Gå til indhold

Når nogen er bekymret for dig

Hvis nogen er bekymret for, om du har det godt derhjemme, kan de kontakte os. Det kalder vi en underretning.

Din underretning.jpg


Sådan starter sagen

Vi sender et brev til dig, når en person fortæller os, at de er bekymret for, om du har det godt. Det kan for eksempel være et familiemedlem, en lærer eller andre, som kender dig.

Vi sender en kopi af brevet til dig, så du kan se, hvad bekymringen handler om. Dine forældre får også et brev fra os.

Normalt får du at vide, hvem det er, der har kontaktet os. Det kan dog være nødvendigt, at vi skjuler navnet. Hvis du har oplysninger, som du gerne vil have, vi skal kende til, kan du skrive eller ringe til os. 

Vores telefonnummer er: 33 41 12 00
Vores mail er: ast@ast.dk

Hvad gør vi?

Vi spørger kommunen, om de kender dig og din familie. Det kan være de allerede gør noget for at hjælpe dig. Vi får alle oplysningerne om dig fra kommunen. Vi læser dem og taler med vores børnepsykolog om din sag. Vi ved meget om love og regler. Børnepsykologen ved meget om, hvad børn og unge har brug for og hvilke problemer, de kan have.

Hvis vi mener, at kommunen gør det den skal for at hjælpe dig, får du og dine forældre et brev om, at vi ikke gør mere. 

Det kan også være, at kommunen ikke hjælper dig, som den skal. Så fortæller vi dig og dine forældre, hvad der nu skal ske.

Vi inviterer dig og dine forældre til et møde. Vi vil gerne have, at du kommer til mødet, så vi kan høre, hvordan du har det. 

Hvad sker der på et møde hos os?

På mødet er vi fem personer. Det er to fra Ankestyrelsen og to andre voksne, der ikke arbejder i Ankestyrelsen. Sammen skal vi beslutte, hvad der skal ske. Der er også en børnepsykolog med på mødet, som hjælper os med råd og vejledning. Børnepsykologen ved meget om, hvad børn og unge har brug for og om de problemer, de kan have.

Hvis du er fyldt 10 år, vil vi gerne have, at du kommer til mødet og fortæller os, hvordan du har det. Vi lytter til dig, men det kan godt være, at vi beslutter noget, som du ikke er enig i.

Hvis du har valgt at have din egen advokat, vil han eller hun også være med til mødet. Du skal ikke betale for advokaten. Din sagsbehandler i kommunen kan hjælpe dig med at få en advokat.

Du kan også få en bisidder med til mødet. Det kan være en person, du kender og er tryg ved. Men det kan også være én fra Børns Vilkår.
Dem kan du ringe til på 35 55 55 59 eller besøge deres hjemmeside: Bisidder fra Børns Vilkår

Vi inviterer også dine forældre til mødet. Hvis du ikke vil se dem i Ankestyrelsen, kan vi sørge for det. Vi skal bare vide det i forvejen. Det kan du tale med din advokat om.

Mødet tager cirka 15-20 minutter.

Det er helt i orden, hvis du ikke har lyst til at deltage i mødet. Så taler din advokat med dig inden mødet.

Kommunen skal gøre det, vi aftaler

Du er den vigtigste person for os. Og det er vores opgave at hjælpe dig. Vi beslutter, hvad kommunen skal gøre for at hjælpe dig. Det kan for eksempel være, at kommunen skal undersøge noget mere om, hvordan du har det. Vi kan også beslutte, at du skal have en kontaktperson, eller at der skal komme nogen hjem til jer og hjælpe dig og dine forældre. Kommunen skal gøre det, vi beslutter.

Det kan godt være, at vi beslutter noget, som du eller dine forældre ikke er enige i. Vi lytter selvfølgelig til, hvad I fortæller os. Men vores vigtigste opgave er, at vi finder den løsning, som er bedste for dig.

Sidst opdateret 01.01.2024

Ring: 33 41 12 00 man-tirs og tors-fre kl. 9-15. Onsdag lukket

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring