Færre afgørelser om arbejdsskader i 2012
I 2012 afgjorde Ankestyrelsen 13.290 sager. Det er et fald på 28 procent i forhold til året før. Faldet skal ses i lyset af, at Ankestyrelsen har fået færre sager i 2011 og 2012. Det viser den nye arbejdsskadestatistik.
Ankestyrelsen er øverste klageinstans for sager om arbejdsskader. Det er derfor Ankestyrelsen, der behandler klager over Arbejdsskadestyrelsens afgørelser om arbejdsskader.
Kortere sagsbehandlingstid
Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid var fem måneder for alle Ankestyrelsens afgørelser om arbejdsskader i 2012. Til sammenligning var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid seks måneder i 2011.
I 2012 steg andelen af omgjorte afgørelser fra 25 til 28 procent. Sagt på en anden måde omgjorde Ankestyrelsen 28 procent af de ankede afgørelser. De omgjorte sager består både af ændrede afgørelser og afgørelser, der er sendt tilbage til ny behandling.
Andelen af ændrede afgørelser er steget fra at udgøre 10 procent i 2011 til 17 procent i 2012. Andelen af afgørelser, der blev sendt tilbage til ny behandling faldt fra 15 procent til 11 procent i 2012.
Stigende antal klager fra forsikringsselskaberne
Der er sket en stigning i antallet af afgørelser, hvor forsikringsselskaber har klaget. I 2008 var det 866 afgørelser, mens tallet var 1.498 i 2012. Det svarer til, at forsikringsselskabernes andel af alle klager er steget fra seks procent i 2008 til 11 procent i 2012.
Skadelidte klager selv
Det handler typisk om sager om sygdomme i bevægeapparatet, når skadelidte selv eller personens hjælper klager til Ankestyrelsen over afgørelser om erhvervssygdomme.
I 2012 udgjorde sager om sygdomme i bevægeapparatet over halvdelen af sagerne om erhvervssygdomme. Samtidig viser tallene, at over halvdelen af sagerne, hvor skadelidte eller hjælper klager, handler om sygdomme i bevægeapparatet.
Større andel af afgjorte klager over afgørelser om psykiske erhvervssygdomme
De seneste år har der været en stigning i andelen af afgørelser om psykiske erhvervssygdomme.
I 2012 udgjorde afgørelser om psykiske erhvervssygdomme 4,7 procent af alle afgørelser mod 3,6 procent i 2008.
Hent publikationen