Artikel: Principper for kommunernes beregning af egenbetaling i midlertidige botilbud

Borgere i botilbud skal ikke betale mere end borgere i sammenlignelige lejeboliger. Kommunen skal sikre rimelighed og proportionalitet i forholdet mellem det midlertidige botilbud, og hvad borgeren selv betaler.

Af fuldmægtig Bjarne Djurhuus

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nummer 4, 2017. Bemærk, at vi ikke opdaterer indholdet efter juli 2017.

Ankestyrelsen har i principafgørelse 97-16 taget stilling til, hvordan kommunen skal beregne, hvad borgere selv skal betale for et midlertidigt botilbud efter serviceloven. Overordnet skal kommunen sørge for, at det ikke er dyrere for en borger at være i et botilbud end i en sammenlignelig lejebolig, hvor det er muligt at søge boligstøtte.

Husleje i midlertidig botilbud

Beboere i botilbud efter serviceloven kan ikke få boligstøtte, fordi den slags boformer ikke er en del af lejelovgivningen. Og det er noget, kommunen skal tage hensyn til, når den skal sikre, at der er rimelighed og proportionalitet mellem den tilbudte bolig, og hvad borgeren selv skal betale.

Kommunen skal sikre, at borgere med funktionsnedsættelse på midlertidige botilbud ikke får flere boligudgifter end borgere uden funktionsnedsættelse, som bor i boliger, hvor de kan få boligstøtte. Det følger af kompensationsprincippet.

Kommunen kan kræve betaling for Integrerede ydelser

Serviceloven skelner mellem selve botilbuddet og forskellige servicetilbud, som handicappede borgere kan modtage efter serviceloven. Det betyder, at for eksempel praktisk og personlig hjælp samt ledsagelse ikke kun skal gives, fordi borgeren bor i et botilbud. Servicetilbud skal gives efter en konkret og individuel vurdering af borgerens funktionsnedsættelse og behov for hjælp.

Ydelser, som er bevilget individuelt til en borger med funktionsnedsættelse, kan ikke indgå i egenbetalingen for botilbuddet.  Det gælder dog ikke, hvis ydelsen er integreret i botilbuddet.

Boks: Reglerne om integrerede ydelser står i betalingsbekendtgørelsens § 2, stk. 3.,  Den handler om egenbetaling ved midlertidigt botilbud efter servicelovens §§ 107, 109 og 110 i forhold til kost og vask (madlavning og tøjvask).             

At ydelserne madlavning og tøjvask er en integreret del af botilbuddet betyder, at kommunen kan beslutte, at borgeren skal betale for tilbud om madlavning og tøjvask, som borgeren kan bruge ved botilbuddet. Det gælder også, selvom borgeren fravælger et eller flere måltider i botilbuddet eller ikke vil bruge botilbuddets vaskeordning.

Integrerede ydelser kan være socialpædagogisk støtte

Borgeren skal ikke betale, hvis han eller hun modtager eller opfylder betingelserne for at få støtte til madlavning og tøjvask som led i en socialpædagogisk handleplan. Borgerens hjælpebehov er i denne situation socialpædagogisk støtte til at opretholde eller videreudvikle færdigheder i forhold til madlavning og tøjvask. Socialpædagogisk støtte er ikke en integreret del af botilbuddet. Socialpædagogisk støtte skal derfor vurderes og bevilges efter servicelovens § 85.

En borger skal altså ikke betale for de integrerede ydelser, hvis han eller hun har fået bevilget madlavning og tøjvask som en særlig indsats for at kunne vende tilbage til sin egen bolig. Kommunen må her vurdere, om botilbuddet med de faste integrerede ydelser, er et egnet botilbud for borgeren.

Kun integrerede ydelser på midlertidige botilbud - ikke længerevarende

Borgere på midlertidige botilbud efter serviceloven forventes at bo der i en kortere periode. Det står i modsætning til botilbud efter almenboligloven og længerevarende botilbud efter serviceloven. Her vil borgeren have et permanent behov for at bo på botilbuddet.

Bestemmelserne om integrerede ydelser kan derfor ikke bruges i sager om botilbud efter almenboligloven og servicelovens § 108. Bestemmelsen står under betalingsbekendtgørelse under afsnittet om egenbetaling for midlertidige botilbud.

Kommunen kan kun opkræve de faktiske omkostninger

Kommunen skal over for borgeren præcisere, hvilke ydelser, borgeren selv skal betale for. Det gælder både for husleje, el og varme samt ydelser, som er en integreret del af botilbuddet.

Kommunen kan kun kræve egenbetaling for de faktiske omkostninger. Kommunen skal dokumentere, hvordan den beregner de omkostninger, som indgår i egenbetalingen. Kommunen kan eventuelt få oplysninger fra botilbuddet om omkostninger til for eksempel madlavning.

Kommunen skal sikre, at borgeren ikke betaler mere end de faktiske omkostninger. Den skal også sikre, at borgeren ikke kommer til at betale for botilbuddets driftsudgifter. Det kan være udgifter til servicearealer; altså arealer, der bliver brugt til omsorgs- og servicefunktioner, der normalt ikke indgår i en selvstændig bolig, for eksempel personalerum.

Kommunen skal sikre, at borgeren har til personlige fornødenheder

Når kommunen har fundet prisen på egenbetalingen (husleje og integrerede ydelser), skal den vurdere, om borgeren kan få sat egenbetalingen ned. Vurderingen skal ske ud fra borgerens indkomst.

Kommunen skal sikre, at borgeren har penge tilbage til personlige fornødenheder. Det gælder også, selvom borgeren har en indkomst. Hvis borgeren ikke har penge til personlige fornødenheder, skal kommunen nedsætte borgerens egenbetaling.

Ankestyrelsens principafgørelse 97-16 om egenbetaling - midlertidigt botilbud - integreret del af botilbuddet

 

Sidst opdateret 04.07.2017