Gå til indhold

Ankestyrelsen som arbejdsplads

Ankestyrelsen er en stor arbejdsplads med mere end 600 ansatte – de fleste er jurister - men vi har også ca. 100 ansatte, der er kontoruddannede.

Selvstændigt, ambitiøst, fagligt og sjovt

Vi har et stærkt fagligt og ambitiøst miljø, hvor vi hjælper hinanden, og hvor vi har opgaveløsningen i centrum. Vi forventer, at du er klar til at give den en skalle, når et er nødvendigt.

Vi tilrettelægger vores arbejde, så vi har en effektiv opgaveløsning med høj kvalitet. Det betyder, at du hurtigt får selvstændigt ansvar for egne opgaver og sager efter en grundig oplæring. Vi arbejder med både individuelle og teambaserede mål.

Som jurist lærer du sagsbehandlerhåndværket til bunds, så du kan skrive skarpe afgørelser og mestre forvaltningsretten.

Udvikling og karriere

Du har mulighed for at udvikle dig i Ankestyrelsen uanset, hvad du ansættes som – og vi forventer, at du griber muligheden.

Som jurist er vores mobilitetsordning en af vigtig vej til udvikling. Den sikrer, at du kommer til at arbejde med forskellige områder i løbet af din tid hos os.

Fleksibilitet

Vi er en rummelig og fleksibel arbejdsplads, hvor vi tager hensyn til individuelle behov.

Vi har en flekstidsaftale, der giver vide rammer for, hvordan din arbejdstid - i dialog med din chef - kan tilrettelægges. Og vi har en arbejdstidsordning for konsulenter og chefer, som giver mulighed for at holde 11 ekstra fridage om året mod at arbejde 39 timer om ugen.

Vi løser som udgangspunktet vores opgaver på Ankestyrelsens fysiske lokationer, fordi vi anser sammenhængskraften på tværs af organisationen for afgørende for, at vi kan løse vores opgaver effektivt med høj kvalitet.

Dette udgangspunkt er ikke til hinder for, at du kan arbejde hjemme fra efter en oplæringsperiode. Vi har – som en af få statslige arbejdspladser - en lokal aftale, der giver mulighed for at indgå aftale om op til to faste hjemmearbejdsdage om ugen. Du har også mulighed for ad hoc at indgå aftale om hjemmearbejde.

Socialt og uformelt

Vi vægter godt kollegaskab og har en uformel omgangstone, hvor adgangen til chefer og direktion er let. Selvom vi har travlt, lægger vi vægt på at have det sjovt.

Vi har aktive personaleforeninger og prioriterer at lave aktiviteter sammen uden for arbejdstiden. Vi har fredagsbarer, en stor sommerfest, julefrokost og andre aktiviteter for dem, der gerne vil se kollegerne efter fyraften.

Du har også mulighed for at få massage med lav egenbetaling.

Mange faglige områder

Vores  sager dækker bredt inden for det velfærdsretlige område, arbejdsskadeområdet og tilsynet med kommuner og regioner. Læs mere om det her: Vores opgaver — Ankestyrelsen (ast.dk)

Hvad siger medarbejderne?

Hør fra medarbejderne, hvordan de synes om Ankestyrelsen som arbejdsplads: Mød en medarbejder.

Sidst opdateret 27.01.2023

Ring: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring