Artikel: Ny varslingsordning på servicelovens område

Folketinget har vedtaget en ny bestemmelse i serviceloven, som betyder, at borgeren i visse situationer skal varsles 14 uger før, kommunen stopper en hjælp, som borgeren hidtil har fået. Varslingsordningen gælder fra den 1. januar 2018.

Af fuldmægtig Mie V. Ritter

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nummer 6, 2017. Bemærk, at vi ikke opdaterer indholdet efter december 2017.

Den varslingsordning, som Folketinget har vedtaget, betyder, at borgeren i visse tilfælde får 14 uger til at forberede sig på, at kommunen stopper en hjælp, som borgeren hidtil har fået. Det får betydning både for kommunen, borgeren og for Ankestyrelsens sagsbehandling.

Ordningen gælder kun for udvalgte bestemmelser, hvor kommunen fratager eller nedsætter hjælpen til borgerne, nemlig ved:  

  • frakendelse eller nedsættelse af hjælpen i en ordning med kontant tilskud (§ 95)
  • frakendelse eller nedsættelse af hjælpen i en ordning med borgerstyret personlig assistance (§ 96)
  • frakendelse eller nedsættelse af hjælp i form af kontaktperson til døvblinde (§ 98)
  • frakendelse af en plads på særlige dag- og klubtilbud (§§ 32 og 36)
  • frakendelse af tabt arbejdsfortjeneste i de tilfælde, der er omfattet af servicelovens § 42, stk. 4 (§ 42)
  • frakendelse af handicapbil, hvis frakendelsen sker i løbet af bevillingsperioden (§ 114).

14 uger

Hvis borgeren klager til Ankestyrelsen, skal klagesagen som udgangspunkt være afsluttet inden for de 14 uger.

Det betyder, at: 

  • borgeren har 4 uger til at klage
  • kommunen har 2 uger til at genvurdere på baggrund af klagen
  • Ankestyrelsen har 8 uger til at behandle klagen. 

For at Ankestyrelsen kan overholde fristen på 8 uger, er det afgørende, at kommunen sender sagen inden for 6 uger efter afgørelsen. Hvis Ankestyrelsen ikke kan nå at behandle sagen inden for de 14 uger, kan vi vælge at tillægge klagen opsættende virkning ud over de 14 uger.

De nye regler og kommunen

I en sag, der er omfattet af varslingsordningen, og hvor kommunen afgør, at hjælpen skal nedsættes eller stoppe, skal kommunen give et varsel på minimum 14 uger, inden afgørelsen kan iværksættes. De 14 uger gælder fra den dag, hvor kommunen har afgjort sagen, og kommunen skal vejlede borgeren om, hvad det betyder, at sagen er omfattet af varslingsordningen.

Hvis borgeren ikke klager, skal kommunen forberede det sådan, at ændringen først træder i kraft efter de 14 uger fra afgørelsen. De 14 uger er således en absolut frist før iværksættelsen, uanset at borgeren ikke har klaget.

Hvis borgeren derimod klager, kan kommunens forberedelser på at iværksætte afgørelsen først begynde, når de 14 uger er gået.

Eksempel

Kommunen afgør den 15. januar 2018, at en borger ikke længere opfylder betingelserne for at få borgerstyret personlig assistance. Kommunens afgørelse bliver altså givet med et varsel frem til den 23. april 2018.  

Hvis borgeren ikke klager over afgørelsen, så kan kommunen bede borgeren om at opsige sine hjælpere, så de kan stoppe den 24. april 2018.

Hvis borgeren klager over kommunens afgørelse, så kan kommunen først fra den 24. april 2018 bede borgeren om at opsigelse hjælperne – hvis Ankestyrelsen har stadfæstet den oprindelige afgørelse.

Hvis kommunen afgør sagen den 15. januar 2018, så skal borgeren klage inden den 12. februar 2018.

Inden den 26. februar 2018 skal kommunen genvurdere sagen på baggrund af borgerens klage og sende sagen til Ankestyrelsen.

I eksemplerne her går vi ud fra det tilfælde, hvor borgeren først klager 4 uger efter at have fået afgørelsen fra kommunen. Hvis borgeren klager hurtigere, så skal kommunen genvurdere sagen, og sende den til Ankestyrelsen umiddelbart derefter. Den samlede varslingsperiode er stadig 14 uger.

