt med den oplyste helbredsmæssige tilstand.

Der kan også være andre momenter.

En anden situation fremgår af dom af 10. maj 2022 fra Retten på Frederiksberg . Her var der tale om en mand, der var faldet på sit arbejde. Han fik anerkendt nakkesmerter, og der blev truffet afgørelse om mén og erhvervsevnetab.

Senere blev sagen om anerkendelse genoptaget på ulovbestemt grundlag, og der blev truffet afgørelse om afslag på anerkendelse af nakkesmerter som en arbejdsskade. Begrundelsen var, at der ikke var den fornødne tids- og årsagsmæssige forbindelse mellem faldet og nakkesmerterne, der først var dokumenteret ca. et år efter faldet på arbejde.

Både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen vurderede, at tilskadekomne ikke skulle tilbagebetale den udbetalte méngodtgørelse og erstatning for tab af erhvervsevne, da han ikke havde afgivet forkerte oplysninger.

Vi vurderede, at han selv havde været overbevist om, at nakkegenerne skyldtes faldet på arbejde, og at han derfor ikke havde givet forkerte oplysninger, eller i øvrigt modtaget godtgørelse og erstatning mod bedre vidende. Det var retten enig i.

Forsikringsselskabet har anket dommen til Østre landsret. Dommen understreger, at tilskadekomne ikke nødvendigvis har modtaget erstatning og godtgørelse mod bedre vidende, blot fordi en tidligere anerkendt skade bliver genoptaget og afvist. Det fremgår også af en Højesteretsdom fra 2012, U.2012.2392H.

Praksis lige nu

På nuværende tidspunkt er praksis sådan, at der generelt skal meget til for at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen anses for at have løftet bevisbyrden for, at tilskadekomne har modtaget erstatning eller godtgørelse mod bedre vidende.

Der er dog altid tale om en meget konkret vurdering ud fra samtlige oplysninger i sagen. Ved denne vurdering vil Ankestyrelsen navnlig lægge vægt på de momenter, der er beskrevet i principmeddelelse 13-20 og i dommen af 6. november 2020 fra Retten i Glostrup.

Det ser ud til, at der kommer flere og flere sager om tilbagebetaling, og der vil derfor helt sikkert ske en yderligere afklaring i de kommende år, når der bliver afsagt yderligere domme.