Artikel: Tilskud til tandbehandling – en mere omfattende oplysning af sagerne
Af fuldmægtig Iben Jerup Jensen
En principafgørelse fra Ankestyrelsen handler om de tilfælde, hvor kommunen afslår at give hjælp til en tandbehandling, som ansøgerens tandlæge har anvist. Her er det ikke nok kun at begrunde afslaget med vurderingen fra kommunens tandlægekonsulent.
Før principafgørelsen var der praksis for at lægge afgørende vægt på tandlægekonsulentens vurdering.
Principafgørelsen handler om sager, som kommunen behandler efter aktivlovens § 82 a eller § 82. Kommunen skal skaffe fyldestgørende oplysninger, hvis der i de sager er tvivl om ansøgerens behov for behandling. Det kan for eksempel ske via ansøgerens egen tandlæge eller ved at få en anden praktiserende tandlæges vurdering. Men det er altså ikke nok kun at bruge vurderingen fra kommunens egen tandlægekonsulent.
Hvorfor nu det?
Principafgørelsen lægger op til en mere omfattende oplysning af sagerne end hidtil. Baggrunden er lovforarbejderne til aktivlovens § 82 a. Her fremgår det, at loven kræver, at behandlingen skal være nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet. Og at det krav som hovedregel er opfyldt, hvis behovet for behandling er dokumenteret i et behandlingsoverslag fra ansøgerens egen tandlæge.
Lovbemærkningerne henviser i den forbindelse til, at ansøgerens egen tandlæge er underlagt reglerne i kapitel 5 i bekendtgørelse af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed. Det betyder, at tandlægen er forpligtet til at handle i overensstemmelse med den til enhver tid værende almindeligt anerkendte faglige standard på området. Tandlægen skal også udvise omhu og uhildethed ved udfærdigelse af erklæringer.
Tandlægekonsulenter er derimod ikke underlagt de pligter, der står i kapitel 5. Derfor kan tandlægekonsulenternes vurdering ikke stå alene i vurderingen af ansøgerens behov.
Kommunen har ret til at indhente nye oplysninger
Principafgørelsen betyder ikke, at kommunen uden videre altid skal acceptere behandlingsoverslaget fra ansøgerens egen tandlæge.
Det er nemlig ikke sikkert, at ansøgerens egen tandlæge har givet det billigste behandlingsoverslag til at dække behovet. Tandlægen ved for eksempel ikke altid, at overslaget skal bruges til at søge hjælp ved kommunen. Derfor kan han eller hun have lavet et overslag på den bedste og mest langsigtede løsning, fordi ansøgeren har bedt om det.
Ved ansøgninger om hjælp efter § 82 (alle behandlinger) og § 82 a (for behandlinger over 10.000 kroner) er ansøgeren kun berettiget til en behandling, der anses som nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet. Det er ikke nødvendigvis det samme som den mest langsigtede løsning på behandlingsbehovet.
Principafgørelsen ændrer derfor ikke ved, at kommunen har ret til at indhente flere oplysninger for at kunne afgøre sagen rigtigt.
Kurser med dialog
Ankestyrelsen har holdt tre kurser for kommunale sagsbehandlere i 2016 om hjælp til tandbehandling. Her var principafgørelsen et emne, som deltagerne gerne ville drøfte.
På den måde fik Ankestyrelsen større indsigt i de forskelle, der kan være ved at behandle sagerne i første instans (kommunen) og i ankeinstansen (Ankestyrelsen).
I kommunen er et væsentligt element i sagsbehandlingen det rent praktiske arbejde med sagens oplysning. I Ankestyrelsen består sagsbehandlingen i høj grad af den juridiske vurdering af sagen, herunder vurderingen af sagens behandling i førsteinstansen.
Kursisterne var også interesserede i emnerne:
- Aktivlovens § 82 a adskiller sig væsentligt fra de øvrige bestemmelser i aktivlovens kapitel 10, som alle handler om hjælp til forskellige typer af udgifter. Hvordan bruger kommunen reglen i praksis?
- Hvordan skal tilskud fra Sygeforsikringen Danmark indgå ved vurderingen af udgiften til behandlingen?
- Hvad er muligheden for at kræve tilbagebetaling af hjælp efter bestemmelserne i aktivlovens § 93?
- Kan kommunen lave prisaftaler med tandlæger i nærområdet?