Når kommunen sender sagen til Ankestyrelsen, er det vigtigt, at den krydser af i ankeskemaet, at det er en sag under varslingsordningen. På den måde kan vi begynde sagsbehandlingen, så snart vi får sagen.

De nye regler og borgeren

Når kommunen afgør en sag, der hører under varslingsordningen, så får borgeren minimum 14 uger til at indrette sig på afgørelsen.

Eksempel

Borgeren er bevilget støtte til bil på erhvervsmæssigt grundlag i 2014, men er ikke længere i stand til at arbejde. Kommunen afgør den 1. marts 2018, at borgen ikke længere har ret til støtte til køb af bil. Kommunen giver et varsel frem til den 7. juni 2018.

Hvis borgeren ikke ønsker at klage eller ikke overholder klagefristen på 4 uger, kan kommunen stoppe støtten med virkning fra den 8. juni 2018. I sager om bilstøtte handler det også om afgiftsfritagelse, og den kan her tidligst stoppe ved udgangen af juni måned 2018.

Hvis borgeren klager inden for klagefristen på 4 uger (altså senest den 29. marts 2018), kan kommunen tidligst den 8. juni 2018 begynde at føre afgørelsen ud i livet. Kommunen kan altså først opsige lånet den 8. juni 2018 og stoppe afgiftsfritagelsen den dato. Her stopper fritagelsen for bilafgiften med udgangen af juli 2018.

Hvis borgeren klager, skal kommunen genvurdere afgørelsen på baggrund af klagen inden 2 uger (altså senest den 12. april 2018). Kommunen skal sende sagen til Ankestyrelsen, hvis genvurdering ikke giver borgeren fuldt medhold.

Ankestyrelsen vil så sende et bekræftelsesbrev til borgeren og vejlede om, hvordan vi vil behandle sagen.

I eksemplerne her går vi ud fra det tilfælde, hvor borgeren først klager 4 uger efter at have fået afgørelsen fra kommunen. Hvis borgeren klager hurtigere, så skal kommunen genvurdere sagen, og sende den til Ankestyrelsen umiddelbart derefter. Den samlede varslingsperiode er stadig 14 uger.

De nye regler og Ankestyrelsens sagsbehandling

Når kommunen har genvurderet og sendt sagen til Ankestyrelsen, har Ankestyrelsen 8 uger til at behandle sagen.

Indenfor de 8 uger skal vi blandt andet kontrollere, at vi har modtaget alle relevante oplysninger fra kommunen, herunder afgørelse, klage og genvurdering. Vi skal også tjekke, at klagefristen er overholdt, og at der er en gyldig fuldmagt/værgemål.

Når vi har sendt et bekræftelsesbrev til borgeren, så skal borgeren inden for 14 dage sende eventuelle bemærkninger til sagen til Ankestyrelsen. Herefter behandler vi sagen ligesom alle andre sager i Ankestyrelsen.

Undtagelsesvis kan det ske, at vi ikke kan behandle en sag inden for 14 uger fra kommunens afgørelse. I de tilfælde skal vi vurdere, om vi skal tillægge en sag opsættende virkning udover de 14 uger.

Det vil vi eksempelvis overveje i situationer, hvor vi ikke har modtaget sagen fra kommunen inden fristen på 6 uger eller i de situationer, hvor vi vurderer, at en sag indeholder principielle problemstillinger.

Information

Vi er i gang med at sende informationsmateriale til kommunerne, borgerrådgivere i kommunerne og interesseorganisationer.


Servicelovens § 3 a

Kommunalbestyrelsens afgørelser om frakendelse eller nedsættelse af hjælp efter §§ 95, 96 og 98 skal meddeles med et varsel på mindst 14 uger fra borgerens godtagelse af afgørelsen. 1. pkt. gælder ligeledes for kommunalbestyrelsens afgørelser om frakendelse af en plads i et særligt dag- eller klubtilbud efter §§ 32 og 36, om frakendelse af bilstøtte efter § 114 inden udløbet af genanskaffelsesperioden og om ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 i de tilfælde, der er omfattet af de regler om afviklingsperioden, som børne- og socialministeren har fastsat i medfør af § 42, stk. 4.

Stk. 2. Iværksættelse af kommunalbestyrelsens afgørelser efter bestemmelserne nævnt i stk. 1 må i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsens afgørelse påklages til Ankestyrelsen, først påbegyndes, når varslingsperioden, jf. stk. 1, er udløbet.

 

Sidst opdateret 09.01.2018