Artikel: En trappelift er ikke i sig selv en stor og dyr boligindretning

En principafgørelse behandler tre sager, der hver især belyser et særligt problem i kommunernes behandling af ansøgninger om trappelifte.

Af fuldmægtig Nadia Pedersen

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nr. 3, 2017. Bemærk, at vi ikke opdaterer indholdet efter juni 2017.

Ankestyrelsen modtager en del klager om trappelifte. I mange af sagerne har kommunen vurderet, at det er mere hensigtsmæssigt, at borgeren flytter til en bolig i ét plan end at montere en trappelift i borgerens nuværende hjem. Det er imidlertid særdeles indgribende for borgeren, og mange ønsker også at blive i deres hjem, selvom de har en varigt nedsat funktionsevne.

Ankestyrelsen har forholdt sig principielt til de problemer, vi ser i sager om trappelifte.

En trappelift er en stol, som bliver monteret langs en trappe for at transportere en person op og ned via en elektrisk installation. Trappeliften bruges af borgere med nedsat funktionsevne, som ikke kan gå på trapper og ikke - eller kun med besvær - kan komme omkring i et hjem i flere etager.

I principafgørelsen behandler Ankestyrelsen tre sager. Hver sag belyser en særlig problemstilling.

En trappelift er ikke en stor boligindretning

Den første sag handler om den situation, hvor kommunen har anbefalet borgeren at flytte til en bolig i ét plan i stedet for at montere en trappelift.

Vi vurderer, at en trappelift ikke i sig selv er en stor og dyr boligindretning. Derfor kan kommunen ikke uden videre henvise borgeren til at flytte i stedet for at bevilge en trappelift.

Det er en anden sag, hvis det også er nødvendigt at lave flere boligindretninger, for at borgeren kan blive i hjemmet. De kan samlet set betragtes som en stor og dyr indretning af boligen, og så kan det være mest hensigtsmæssigt, at borgeren flytter.

Eksempler på det kan være, hvis der udover trappelift også skal laves ombygninger, ændres på badeværelset eller bygges faste ramper til indgangsdøren. Det kræver en konkret og detaljeret oplysning af sagen at lave denne vurdering.

Derfor skal kommunen sørge for, at der er:

  • oplysninger om borgerens funktionsniveau
  • en lægelig vurdering af den forventede udvikling af borgerens funktionsniveau
  • tilstrækkelige oplysninger om specifikke ændringer af boligen, og hvad det koster.

Kommunen skal derfor i afgørelsen til borgeren skrive, hvilket tidsperspektiv og hvilket udgiftsniveau den har lagt til grund for vurderingen.

Respekt for borgerens værdighed

I principafgørelsens anden sag slår vi fast, at en trappelift er en nødvendig boligindretning, hvis borgeren ellers ikke har mulighed for at bruge boligens toilet efter behov. En toiletstol til brug i stueetagen vil som udgangspunkt ikke være et alternativ til en trappelift.

Vurderingen afhænger af en konkret og individuel stillingtagen til borgerens forhold og boligens indretning, og den skal ske i dialog med borgeren. Kommunen skal særligt være opmærksom på at hjælpe med respekt for borgerens værdighed, integritet og mulighed for at leve så normalt et liv som muligt.

I denne sag slår vi også fast, at en trappelift kan være nødvendig, selvom borgeren kan færdes på trappen med besvær. Det kræver dog, at besværet har et vist omfang, for eksempel omfattende smerter og udtrætning.

En trappelift er ikke nødvendig, hvis borgeren kan indrette sig i stueetagen

Det fremgår af principafgørelsens tredje sag, at en trappelift ikke er en nødvendig indretning af boligen, hvis borgeren kan indrette sig i stueetagen med de vigtigste funktioner.

Det betyder også, at selvom borgeren må sove i stuen og ikke har adgang til alle boligens rum, skal kommunen ikke hjælpe med en trappelift, hvis køkken, bad og toilet er i stueetagen. Det kræver naturligvis, at etagen i øvrigt har en størrelse og indretning, som gør den egnet til ophold.

Der er større krav til sagens oplysning, hvis den har indgribende betydning

Principafgørelsen handler også om to mere generelle problemstillinger, som kommunerne skal være opmærksomme på, når de behandler sager efter serviceloven.

Den ene problemstilling er kommunernes oplysning af sagerne.

Kommunen har ansvaret for, at en sag er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at den kan afgøres. Det står i retssikkerhedslovens § 10. Det betyder, at kommunen skal undersøge den konkrete sag i det omfang, der er nødvendigt og tilstrækkeligt for at kunne afgøre sagen korrekt.

Jo mere indgribende sagen og dens udfald er for borgeren, jo større krav er der til sagsoplysningen; altså et proportionelt forhold mellem sagens betydning og kommunens oplysning af sagen.

Det kan have store konsekvenser for en borger at skulle flytte til en anden bolig. Det er derfor vigtigt, at kommunens afgørelse i en sag om trappelift og i andre indgribende sager bygger på et tilstrækkeligt og grundigt oplysningsgrundlag, der er med til at sikre en rigtig afgørelse.

Kommunen skal derfor i så indgribende sager være grundig og konkret i oplysningen af sagen og i begrundelsen for afgørelsen.

Ankestyrelsen kan efterprøve kommunernes skøn

Den anden generelle problemstilling er kommunernes skøn.

Lovbestemmelser med et udpræget skøn – for eksempel reglerne om boligindretning – betyder ikke, at kommunerne har et helt frit skøn. Bestemmelserne giver nemlig typisk en række overordnede retningslinjer for, hvordan kommunen skal skønne i sagerne.

Ankestyrelsen kan således vurdere, om afgørelsen ligger inden for lovgivningens rammer, og om kommunens skøn er lovligt. Det hedder også at efterprøve kommunens skøn. Det følger af retssikkerhedslovens § 69.

Kommunens skøn skal altid ske i overensstemmelse med blandt andet forvaltningsretlige regler og principper.

Serviceloven bygger på, at en borger med nedsat funktionsevne skal kompenseres for de følger, som funktionsnedsættelsen har. Kompensationen kan blandt andet opfyldes ved at stille særlige ydelser til rådighed, som specielt imødekommer borgerens individuelle behov.

Formålet med hjælpen er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. Formålet med hjælp til boligindretning er desuden, at borgere med nedsat funktionsevne og deres familier kan leve så almindeligt et liv som muligt sammenlignet med andre borgere på samme alder og i samme livssituation.

Kommunernes skøn skal tage hensyn til, at hjælpen bliver givet på baggrund af borgerens individuelle behov – også behov for værdighed, integritet og mulighed for at leve et så normalt liv som muligt.

Tidligere principafgørelse om trappelifte kasseres

Ankestyrelsens tidligere principafgørelse om trappelifte, principafgørelse nr. O-33-88, fastslog, at en trappelift kan bevilges efter reglerne om boligindretning.

Vi har kasseret den principafgørelse og indarbejdet praksis i den nye afgørelse.

Ankestyrelsens principafgørelse 13-17 om boligindretning - trappelift

Betingelserne for bevilling af boligindretning fremgår af servicelovens § 116, stk. 1.

Her står, at kommunen skal yde hjælp til indretning af bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for borgeren.

Ved vurderingen af sager om store og dyre ændringer af boligen skal kommunen undersøge, om det er en mere hensigtsmæssig løsning på boligforholdene, at personen flytter.

Kommunen skal i den forbindelse tage i betragtning, at boligen skal være egnet til at bruge gennem et længere tidsrum, og at udgifterne ved ændringerne må anses for rimelige i forhold til de opnåede brugsmæssige fordele.

Store og dyre boligindretninger er for eksempel etablering af elevator eller om- og tilbygninger.

Sidst opdateret 01.06.2017