Gå til indhold

Principmeddelelse fastlægger praksis for afbrydelse af brev-, mail- og telefonforbindelse mellem anbragte børn og unge og deres forældre eller netværk

Anbragte børn og unge har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk, men børn og unge-udvalget kan af hensyn til barnet eller den unge afbryde forbindelsen for en periode. Der har i kommunerne og børn og unge-udvalgene været usikkerhed om rækkevidden af hjemlen til afbrydelsen. Ankestyrelsen har fastlagt praksis i en principmeddelelse 23-20, som bliver beskrevet i denne artikel.

Af specialkonsulent Mirela Ahmetspahic

Denne artikel har til formål at tydeliggøre den praksis, der er fastlagt i Ankestyrelsens principmeddelelse 23-20, der handler om, hvad der forstås ved formuleringen ”brev-, mail- og telefonforbindelse” i servicelovens § 71, stk. 3 og stk. 4.

Anbragte børn og unge har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk, men når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget for en bestemt periode træffe afgørelse om at afbryde forbindelsen i form af samvær eller brev-, mail- eller telefonforbindelse. Det følger af servicelovens § 71, stk. 3.

Hvis der er viden om eller formodning om, at den person, som barnet eller den unge skal have samvær og kontakt med, har begået overgreb mod et barn eller en ung, skal børn og unge-udvalget som udgangspunkt træffe afgørelse om at afbryde kontakten mellem barnet eller den unge og den pågældende person.

Dette udgangspunkt kan dog fraviges, hvis særlige forhold taler imod.  Det følger af servicelovens § 71, stk. 4. Afgørelse om samvær og kontakt mindre end en gang om måneden sidestilles med en afbrydelse.

Hvilke former for kontakt og forbindelse er der hjemmel til at afbryde?

Vi har oplevet, at der har været tvivl i kommunerne og i børn og unge-udvalgene om, hvilke former for kontakt og forbindelse der er hjemmel til at afbryde. Dette skyldes blandt andet, at ordlyden ”brev-, mail- og telefonforbindelse” fremstår som en udtømmende opregning af, hvilke forbindelser der kan afbrydes.

I takt med den teknologiske udvikling opstår der løbende nye kommunikationsformer, og disse bliver mere og mere almindelige. Derfor har Ankestyrelsen præciseret fortolkningen af, hvordan forbindelsen mellem anbragte børn og unge og deres forældre og netværk kan reguleres efter servicelovens § 71, stk. 3 og stk. 4.

Bestemmelsens intention

Ordlyden ”brev-, mail- og telefonforbindelse” afspejler den teknologiske udvikling af kommunikationsformer, der var aktuel på det tidspunkt, hvor bestemmelsen blev udformet. Bestemmelsen omfattede dengang alle daværende almindelige former for forbindelse eller kontakt.

Ud fra en fortolkning af bestemmelsens ordlyd sammenholdt med lovforarbejder m.m. må intentionen med bestemmelserne i servicelovens § 71, stk. 3 og stk. 4 være, at der er adgang til at begrænse eller afbryde forbindelsen mellem et anbragt barn eller en anbragt ung og forældrene og/eller netværket i forhold til alle kommunikationsformer og kommunikationsfora.

Det har således ikke været intentionen med formuleringen ”brev-, mail- og telefonforbindelse”, at det alene skulle være disse og ikke andre mulige kommunikationsformer, som ikke eksisterede på tidspunktet for lovbestemmelsens vedtagelse, der skulle kunne afbrydes.

Principmeddelelse 23-20 fastslår derfor, at kontakt i form af brev-, mail- og telefonforbindelse skal forstås som alle former for kontakt, der ikke er fysisk samvær, og som kan sidestilles med brev-, mail- og telefonforbindelse. Det kan fx være kontakt via sms, sociale medier og digital kommunikation gennem levende billeder og lignende, uanset kommunikationsformen.

Principmeddelelsen skal forstås således, at den præciserer, at § 71, stk. 3 og stk. 4 giver hjemmel til at afbryde alle former for kontakt og ikke alene brev-, mail- og telefonforbindelse, som direkte fremgår af ordlyden.

Det skal dog altid fremgå tydeligt af indstillingen til børn og unge-udvalget og af afgørelsen, hvilke specifikke former for kontakt, der afbrydes. Hvis alle former for kontakt skal afbrydes, skal det konkret fremgå, at det er al kontakt, der skal afbrydes. Det er således ikke tilstrækkeligt at skrive ”brev-, mail- og telefonforbindelse”, hvis alle former for kontakt ønskes afbrudt.

Hvis børn og unge-udvalget i sin afgørelse anvender formuleringen ”brev-, mail- og telefonforbindelse”, vil Ankestyrelsen i forbindelse med behandlingen af en klagesag fortolke det sådan, at det udelukkende er de tre kontaktformer, der skal afbrydes.

I sager, hvor vi vurderer, at der også skal ske afbrydelse af andre konkrete kontaktformer eller alle øvrige kontaktformer, vil vi stadfæste børn og unge-udvalgets afgørelse om afbrydelse af brev-, mail- og telefonforbindelse og samtidig af egen drift træffe afgørelse om afbrydelse af de øvrige kontaktformer.

Sidst opdateret 02.05.2023

Ring: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring