Ankestyrelsen arbejder løbende med kvaliteten af vores sagsbehandling. I arbejdsskadesager kvalitetsmåler vi spørgsmål til og svar fra vores lægekonsulenter.
Af fuldmægtig Susanne Sloth
I arbejdsskadesager er udtalelser fra vores lægekonsulenter et vigtigt redskab i vores sagsbehandling, fordi de lægelige oplysninger i sagen er en vigtig del af grundlaget for vores afgørelse.
Som led i sagsbehandlingen beder vi derfor en af vores lægekonsulent om at svare på spørgsmål og skrive en udtalelse om sagens lægelige oplysninger, når vi vurderer, at der er behov for det.
Vi kan for eksempel spørge lægekonsulenten om, hvorvidt en konkret hændelse efter en lægelig vurdering med overvejende sandsynlighed kan føre til en bestemt sygdom eller skade på helbredet.
Vi kan også spørge, om det efter en lægelig vurdering er sandsynligt, at skadelidte ved den hændelse, der er anmeldt, har kunnet pådrage sig den skade, der er anmeldt. Vi kan desuden bede lægekonsulenten om at forklare lægefaglige termer og udtryk, så vi kan skrive fyldestgørende og forståelige begrundelser for vores afgørelse til den skadelidte.
Vurdering af sagens faktum, hændelsesforløb med videre - det vil sige bevisvurdering af, hvilke faktiske omstændigheder der kan lægges til grund for afgørelsen og afgørelsens resultat - er udelukkende en juridisk vurdering, som lægekonsulenten ikke udtaler sig om.
Lægekonsulenten udtaler sig alene om de lægelige forhold i sagen. Sagsbehandleren laver på baggrund af alle sagens oplysninger, den juridiske vurdering af, hvilken afgørelse der skal træffes.
Kvalitetsmåling af spørgsmål til og svar fra lægekonsulenterne på arbejdsskadeområdet 2020
Vi arbejder løbende på at forbedre de spørgsmål, som vi stiller til lægekonsulenterne, så vi får nogle fyldestgørende besvarelser, vi kan bruge i vores juridiske vurdering af sagerne.
Det gør vi blandt andet ved at gennemgå nogle konkrete eksempler og måle kvaliteten af de spørgsmål, som vi stiller til lægekonsulenterne, og de svar, vi modtager.
En gruppe medarbejdere og nogle af vores lægekonsulenter har i første kvartal af 2020 målt kvaliteten af spørgsmål og svar i 30 udvalgte arbejdsskadesager, der blev afgjort i 2019.
Kvalitetsmålingen for 2020 viser overordnet, at de fleste spørgsmål, som sagsbehandlerne har stillet, og de svar, som lægekonsulenterne har givet, har været præcise og anvendelige i sagsbehandlingen.
Anbefalinger til sagsbehandlerne og lægekonsulenterne
Ankestyrelsens lægesekretariat har skrevet en rapport om resultaterne af kvalitetsmålingen. I rapporten kommer vi med konkrete anbefalinger til sagsbehandlere og lægekonsulenter om, hvordan sagsbehandleren stiller præcise og kvalificerede spørgsmål om de lægelige oplysninger i en sag, og hvordan lægekonsulenten bedst muligt skriver en besvarelse, som er forståelig og anvendelig i juristens arbejde med sagen.
Uddrag af anbefalingerne til sagsbehandlerne og lægekonsulenterne:
- Sagsbehandleren skal fokusere på det spørgsmål, der er til prøvelse i den konkrete sag.
- Sagsbehandleren skal henvise til sagens relevante aktnumre, sidetal m.m., for at hjælpe lægekonsulenten til hurtigere at få overblik over sagen.
- Sagsbehandleren skal begrunde, hvorfor spørgsmålet stilles, hvis man spørger, om sagen er tilstrækkeligt oplyst.
- Lægekonsulenternes besvarelse skal være fyldestgørende og dække alle sagsbehandlerens spørgsmål.
- Lægekonsulenterne skal i videst muligt omfang undgå forkortelser og latinske ord og formuleringer.
Opfølgning på kvalitetsmålingen
Som opfølgning på kvalitetsmålingen introduceres lægekonsulenterne og sagsbehandlere på området for rapporten og dens anbefalinger. Det er planen, at der skal laves en ny måling igen i 2022.
Det giver os mulighed for, at:
- Følge op på, om anbefalingerne fra 2020 målingen bliver fulgt.
- Afdække yderligere forbedringsmuligheder.